Stå for det, vi tror på

Billede

Amber liquid in three of 4 wine glasses. All four glasses have red roses in them.

I Frankrig er militærtjeneste obligatorisk. Min 20-årige lillebror Loïc, besluttede sig for at gå på reserveofficer-skole for at blive løjtnant. Ved afslutningen af hans uddannelse var der en ceremoni for de nye officerer. Som del af ceremonien skulle alle på skift citere regimentets slogan. Derefter skulle der drikkes et glas champagne med en rose i – begge dele skulle fortæres. Denne tradition begyndte med Napoleon Bonaparte, og ingen officer havde siden da undladt at tage del i den.

Loïc fortalte obersten, at hans religiøse principper ikke tillod ham at drikke alkohol. Loïcs anmodning om en undtagelse fulgtes af en kold stilhed. Obersten rejste sig. Frem for at tvinge Loïc til at drikke champagnen roste han ham for at holde sig til sine principper trods presset, og han sagde, at han var stolt over at byde en mand med integritet velkommen i sit regiment. De erstattede champagnen, og Loïc kunne fortsat tage del i ceremonien.

Billede

Asian woman sitting at a desk looking very sad and emotional. She looks like she is ready to cry.

Efter college fik min søster og jeg arbejde i et firma, hvor der arbejdede flere andre sidste dages hellige. Vores chef var ikke medlem af Kirken. Da min søster blev forlovet, planlagde vores chef at overraske hende med en polterabend. Jeg håbede på, at hun ville respektere vore standarder, men i stedet havde hun købt alkohol, bestilt en stripper og en skandaløs video.

Inden polterabenden følte jeg Helligånden opmuntre mig til at minde min chef om vore standarder. Jeg greb fat i min medaljon fra Unge Piger og tænkte på alle de anstrengelser og ofre, jeg havde ydet, da jeg som ung pige ville færdiggøre Personlig fremgang. Jeg bad om hjælp til at stå lidt mere rank i denne situation. Jeg sms’ede min chef om mine bekymringer og tænkte, at hun nok ville blive fornærmet. Ikke desto mindre var mit største ønske at glæde vor himmelske Fader.

Da festen begyndte, talte min chef ikke til mig og hun smilede heller ikke til mig. Hun havde dog afbestilt både stripper og video.

I dagene efter festen hverken talte eller smilede hun til mig, som hun plejede inden festen. Jeg havde det dog godt, fordi jeg vidste, at Gud var tilfreds med det, jeg havde gjort. En uges tid senere blev mit forhold til min chef det samme som før. Jeg vidste, at Gud havde blødgjort hendes hjerte og hjulpet hende til at indse, at jeg efterlevede det, som jeg troede på.

Billede

High school sewing class full of young women.

Da jeg var 18 år, begyndte jeg til syning. En dag begyndte tre piger et par meter fra mig at bruge et stødende sprog. Jeg vidste ikke, om jeg skulle ignorere dem for at undgå en konflikt, eller om jeg skulle stå for mine standarder og bede dem holde op. Til sidst sagde jeg så pænt som muligt: »Undskyld, men kunne I være lidt opmærksomme på jeres sprogbrug?«

Den ældste af pigerne stirrede på mig og sagde: »Vi taler, som det passer os.«

Jeg svarede: »Men behøver I bande? Jeg bliver virkelig stødt af det.«

»Så lad være med at høre efter,« svarede hun.

Jeg begyndte at blive vred og sagde: »Det er svært ikke at høre efter, når I taler så højt.«

Hun svarede: »Pas dig selv.«

Jeg gav op. Jeg var frustreret over pigerne, men mere frustreret over mig selv. Jeg kunne ikke tro, at jeg havde talt i en konfronterende tone. Pigerne bandede stadig, og nu var vi alle sure.

