Pionererne: Et anker i denne tid

Husk pionererne, husk deres historier og Guds bærende, frelsende og udfriende kraft, der kom som følge af deres håb og tro. Vore pionerforfædre kan hjælpe os til at huske, at vi er et pagtsfolk og bekræfte, at Gud, som vi har indgået pagt med, og som er uforanderlig (se Morm 9:19), vil velsigne os i svære tider, ligesom han velsignede vore pionerfædre og -mødre.

Alma belærte om, at Gud »vil opfylde alle sine løfter, som han vil give [os], for han har opfyldt sine løfter, som han har givet vore fædre« (Alma 37:17). Med denne viden kan vi lade os inspirere af pionererne til som dem at handle i tro og være forankret i håb.

Det er det anker, vi søger i en moralsk, åndeligt og timeligt tumultagtig verden: Den levende, bevægende tro på Kristus og det håb, der forankrer os på hans vej.

Billede

Mormon pioneers at Red Buttes Camp on October 19, 1856. The pioneers are trying to light a fire to cook with in heavy snow and wind. The painting is part of the exhibits at the Mormon Handcart Visitors' Center at Martin's Cove in Wyoming.

Historien om Willies og Martins håndkærrekompagnier er blevet et symbol på de tidlige pionerers tro og håb. Det er et mirakel, at kun 200 af de omtrent 1000 medlemmer af kompagnierne døde.⁸ Den tro og det håb, som deres redningsmænd udviste, reddede tillige med guddommelig assistance håndkærrekompagnierne.⁹

Da de var taget fra Saltsødalen, blev redningsfolkene ramt af de samme tidlige, hårde og ubarmhjertige vinterstorme, som havde begravet håndkærrekompagnierne. I mødet med naturens voldsomhed vaklede nogle af redningsfolkene i deres tro og mistede håbet og vendte om.

Men Reddick Allred bemandede standhaftigt en redningsstation i tre uger i det voldsomme vintervejr. Selvom en anden redningsmand forsøgte at overtale broder Allred til at vende om med ham, afviste broder Allred det:

»Jeg afslog hans forslag og … rådede ham til at blive, for livet for dem i kompagniet afhang af os,« skrev han i sin dagbog. »Derpå foreslog han, at jeg som leder af stationen, og de satte deres lid til mig, skulle spørge Herren om, hvad vi skulle gøre. Det gjorde jeg indsigelser imod, da [Herren] allerede havde sagt, hvad han ønskede af os.«¹⁰

En sådan urokkelig tro i svære tider skaber standhaftige mænd og kvinder og giver en sikker og stabil kurs, når potentielt slørende storme raser. En af frugterne ved en sådan tro er, at de, som er i besiddelse af den, bliver i stand til at nære, redde og velsigne andre. Forestil jer den varme, som Reddick Allred følte, da han så håndkærrekompagniet ankomme til sin station. Forestil jer den glæde, de oplevede i kompagniet, da de så ham!

Husk, at pionererne generelt set stod samlet og forenet. Historikere har bemærket, at de sidste dages helliges udvandring mod vest adskilte sig fra andre udvandringer mod det vestlige USA.

»De var bogstavelig talt små landsbyer på vandring, landsbyer bestående af ædruelighed, solidaritet og en disciplin, der var uhørt noget andet sted på sporene mod vest …

Der var ikke mange af emigranterne på vej mod Californien eller Oregon, der havde tanke for dem, der fulgte … Det gjaldt ikke for mormonerne. Pionerkompagniernes første tanke var at notere, hvor det var godt at slå lejr, finde brænde, vand og græs og måle afstande og sætte milepæle op. De og de følgende kompagnier knoklede for at bygge broer og grave ud i de stejle skrænter for at lette adgangen til vadesteder. De lavede rafter og færger og efterlod dem til senere brug for de efterfølgende kompagnier.«¹¹

Årsagen til denne forskel var, at medlemmerne af Kirken var ude i det ærinde at opbygge Zion. Sagt mere praktisk er Zion, hvor »enhver agte[r] sin broder som sig selv og øve[r] dyd og hellighed over for [Herren]« (L&P 38:24). Zion er – et samfund, hvor folk er ét af hjerte og sind og lever i retfærdighed, og der er ingen fattige iblandt dem (se Moses 7:18) – og det var og er resultatet af, at »enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje« (L&P 82:19).

Denne følelse af fællesskab og gensidigt ansvar affødte en samlet og forenet bestræbelse på at følge Guds profet. Det er en primær årsag til, at pionererne nød den fremgang, de gjorde, og det er en vigtig del af arven efter dem. De hvisker fra støvet, at vi også kun kan gå fremad i Herrens kraft i den udstrækning, at vi handler som ét i fællesskabsånd og gensidigt ansvar for at følge Herrens profet.

