Otte små stykker kylling

Billede

Bowl of pasta.

Da min mand på et tidspunkt stod uden arbejde, var det svært at få enderne til at mødes med fem børn. Dagen inden transmissionen af oktoberkonferencen 2013 kiggede vi i vores forråd og besluttede at forberede et enkelt måltid af stegt kylling og ris til pausen mellem konferencemøderne.

Søndagen kom, og vi var alle klar. Hele resten af vores familie, som bestod af mine forældre og søstre og deres familie, var mødt op i stavscentret en halv time, inden transmissionen begyndte.

Sikke en velsignelse det var at høre profeter, seere og åbenbarere forkynde budskaber, der er målrettet vores generation. Mens jeg lyttede til deres råd og mærkede den vidunderlige, fredfyldte ånd og kærlighed fra vor himmelske Fader, fik jeg forvisning om, at alt ville ordne sig, at der ville blive taget hånd om min families åndelige og timelige behov, og fortsatte jeg med at udøve tro og lade min Frelser stå ved roret, så ville vi blive udfriet af fattigdommens greb og andre genvordigheder.

Jeg nød den smukke ånd den sabbatsdag og glemte alt om vores frokost. Først i pausen indså jeg, at vi blev 17 i alt. Ni voksne og otte børn måtte dele vores spartanske måltid, der bestod af otte små stykker kylling og et fad ris tillige med en skål pasta, som en af mine søstre havde medbragt.

Otteårige Henry bad bordbøn og takkede for maden og velsignede den og bad om, at alle måtte blive mætte. Så delte jeg kyllingestykkerne i mindre stykker og delte dem ud til børnene, og min søster øste ris og pasta op på deres tallerkener. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, da jeg indså, at vi havde nok til en lille portion til alle og en ekstra portion efter alle kyllingestykkerne var blevet delt, og risen og pastaen var blevet fordelt mellem os. Så spiste vi alle sammen – og blev mætte.

Jeg fortalte mine forældre og min mand, at jeg med sikkerhed vidste, at Frelseren havde delt fem brød og to fisk og bespist en folkemængde på »på omkring fem tusind mænd … foruden kvinder og børn« (se Matt 14:14-21). Nogle skeptikere og ikketroende hævder, at det mirakel var metaforisk, overdrevet eller umuligt. Men for mig og min familie er den historie så sand, som den er skrevet.

Vor himmelske Fader hørte en bøn fra et trofast barn, som takkede og bad om den velsignelse, at alle, som spiste deraf, ville blive mætte og næret.

Da vi vendte tilbage til salen og generalkonferencen, havde jeg en fest i mit hjerte. Jeg havde det som, om jeg var en del af den folkemængde, som Jesus havde bespist, der bad ham om at blive og lære dem mere, ham, som lovede, at dersom, vi tror og kommer til ham, skal vi aldrig sulte eller tørste (se Joh 6:35).

Sammen med vore børn tog vi stille plads i kirkesalen og forberedte os på at lytte til vor himmelske Faders udvalgte tjenere. Det var en begivenhed, vi aldrig glemmer.