– Slægtsforskning – det udfører jeg
Det kan være let og sjovt at komme i gang. Unge over hele verden udfører slægtsforskning og gør en forskel.
Hvor starter man? Du synes måske, at dine slægtninge allerede har gjort alt det, der skulle gøres. Eller måske er slægtsforskning noget nyt og overvældende for dig. Uanset om du begynder med at føre en personlig dagbog, forbereder navne til at tage til templet eller lærer af dine levende slægtninge, så kan du på en sjov og betydningsfuld måde tage del i slægtsforskning.
Før en personlig dagbog: Husk på vore velsignelser
Det er ikke let at føre dagbog. Vi kan ofte tænke, at vi har for travlt eller er for trætte, eller at der ikke er noget i vores liv, der er spændende nok at skrive om. For et par år siden gik det op for mig, at det ikke skal være svært at føre dagbog, og at jeg kunne komme til at holde af det.
Jeg begyndte at skrive en ting om dagen. Det var lige meget, om det var et langt eller spændende indlæg. Jeg skrev bare det, der faldt mig ind, eller om det, der var sket den dag. Det har allerede været til velsignelse for mig.
En dag var der en i min familie, som kæmpede lidt, og jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle sige til hende, men så blev jeg tilskyndet til at læse noget for hende fra min dagbog. Jeg kunne dele en lille del af mig, som jeg havde skrevet ned i den lille sorte dagbog, og jeg så, hvordan det opmuntrede hende.
Jeg garanterer for, at det vil være til velsignelse for dig, hvis du begynder at skrive en ting ned om dagen. Ligegyldigt hvor småt eller hvor stort det er, så kan det at skrive dine velsignelser ned, hjælpe dig til at huske dem.
Gentry W., Utah, USA
Find glæde ved slægtsforskning: Søg efter forfædre
Da jeg blev døbt, hørte jeg meget om slægtsforskning, men jeg vidste ikke, hvordan man bar sig ad, eller om jeg kunne finde ud af det. Jeg besluttede mig for at bede om det, og jeg følte, at jeg skulle gå i gang med det samme. Jeg følte, at mine forfædre var ivrige efter, at jeg skulle komme i gang, og at de ville hjælpe mig med at finde de nødvendige oplysninger, der skulle til for at udføre ordinancerne.
Jeg tog først et kursus i slægtsforskning, og kort tid efter blev jeg kaldet som slægtshistorisk konsulent. Jeg var nervøs, for jeg vidste ikke meget om det, men jeg tog imod kaldelsen.
En dag besøgte jeg min bedstemors søster, som havde nogle dokumenter om min oldemor. Hun ville ikke dele en masse oplysninger, for de havde en tradition for ikke at tale om afdøde slægtninge. Hun fortalte mig, at det dagen efter var årsdagen for min oldemors død, og hun havde planlagt at brænde dokumenterne. Jeg spurgte, om jeg inden da måtte få lidt oplysninger fra dem, og det gav hun mig lov til. Da vidste jeg, at vor himmelske Fader ville hjælpe mig i min søgen.
Mens jeg tjente i det slægtshistoriske center ved templet, blev jeg ved med at lære mere om min familie. Jeg fandt ud af, at to af mine oldemødres bedsteforældre var italienske immigranter, der havde en gård i nærheden af São Paulo i Brasilien. Min familie havde mistet kontakten med vore slægtninge på gården, men jeg fandt frem til en fætter, der var i gang med at skrive en bog om vores slægts historie. Han gav mig bogen, som det havde taget ham ni år at skrive. Han fortalte, at han ikke vidste, hvorfor han skulle skrive den, men han havde følt, at den kunne være nogen til hjælp i fremtiden. Jeg ved, at det var profeten Elias’ ånd, der inspirerede ham.
Mine oplevelser lærte mig, at vi udfører et helligt værk. Vore forfædre venter på vores hjælp og er ved vores side, klar til at hjælpe.
