2014
Oven vandet
Oktober 2014


Oven vande

Forfatteren bor i Utah, USA.

Jeg havde tryglet vor himmelske Fader om at fjerne min uro og modløshed, men uden disse prøvelser når jeg måske ikke frem til »det forjættede land«, som han ledte mig til.

Billede
Jaredite barges being tossed in the sea.

Omkring et halvt år efter at have dimitteret fra college begyndte jeg at få panikanfald, perioder med uro og bølger af depression. Jeg havde ingen anelse om, hvor disse følelser kom fra, men de var stærke og svækkende.

Jeg kæmpede for at holde fokus. På arbejdet medførte nye opgave en sådan uro, at jeg ikke kunne sidde stille. Tankerne fór af sted, og mit hjerte bankede så hårdt, at det føltes som om, at det skulle springe ud af brystet på mig. Sådan kunne det fortsætte i dagevis, og hver dag efter arbejde faldt jeg sammen på sofaen. Inden jeg vidste af det, var aftenen gået, og en ny arbejdsdag var begyndt.

Følelserne holdt ved i flere måneder, selv efter jeg fandt et nyt arbejde og havde søgt professionel hjælp.

Hver morgen bad jeg på vej til arbejde om at have styrke til bare at klare mig gennem dagen og vende hjem til min hustru og datter. Jeg kunne ikke se en ende på min kamp, og jeg havde ofte lyst til at give op. Der var mange dage, hvor jeg grædende tryglede himlen om hjælp. Med større oprigtighed end nogensinde før bad jeg til vor himmelske Fader om at hjælpe mig til at forstå denne prøvelse og befri mig fra den.

Jeg følte mig fortabt i mørke og fortvivlelse, når jeg ikke følte Ånden. Men når Ånden løftede mig ud af min håbløshed, fandt jeg styrke til at fortsætte – om ikke andet indtil min næste bøn. Jeg begyndte at støtte mig mere til min himmelske Fader og ikke blot henvende mig ved bordbønnen eller i en afslappet aftenbøn. Som følge deraf kom jeg ham nærmere.

Kastet om på bølgerne

Midt i min uro og fortvivlelse genlæste jeg beretningen om jereditterne, der krydsede det »store dyb« (Eter 2:25). Jeg kan kun forestille mig deres bekymring, idet de steg på deres både. Deres rejse ville måske blive farefuld, men de vidste, at de var på vej til »et land, mere udsøgt end alle andre lande« (Eter 2:15).

Om deres rejse lyder det:

»Og det skete, at Gud Herren foranledigede, at en rasende vind skulle blæse hen over vandenes overflade mod det forjættede land; og således blev de kastet om på havets bølger for vinden.

Og det skete, at de mange gange blev begravet i havets dyb på grund af bølgerne, der var så høje som bjerge, og som brød ind over dem, og også på grund af de store og skrækkelige uvejr, som blev forårsaget af vindens heftighed

… når de derfor var omgivet af de mange vande, anråbte de Herren, og han bragte dem atter op til overfladen af vandene.

Og det skete, at vinden aldrig hørte op med at blæse mod det forjættede land, mens de var på vandene; og således blev de drevet frem for vinden« (Eter 6:5-8).

Disse vers blev personlige for mig. Jeg følte, at jeg var om bord på min egen båd med angstfulde vinde, der slog ind over mig, og bølger af depression, der rejste sig over mig og begravede mig i fortvivlelsens dyb. Når jeg blev »omgivet« og anråbte Herren, kom jeg op til overfladen, men kun for endnu engang at blive begravet.

Jeg læste vers 8 igen: »Vinden … hørte [aldrig] op med at blæse mod det forjættede land, … og således blev de drevet frem for vinden« (fremhævelse tilføjet). Da slog det mig. Selve vinden, der skabte bølger så høje som bjerge, der begravede bådene, var også en velsignelse for jereditterne på deres rejse. Jeg havde tryglet vor himmelske Fader om at stilne vinden og bølgerne, men uden dem ville jeg måske ikke nå frem til »det forjættede land«, som han ledte mig til.

Disse vers ændrede mit syn på livet. Min uro og depression havde øget min tillid til vor himmelske Fader. Uden vinden og bølgerne ville jeg måske ikke have lært Gud at kende, som jeg nu gjorde – og jereditterne ville måske aldrig have nået det forjættede land uden.

Nu et par år efter denne oplevelse er mine urolige vinde løjet af, og bølger af depression begraver mig ikke længere. Men hvis og når stormen vender tilbage, vil jeg påkalde Herren og være taknemlig og vide, at et roligt hav ikke fører både til det forjættede land – det sker ad stormfyldte have.

Illustration: Jerry Harston