Høst retfærdighedens frugter

»Hvordan sætter jeg timelige bekymringer i det rette perspektiv i min stræben efter åndelig fremgang?«

Vi er i høj grad en del af denne verden. Det materielle aspekt af hverdagslivet er en specifik udfordring. Samfundet har en tendens til at se alt igennem en linse, der handler om verdslig belønning.

I forordet til Lære og Pagter kastes der lys over selvsamme problemstilling for at advare os om farer, forberede og beskytte os nu og fremover og give os betydelig indsigt i dette anliggende: »De søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed, og hvis væsen er en afguds« (se L&P 1:16),

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde, at afguder kan være anbefalinger, uddannelsesgrader, ejendom, hjem, møbler og andre materielle ting. Han sagde, at når vi sætter disse ellers ganske gode ting så højt, at det mindsker vores hengivenhed for Herren og svækker vores indsats for at fremme hans retfærdighed og udføre arbejdet med frelse blandt vor himmelske Faders børn, så har vi skabt os afguder.¹

Sommetider kan en verdslig synsvinkel gøre, at vi fokuserer på ting, der ikke er så dramatiske som at stræbe efter at blive meget rig, men som ikke desto mindre kan afholde os fra åndelig fordybelse.

For mange år siden blev jeg gjort opmærksom på en interessant fremvisning, som indeholdt flere unikke scenarier. De forskellige scenarier fremkom under et stort banner, hvor der stod: »Hvem ville Kristus besøge, hvis han kom i aften?« Hvis jeg husker rigtigt, var der følgende scenarier:

• En syg, ældre kvinde, der lå i en seng og blev tilset af en sygeplejerske.

• En ung, lykkelig mor med sit nyfødte barn.

• En familie med sultne, grædende børn.

• En velstående familie.

• En sød, men lidt fattig familie med en masse børn, der sang sammen.

Vi ved, at vi ikke kender dagen og timen for, hvornår Frelseren kommer. Som kristne ved vi også, at vi tager os af de fattige og trængende og af enken og den forældreløse. Ikke desto mindre havde banneret været mere præcist, hvis der havde stået: »Hvis Kristus kommer i aften, hvem er så klar til at hilse på ham?«

Min anden tanke var, at de forskellige scenarier fortalte os en del om folks fysiske forhold, men ingenting om deres åndelige habitus og hengivenhed for Kristus.

Udgangspunktet for at vurdere vores liv og hengivenhed for Frelseren og hans evangelium er dåb. Men hvis vi ikke er ganske unge eller nydøbte, ligger vores dåb år tilbage.

Den store profet Alma er meget veltalende, når han siger: »Og se nu, jeg siger jer, mine brødre, hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?« (Alma 5:26).

Alma fortsætter så sit dybsindige og meget relevante budskab. Han spørger reelt de hellige, om de er klar til at møde Gud, hvis de skulle dø. Alma fremhæver så fire egenskaber, vi må være i besiddelse af for at stå uplettede for Gud:

For det første »har [vi] været tilstrækkelig ydmyge?« Det svarer på en måde til det, der kræves for at blive døbt – at vi ydmyger os og har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.

For det andet, »har [vi] aflagt [vores] stolthed?« Alma advarer os mod »at træde den Hellige under fode« og blive opblæste i hjertets stolthed – eller lade vores hjerte dvæle ved verdens forfængelige og forgængelige ting og tro, at vi er bedre end andre.

For det tredje, »har [vi] aflagt [vores] misundelse?« For dem, som har modtaget store velsignelser, men ikke føler taknemlighed, fordi de kun fokuserer på, hvad andre har, kan misundelse være yderst skadeligt. Man ser en stigende grad af »livsstilsmisundelse«² i takt med, at berømmelse og velstand har erstattet tro og familie som kerneforhåbninger i store dele af samfundet.

Og for det fjerde, spotter eller forfølger vi vore brødre og søstre? I dagens verden ville vi nok kalde det for mobning (se Alma 5: 27-30, 53-54).