Vi er ansvarlige for at indgyde den samme ånd, der drev pionererne fremad, i vore børn og børnebørn. Vi kan se et enkelt eksempel på, hvordan det gøres i familien Muñoz i Otavalo i Ecuador. Da jeg i marts 2013 mødte bror Juan José Muñoz, hans hustru, Laura, og en af deres sønner, Juan Amado, for at høre om deres tid i Kirken. Jeg fandt ud af, at bror Muñoz var en de første konvertitter i Otavalo.

Da han var dreng, fik bror Muñoz en Mormons Bog på spansk. Han kunne ikke læse den, men han kunne mærke en særlig kraft og ånd, når han havde den i hånden. Han gemte den derhjemme, for han vidste, at hans brødre ville ødelægge den.

Fra tid til anden tog han bogen frem fra gemmestedet og holdt den bare og mærkede dens kraft. Trods markant modgang og modstand sluttede han sig til Kirken og blev en af de allerførste missionærer, der blev kaldet fra byen Otavalo. Senere giftede han sig med en hjemvendt søstermissionær og sammen har de opfostret en trofast og evangelieorienteret familie. Han har tjent trofast som leder i Kirken og bistået med oversættelsen af Mormons Bog og tempelordinancerne til hans modersmål quechua.

Juan Amado, som var hjemvendt fra sin mission, græd, da vi lyttede til bror Muñoz fortælle sin historie. Da hans far afsluttede, sagde denne gode søn: »Jeg har altid påskønnet de tidlige pionerer, som gik tværs over de nordamerikanske sletter med deres håndkærrer. Deres tro, selvopofrelse og hengivenhed har inspireret mig og rørt mig dybt hele mit liv. Men det er først i dag, at jeg indser, at der også er pionerer her i Otavalo, og det er mine forældre! Det fylder mig med glæde.«

Billede

Photo of Juan José Muñoz Otavalo and his wife, Laura, of Otavalo, Ecuador.

Af bror og søster Muñoz lærer vi, at vi videregiver en pionerarv af tro ved at være pionerer – ved at åbne for, vise og efterleve evangeliet på en måde, andre kan følge. Når vi vedvarende udøver tro på Herren og forankrer vores sjæl i håb til ham, bliver vi »sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og [ledt] til at herliggøre Gud« (Eter 12:4). Så kan vi ligesom Reddick Allred redde dem, der er faret vild på livets spor, og de – og fremtidige generationer – vil af os lære om kraften og freden i sådant et liv.

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»De fleste af os vil ikke blive bedt om at udvise tro og mod ved at pakke nogle få ejendele ned i en vogn eller håndkærre og vandre 2.000 km. Vi møder anderledes udfordringer i dag – andre bjerge, der skal bestiges, andre floder, der skal krydses og andre dale, vi skal få til at ›blomstre som rosen‹ (Es 35:2) …

Vores kamp består i at leve i en verden gennemsyret af synd og åndelig ligegyldighed, hvor vellevned, uærlighed og grådighed synes at være til stede overalt. Vor tids ødemark er fyldt med forvirring og modstridende budskaber.«

Vi må ikke være lemfældige omkring Guds bud, tilføjede ældste Ballard. »Det kræver tro og styrke af en oprigtig, nutidig pioner at undgå verdens fristelser og ondskab.«¹²

Må vi hver især ligeledes beslutte os for at være pionerer og gå foran og bane vejen for andre, som er blevet slået af en verden, der er gennemsyret af synd, forvirring og tvivl. Må vi huske pionererne og deres historier, huske, at de kom for at opbygge Zion ved fælles hjælp, og dernæst påtage os ansvaret for at indgyde en sådan tro i alle, vi møder – især blandt de unge – og gøre det ved at bringe vores eget »levende …offer« (Rom 12:1) ved en livsførelse, der er motiveret af tro på Herren Jesus Kristus og forankret i håbet om alle de gode gaver, der kommer gennem ham.

At være pioner betyder, at vi ikke bliver »trætte af at gøre godt« (L&P 64:33). Weltha Hatch tillagde det uden tvivl ingen særlig betydning at skulle døbes i den iskolde flod. Isaac Nash tænkte ej heller på, at det var af afgørende betydning, at han spyttede tobakken ud. Og hvad angår Reddick Allred, så gjorde han jo bare, hvad Herren havde sagt, han skulle gøre.

Af alle disse små og enkle ting kom der noget stort! Så lad os huske, at der ikke findes for små ting i store bestræbelser. Når vi efterlever evangeliet, følger profeten, vælger tro frem for tvivl og gør de små ting, der fremmer tro og afføder det håb, som er et anker for sjælen, vil vi alle blive pionerer, som baner en vej, som andre kan følge.