Da jeg var faldet til ro, så jeg, at pigerne havde problemer med deres symaskiner. Jeg vidste, hvad der var galt, for jeg havde haft samme problem tidligere. Så jeg viste dem, hvordan man løste det. Jeg så den ældste piges udtryk ændre sig. »Hør,« sagde hun, »undskyld.« Jeg kunne ikke tro det – hun sagde undskyld. »Undskyld,« svarede jeg. »Jeg burde ikke være blevet vred.«

Jeg gik tilbage til min symaskine og hørte ikke et bandeord mere. Den oplevelse lærte mig, at vore ord måske ikke kan ændre på andres indstilling, men det kan venlighed og tjeneste ofte.

Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 19. Jeg var nummer to ud af tre sønner og den eneste sidste dages hellige i min familie. Kort tid efter min dåb begyndte jeg at nære et ønske om at tjene på mission. Efter et år sagde Ånden til mig, at jeg skulle tage af sted. Jeg talte med min mor, der følte, at jeg ikke skulle tage af sted. Jeg udskød det et år, men ønsket om at tjene på mission forlod mig aldrig. I løbet af det år studerede jeg skrifterne, sparede op, klargjorde mine papirer, fik foretaget alle lægeundersøgelserne og – efter alt andet nu var klart – ventede jeg på Herren. Inden længe modtog jeg et kald til at tjene i Campinas-missionen i Brasilien.

Mine forældre var stadig imod det. Jeg fastede og bad åbenlyst og fortalte min himmelske Fader om al min frygt. Jeg bad ham røre min jordiske fars hjerte. Det gjorde han. Til min overraskelse var min far med til min afskedsfest, som mine venner holdt for mig lørdagen inden min afrejse. Og om mandagen fulgte min far mig til lufthavnen.

Under min mission følte jeg Guds kærlighed, mens jeg forkyndte evangeliet. Min mor ophørte aldrig med at være mor, og da jeg vendte hjem, var hun den første, der krammede mig.

Jeg har lært, at det at tjene på en mission er meget mere end en pligt; det er et privilegium og en vidunderlig tid til udvikling og læring.

Billede

High school classroom. Oriental students

Som førsteårsstuderende på landets bedste universitet følte jeg mig presset til at yde mit bedste. Forfølgelsen kom, og jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved min tro på evangeliet, da mange af mine undervisere udlagde det, som de antog for at være »virkelighed«. Mange af mine klassekammerater blev påvirket af det. Det studiemiljø gjorde det svært at opretholde kristne værdier. Jeg overvejede at stoppe, men besluttede, at det var bedre at blive. Jeg konkluderede, at hvis kun et fåtal blev optaget på universitetet, og der blandt de få kun var en enkelt sidste dages hellig, burde jeg blive og stå for sandheden.

Min underviser i biologi, en erklæret ateist, underviste i naturvidenskab uden tro på en højere Skaber. Jo mere jeg lærte, jo mere blev jeg overbevist om en højere Skaber – Gud, vor Fader – som har skabt alle disse ting. Andre hævdede, at denne tanke ikke gav mening. Vores diskussioner blev mere intense. Jeg var nervøs for at skulle række hånden i vejret og forklare, at jeg troede på Gud som Skaberen.

Så kom tiden til at komme med kommentarer. På mit universitet var det normalt at enten klappe, råbe eller buhe af dem, der fremlagde deres tanker. Jeg rejste mig uden frygt og sagde helt enkelt til modstanderne: »Det giver måske ikke mening for jer at tro på Gud lige nu, men dagen vil komme, hvor alt skal give mening for jer, ligeså tydeligt, som det gør for mig nu.«

Siden da er jeg ikke blevet buhet af, når jeg har forsvaret mine overbevisninger. Fra da af har jeg forbedret mig akademisk, socialt og åndeligt. Jeg blev aktiv i studieaktiviteter, og blev valgt til flere poster i studierådene.

Jeg lærte, at det at stå for sandheden blot en enkelt gang har stor indflydelse på vores fremtidige beslutninger.