Er der noget, der kan være mere relevant for udfordringerne i vor tid end dette budskab om ydmyghed, stolthed, misundelse og forfølgelse? Det helt store samtaleemne over det meste af verden handler om almindelige, timelige økonomiske problemstillinger. Der er kun lidet snak om at vende tilbage til kristuslignende principper, som retter sig mod at møde Gud, eller hvordan vores ånd har det. Vi må fokusere på og øge vores opmærksomhed omkring åndelige ting.

Billede

A family interacts in a wheat field on a cloudy day.

»Bør vi stifte familie og lade vore børn vokse op på steder, hvor der kun er få medlemmer af Kirken, og vi er omgivet af ugudelighed, foragt og modstand mod retfærdighed?«

De overvejelser havde min hustru, Mary, og jeg, da vi stiftede familie i Bay-området i San Francisco i USA sidst i tresserne. Der var meget få sidste dages hellige. Men selvom om størstedelen af folk var skønne, var Bay-området blevet en magnet for stofmisbrug og alskens løssluppenhed og syndig adfærd.

Forandringerne i området var så iøjnefaldende, at en bekymret stavspræsident spurgte Kirkens ledelse, om han burde opmuntre Kirkens medlemmer til at blive i Bay-området. Ældste Harold B. Lee (1899-1973), som dengang var seniormedlem af De Tolv Apostles Kvorum, fik til opgave at se på problemet. Han forklarede, at Herren ikke havde inspireret til opførelsen af et tempel i vores område, for at medlemmerne skulle flytte væk. Hans råd til os var enkle, men dybsindige:

1. Skab Zion i vores hjerte og vores hjem.

2. Vær et lys for dem, vi bor iblandt.

3. Fokuser på de ordinancer og principper, der undervises om i templet.

Vi påskønnede ældste Lees råd og prøvede at følge dem i vores familie.

For at opbygge Zion i vores hjerte og hjem må vi iagttage en vis religiøs praksis i hjemmet ved dagligt at bede og studere skriften som familie og holde ugentlige familieaftener. I den sammenhæng kan vi undervise og oplære vore børn. Vi gør dette i kærlighed og venlighed og undgår unødig kritik af vore børn og ægtefælle.

Uanset, hvor vi bor, og selv om vi gør alt rigtigt, vil nogle børn træffe ukloge valg, som fører dem ad forbudte stier. Derfor er det vigtigt at hjælpe vore unge til på forhånd at beslutte sig for, hvad de vil sige eller gøre, når andre opfordrer dem til upassende eller umoralsk adfærd.

Vore børn gik på skoler, hvor der kun var to eller tre andre børn, der var medlem af Kirken. Ved skoleårets begyndelse og inden alle skoleaktiviteterne brugte vi familieaftenen til at drøfte, hvad der kunne være passende respons, hvis de pludselig stod i en kompromitterende situation. Vi spurgte dem, hvad de ville sige til venner, som sagde: »Vær nu ikke fjollet, alle andre gør det«, »dine forældre får ikke noget at vide« eller »én gang skader ikke.«

Vi talte om vores ansvar over for Herren.

Vi påpegede, at vi følger Kristi eksempel, når vi klæder os sømmeligt, taler rent og pænt og undgår pornografi, som man nu må undervise om i primaryalderen, for at børnene kan leve rent.

Vi talte om Josef i Egypten, som flygtede, da han blev konfronteret med upassende opmærksomhed af Potifars hustru (se 1 Mos 39:7-12).

Hvert af børnene havde mindst en oplevelse, hvor denne forberedelse blev afgørende, men det meste af tiden beskyttede deres venner dem, fordi de kendte deres standarder og tro.

Da vores datter, Kathryn, ringede hjem til sin mor, Mary, da hun var flyttet på college, fortalte Mary hende om det, som hun elskede ved Frelseren. Mary brugte konstant hans eksempel og karakter til drøfte de problemer, Kathryn havde.

Jeg tror, at vi kan opdrage retskafne børn i næsten alle dele af verden, hvis de er fast forankrede i tro på Jesus Kristus og hans evangelium. Nefi beskrev, hvordan han underviste sin familie og folket, da han sagde: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).

