2015
Find en måde at tilgive på
Juli 2015


Find en måde at tilgive

Forfatteren bor i Utah i USA.

Billede
A sad-looking young woman at school. Behind her are two other young women who are looking at a cell phone and smiling.

På et tidspunkt vil vi alle møde nogle, som gør noget, der sårer os. Sommetider kan det virke helt umuligt at slippe smerten. Men selvom vi måske er blevet dybt forurettet, så har Frelseren lært os, at vi skal tilgive alle mennesker. Det kan være hårdt arbejde at tilgive, men at gøre det kan føre os nærmere på Kristus, og vi kan opnå den fred, som tilgivelse kan give. Nedenfor fortæller to unge kvinder om deres oplevelse med at tilgive andre.

Tilgiv en ven

Da Renee* flyttede til en ny skole i Belgien, glædede hun sig til at få nye venner. Men så gjorde en ven noget, der gjorde det meget svært. Renee fortæller:

»Min veninde, Nora, oprettede en Facebook-profil, hvor hun brugte en anden venindes navn, Kate. Hun begyndte at chikanere folk ved brug af den profil, og alle beskyldte Kate for at gøre det. Nora drillede mig oven i købet i skolen og kørte på min tro og min personlighed. Jeg prøvede at undgå disse angreb, men det kunne jeg ikke, så jeg begyndte at omgås nogle andre.

Da Nora tilstod, at hun stod bag den falske profil, blev alle vrede på hende. Nora skrev et brev til mig, hvor hun undskyldte, men jeg følte ikke, at jeg kunne tilgive hende. Jeg var så vred.

Da jeg læste skrifterne en dag, faldt jeg over Lære og Pagter 64:9-10: ›Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd. Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.‹

Jeg tænkte straks på Nora. Jeg vidste, at det ikke var rigtigt at nære sådan en vrede. Jeg bad og spurgte vor himmelske Fader, om han ville hjælpe mig til at tilgive hende. Det var ikke let, men det lykkedes mig at gøre det. Jeg begyndte at sende hende beskeder, hvor jeg spurgte, hvordan hendes dag havde været og talte med hende til frokost en gang imellem. Jeg fandt ud af, at Noras far var død fire år før. Hendes liv var svært, og hun troede ikke, at nogen kunne lide hende. Jeg blev glad for, at jeg ikke stadig var vred på hende. Kate og nogle andre kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne tilgive Nora, men jeg vidste, at jeg havde gjort det rette, og jeg vidste, at vor himmelske Fader var stolt af mig.«

Renee lærte, at Gud befaler os at tilgive alle. Ved at følge den befaling fik hun medfølelse og forståelse for Nora og blev i stand til at tilgive hende helt.

Kom til fred omkring min brors død

Da Janets bror blev dræbt i en bilulykke, der blev forårsaget af en fuld teenager og hans medpassagerer, vidste hun godt, at hun var nødt til at slippe den bitterhed, hun følte, men hun vidste ikke hvordan.

»Det var svært at sige, hvad der gik mig mest på – min vrede mod disse tankeløse teenagere eller min oprigtige længsel efter at få min bror tilbage. Jeg kunne ikke bære tanken om det store tomrum i mit liv. Jeg mindes, at jeg bad inderligt i timevis, syntes det som. Jeg ville bare have Nathan tilbage.

Jeg havde ondt af de drenge, der var ansvarlige for Nathans død, for jeg vidste, at de måtte have enorme skyldfølelser. Men jeg følte også vrede og foragt. Det var let at bebrejde dem. Indeni fortalte jeg mig selv, at jeg tilgav de unge mænd, men vreden brusede stadig rundt i mine tanker, når jeg tænkte på ulykken. Jeg spurgte ofte mig selv, om jeg nogensinde virkelig kunne tilgive de unge mænd, og hvordan jeg kunne vide det, når jeg havde gjort det.

Det var først efter hundredvis af bønner, oprigtig faste og meget studium og refleksion, at jeg endelig følte, at jeg vitterlig havde tilgivet dem. Jeg husker, at jeg tænkte over det en dag. Jeg tænkte: ›Jeg tilgiver dem. Hvordan kan jeg lade være? Alle begår fejl, og hvem giver mig ret til at dømme? Jeg kommer aldrig til at ændre noget ved at holde fast i vreden, så jeg slipper den.‹ Følelsen var helt overvældende! Jeg havde længtes efter at vide, om jeg virkelig havde tilgivet de unge mænd, og den vished kom med tiden. Jeg kan ikke ændre det, der skete med Nathan, men jeg kan vælge at reagere med tilgivelse og kærlighed i stedet for vrede.«

Janet lærte, at ægte tilgivelse både kan kræve tid og kræfter. Frelseren sagde: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer« (L&P 88:63). Janet kom nærmere på Herren gennem faste, bøn, skriftstudium og anden indsats. Når vi gør det samme, kan vi lade vores vrede og smerte fare, og de følelser kan erstattes med fred og kærlighed.

Fyldt med kærlighed

Tilgivelse kan hjælpe os til at føle kærlighed, forståelse og tålmodighed – ligesom det skete for Janet og Renee. Når vi tilgiver andre, vil Herren fylde os med sin rene kærlighed og dermed bliver vi mere som han er.

  • Navnene er blevet ændret.