Annas rejse

Anna Matilda Andersson krøb sammen med sin mor og søster, Ida, under den sorte paraply. Ud af øjenkrogen kunne hun se toget nærme sig. Hun gøs. Det tog skulle føre hende fra Sverige og på rejsen til Amerika.

»Vær god og hør efter, hvad ældste Carlson siger,« hviskede Annas mor på svensk. Hun holdt pigerne tæt ind til sig. Ældste Carlson var en missionær, der havde tjent tre år i Sverige, siden Anna var otte år. Nu skulle han hjem til sin familie i Idaho igen.

Da mor havde besluttet at sende Anna og Ida til Amerika for at undslippe forfølgelsen i Sverige, havde ældste Carlson tilbudt at holde øje med dem. Nu stod han ved toget. Han gjorde tegn til pigerne om at komme hen til ham. Ida krammede sin mor hårdt og gik derhen, men Anna blev stående.

»Jeg elsker dig,« sagde Anna. »Jeg kommer til at savne dig.«

»Jeg kommer også til at savne dig. Men hør nu godt efter. Når du kommer til et sted, hvor du ikke forstår, hvad folk siger, så glem ikke at bede til vor himmelske Fader, for han kan forstå dig.«

Anna tænkte stadig over sin mors ord, da hun steg på toget og satte sig ved siden af Ida og ældste Carlson. Hun havde glædet sig til at skulle køre i tog for første gang, men nu ønskede hun blot et sidste glimt af sin mor. Toget var for højt til, at hun kunne se ansigterne på folk, men hun smilede, da hun så sin mors sorte paraply løftet over skaren. Så vidste hun, at mor holdt øje.

I et stort brøl af røg tøffede toget fremad. Til at begynde med kørte det så langsomt, at mor løb ved siden af. Den sorte paraply vinkede til Anna. Men snart svandt den sorte paraply af syne. Anna lænede sig mod ruden og tænkte over, hvad der ventede forude.

Adskillige uger senere lænede Anna sig mod ruden i et andet tog. Denne gang gik toget mod Salt Lake City i Utah. »Amerika ser anderledes ud end Sverige, ja?« sagde hun til Ida.

»Jo,« hviskede Ida tilbage på svensk. »Men Amerika er vores hjem nu, og hvis vi arbejder hårdt nok, kan vi også få mor herover.«

Der havde ikke været penge nok til, at mor kunne købe en billet til sig selv. En familie i Ogden i Utah havde betalt for Idas billet. Så Ida skulle bo på deres gård og arbejde for at betale dem tilbage. Men Anna skulle bo hos sin moster i Salt Lake City. Annas moster var kommet til Utah adskillige år tidligere, og mor havde skrevet og fortalt, at Anna kom.

Efter de havde rejst med tog, var de rejst med skib til Danmark. Derfra var de sejlet videre til England og Irland, før de krydsede Atlanterhavet og ankom til New York City. Anna havde været søsyg det meste af tiden på den 15 dage lange rejse. Hun var lettet, da hun gik ombord på et tog i New York, der gik mod Utah.

»Ogden, Utah,« råbte konduktøren. Anna kunne stadig ikke engelsk, men hun genkendte navnet på byen. Hendes hjerte sank i livet. Det sank endnu dybere, da ældste Carlson tog sine og Idas tasker.

»Er du nødt til at stå af?« spurgte hun sin søster.

»Ja,« svarede Ida blidt. »Du skal ikke være bange, moster venter på dig, når du kommer til Salt Lake City.«

Anna så fra toget, at Ida og ældste Carlson mødte hans familie på stationen. De ville tage Ida med i en overdækket vogn til hendes nye hjem på gården og derpå drage videre til Idaho. Nu følte Anna sig for alvor alene.

Toget rumlede gennem aftenmørket, indtil det stoppede ved stationen i Salt Lake City. Det var næsten midnat. Anna tog sin taske og hoppede ned på perronen. Træt spejdede hun efter sin moster.

Men der var ikke nogen, der ventede på hende.

Frygten greb Anna. Hun kiggede nøje ud over perronen igen og håbede, at hun havde overset noget. Hun stirrede intenst i mørket. Hun prøvede at tyde folks ansigtstræk i gaslygternes flimrende skær. Men hendes moster var der ikke.

Fremmede mennesker kom hen og stillede hende spørgsmål. Anna tænkte, at de nok prøvede at hjælpe, men hun kunne ikke forstå, hvad de sagde.

Hun havde aldrig følt sig så bange før. Ikke engang da hendes klassekammerater i Sverige havde drillet hende på grund af hendes nye tro. Heller ikke da hun var syg på båden til New York. Eller da hun sagde farvel til mor.

Anna lukkede øjnene og huskede på, hvad mor havde sagt: »Glem ikke at bede til vor himmelske Fader, for han kan forstå dig.«

Anna knælede ned på perronen ved siden af sin kuffert og bad mere indtrængende end nogensinde før i sit liv. Hun bad om, at vor himmelske Fader ville sende en, der talte svensk og kunne forstå hende.

Da hun var færdig med at bede, så hun op. Der var stadig ingen, der ventede på hende. Men så fik hun øje på en tysk familie, som hun genkendte fra toget. Moderen vinkede hende hen til dem. Anna græd stadig, men tog sin kuffert og tussede efter dem.

Hun fulgte dem til sydporten ved Tempelpladsen. Hun så, hvor det smukke nye tempel var blevet bygget. Pludselig kunne Anna høre nogen, der nærmede sig med raske skridt. En kvinde hastede imod dem og så nøje på alle de ankommende immigranter. Kvindens blik gled hen over den tyske familie. Så fæstnede det ved Anna. Da Anna så op, standsede kvinden op og stirrede. Anna stirrede tilbage og mærkede et håb spire frem.

Anna kendte hende! Det var hendes søndagsskolelærer, der for blot et år siden var rejst til Utah. Hun kendte hende!

Læreren knugede Anna tæt ind til sig. Hun tørrede Annas tårer bort og hviskede på svensk: »Jeg blev vækket igen og igen. Jeg så billeder af ankommende immigranter for mig hele tiden. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg blev tilskyndet til at tage til templet og se, om der var nogen, jeg kendte her.« Hun tog Anna i hånden og førte hende hen ad gaden. »Kom med mig.«

Senere fandt Anna ud af, at hendes moster og onkel var flyttet fra Salt Lake City, og derfor havde de ikke modtaget mors brev. Hendes lærer sendte besked til dem, og de kom og hentede Anna fire dage senere. Senere blev Ida og Anna i stand til også at få mor til Amerika.

Men lige nu og her betød det ikke så meget. Da Anna gik med sin lærer hjem, tænkte hun: »Vor himmelske Fader besvarede ikke blot min bøn. Jeg bad blot om en, der kunne forstå mig, og han sendte en, jeg kendte.«