Hvis vi gør dette, når vore børn træffer ukloge valg, vil de vide, at alt ikke er tabt, og at der er en vej hjem. Jeg ønsker at forsikre jer om, at I og jeres familie vil blive velsignet, når I stræber efter at styrke hvert enkelt medlem af jeres familie gennem tro på Herren Jesus Kristus.

Hvis vi følger ældste Lees råd om at være et lys for dem, vi bor iblandt, nytter det ikke noget at skjule, hvem vi er. Vores opførsel bør afspejle vore værdier og vores tro. Hvor det er passende, bør vi deltage i offentlige anliggender.

At leve værdigt til at have en tempelanbefaling, modtage tempelordinancer og være tro mod vore pagter gør, at vi kan holde fokus og øjnene på pagtens sti. Når vore unge lever værdigt til at udføre dåb for de døde, er deres liv i orden.

Vi er nødt til at rette vores energi mod at styrke vores familie ved at tale, glædes over, prædike og profetere om Kristus, så vi kan nyde frugten af retskafne familier og blive evige familier.

For de enlige, som lever retskaffent, er der trøst at hente i vores lære: »Trofaste medlemmer, der lever under omstændigheder, som ikke gør det muligt for dem at modtage velsignelsen ved evigt ægteskab og blive forældre i dette liv, modtager alle de lovede velsignelser i evigheden, hvis de holder de pagter, som de har indgået med Gud.«³

Billede

A family interacts in a wheat field on a cloudy day.

»Hvilke fordele bør jeg sørge for at give mine børn, så de kan blive lykkelige og opnå succes?«

Lucifer har skabt en forfalskning eller en illustration af lykke, som ikke stemmer overens med retfærdighed, og den vil føre os på afveje, hvis vi ikke er årvågne. Mange af vore dages problemer bunder i, at verden stræber efter en falsk definition på lykke. Vi ved fra Mormons Bog, at det er et problem, der har eksisteret til alle tider. Vi ved også, at der følger velsignelser ved at efterleve buddene.

Kong Benjamin sagde: »Og endvidere ønsker jeg af jer, at I skal tænke på den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt; og hvis de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen, så de derved kan bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke. O husk, husk, at dette er sandt, for Gud Herren har talt det« (Mosi 2:41).

Jeg har gennem mange år fulgt et forskningsprojekt, som blev påbegyndt i 1930’erne. Oprindeligt involverede forskningsprojektet eller studiet 268 mænd fra førende universiteter, som periodevis havde studeret hele livet. Senere indlemmede man kvinder i studiet. Studiet er forløbet over en periode på ca. 70 år. Formålet med det oprindelige studie var at finde ud af så meget som muligt om succes og lykke.

Studiet har vist, at adgangsscore til universitet eller karaktergennemsnit ikke forudsiger noget om succes eller lykke senere i livet. Men et område, hvor der var et højt sammenfald, var familielykke i barndommen. Lykkelige, succesrige voksne fortalte almindeligvis, at deres mødre især verbalt havde udtrykt kærlighed og hengivenhed og ikke benyttede sig af streng disciplin. Begge deres forældre viste åbenlyst deres hengivenhed for hinanden, og de var tilgængelige for deres børn, som de havde et varmt og godt forhold til. Forældrene skabte et stabilt familiemiljø, og børnene oplevede, at de respekterede deres handlefrihed.

I 2012 udkom der en konkluderende bog over forskningsprojektet, hvori der står: »En stabil og kærlig barndom er en bedre forudsætning for succes i livet end tidlige økonomiske og sociale fordele.« En god barndom har større sammenhæng med succes end intelligens, social klasse eller sportslige udfoldelser. Studiet viste også, at det, »der går godt i barndommen, forudsiger fremtiden langt bedre end det, der går dårligt.«⁴

Som hele viser studiet, at selv når der er betydelige udfordringer, og noget går helt galt, så er de fleste børn modstandsdygtige, og den tillid, der opbygges i et kærligt forhold til forældrene, især moderen, kan resultere i varig, livslang lykke. Det, der var interessant for mig, var, om end det ikke var overraskende, at studiet lå helt på linje med det, vi lærer af skriften og i Kirken om familien. Kirken lægger vægt på familieaften, familiebøn, udtryk for kærlighed, familiesammenhold og familietraditioner, der netop er den slags aktiviteter, som studiet viser giver glade og succesrige voksne.