Gabriel D., Brasilien
Tempeltjeneste: Hellige ordinancer
Jeg er omvendt til Kirken og det eneste medlem af Kirken i min familie. Jeg har lært, at dåb for de døde er en af de hellige ordinancer. Jeg tog til templet til deres rundvisning, og mens jeg lyttede til værterne, der talte om ordinancerne, følte jeg en stille, sagte stemme, der bad mig tage til slægtshistorisk center og indgive en anmodning om en tempelordinance på vegne af min mor, der var gået bort. Jeg blev så lykkelig, da kontoen på FamilySearch senere bekræftede, at der var blevet udført en ordinance for hende. Det styrkede mit vidnesbyrd, og jeg ved, at en af årsagerne til, at vi er her på denne jord, er for at hjælpe vore forfædre med at modtage Jesu Kristi sande evangelium.
Marvin S., Filippinerne
Følg tilskyndelsen: Tag ved lære fra levende slægtninge
Da jeg var blevet færdig med high school, følte jeg mig tilskyndet til at besøge alle fire af mine bedsteforældre. Nu havde jeg lidt fritid, og jeg indså, at jeg måske ikke ville få denne mulighed igen, så jeg brugte en uge sammen med hvert enkelt bedsteforælderpar.
Jeg brugte tid på at gå igennem gamle kasser, læse gamle breve og se på gamle billeder. Jeg skrev mine bedsteforældres livshistorier ned, gik tur på kirkegårdene og besøgte de steder, hvor mine bedsteforældre og deres slægtninge havde boet og arbejdet. Det var spændende! Jeg lærte rigtig meget om mine forfædre, mine bedsteforældre, mine forældre og om mig selv. Jeg indså, at jeg ikke ville have haft det liv, jeg havde, hvis ikke det havde været for mine forfædre.
Efter mine besøg kom jeg hjem med omkring 1.000 navne på mine forfædre, og jeg har haft mulighed for at udføre tempelordinancer for mange af dem. At følge Helligåndens tilskyndelse og besøge mine bedsteforældre har været en af de bedste beslutninger i mit liv.
Shenley P., Californien, USA
Føl dig hjemme: Tag navne med til templet
Da jeg bad min far om ideer til slægtsforskning som led i at færdiggøre min Personlig fremgang, fortalte han, at han havde fundet rigtig mange familienavne for mange år siden, men han havde ikke fået navnene gjort klar til at tage til templet, fordi han havde haft så travlt. Med min hjælp kunne det gøres muligt for disse familiemedlemmer at modtage templets velsignelser.
De næste par måneder brugte jeg søndage eftermiddage og aftener på at taste navnene ind på computeren og på at lære om vores slægtshistorie af min far. Vi bestilte endda mikrofiche for at få flere oplysninger. Når det nogle gange var svært at læse de gamle film, bad jeg en stille bøn og tog papir frem for at aftegne tegnene. Ud af mørket viste navnene sig.
Til sidst havde jeg en stor samling af familienavne, og de unge i vores menighed hjalp med at udføre dåb. Mine forældre og andre fra menigheden overtog derefter navnekortene og udførte de andre tempelordinancer.
Der syntes kun at gå kort tid, inden jeg selv var i gang med at forberede mig på at tage til templet for at modtage min egen begavelse. Jeg var spændt, men også nervøs.
På vej til templet fortalte min far mig, at han havde fundet nogle familienavnekort, som jeg havde gjort klar som en del af mit projekt i Personlig fremgang. Nogle af kortene var blevet forlagt, og han havde taget navnekortene med, så min mor, min forlovede og han selv kunne gøre dem færdige. Han fortalte mig navnene på dem, og jeg kunne huske dem fra mit projekt.
Mens jeg indgik hellige ordinancer i templet, følte jeg mig omringet af kære på begge side af sløret. Jeg følte en stor fred ved at vide, at jeg for evigt kan være forbundet til min familie.
Holly P., Idaho, USA