Nefi indleder Mormons Bog med at udtrykke sin taknemlighed for »agtværdige forældre« (1 Ne 1:1), men den virkelige lektie er, at vi selv afgør, hvilken slags forældre vi vil være, så vore efterkommere gladeligt kan fortælle, at de er børn af agtværdige forældre.

Det vigtigste, I kan gøre, er at sørge for, at jeres børn og andre, som I tager jer af, ved, at I elsker dem. Kærlighed er hovedingrediensen i lykke.

Billede

A family interacts in a wheat field on a cloudy day.

»I vores familie har vi ikke opnået stor materiel succes. Er det, fordi vi ikke er retfærdige nok?«

Skriften taler tydeligt om, at efterlevelse af buddene vil give fremgang i landet. Men lad mig forsikre jer om, at fremgang i landet ikke kan defineres ud fra fremgangen på jeres bankkonto. Det rummer en langt dybere betydning.

Profeten Alma sagde, da han underviste sin søn Helaman: »Men se, min søn, det er ikke alt, for du bør vide, som jeg ved, at for så vidt som du holder Guds befalinger, skal du have fremgang i landet; og du bør også vide, at for så vidt som du ikke vil holde Guds befalinger, skal du blive forstødt fra hans nærhed« (Alma 36:30).

Derfor er det at have Ånden den primære ingrediens til fremgang i landet. Hvis vi holder buddene, kan vi også nyde godt af andre løfter (se Ef 6:1-3). I Lære og Pagter afsnit 89 loves vi for eksempel sundhed og store skatte af kundskab, hvis vi holder visdomsordet.

Tag nu for eksempel den ene ting med at undgå alkohol i visdomsordet. Den forløbsundersøgelse, jeg nævnte tidligere, viste, at alkoholmisbrug påvirker hver tredje amerikanske familie; det indgår i en fjerdedel af alle hospitalsindlæggelser og spiller en stor rolle i forbindelse med dødsfald, skilsmisser, dårligt helbred og bristede ambitioner.

Et længerevarende studium af aktive medlemmer af Kirken i Californien viste, at kvinder i gennemsnit lever 5,6 år og mænd 9,8 år længere end sammenlignelige amerikanske kvinder og mænd. Lægerne, som gennemførte undersøgelsen, påpegede, at efterlevelse af visdomsordet var en af årsagerne til det. Efterlevelse af visdomsordet giver os mulighed for at nyde fremgang i landet.⁵

Under en samtale jeg havde med præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) i et fly mod vej mod en tempelindvielse, fortalte han glad, at Kirken havde råd til at øge antallet af templer, fordi de sidste dages hellige nød fremgang i landet. Som trofaste tiendebetalere havde de sørget for midlerne til at bygge templer.

Fremgang og velstand er ikke nødvendigvis det samme. At have nok til at imødekomme vore behov samtidig med, at vi nyder Åndens rige velsignelser, er en langt bedre evangelisk definition på fremgang i landet. Når vi sørger for vores familie og elsker og tjener Frelseren, vil vi nyde frugten af at have Ånden og fremgang i landet.

Det største, vi loves for at være retfærdige, fremgår af Lære og Pagter 59:23: »Men lær, at den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin belønning, nemlig fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.«

For mere end 35 år siden belærte præsident Kimball om den store vækst, der ville finde sted i Kirken, fordi mange »gode kvinder i stort tal ville blive draget af Kirken«. Han sagde: »Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken afspejler retfærdighed og veltalenhed i deres levned … at de ses som noget særligt og anderledes – på en god måde – i forhold til kvinder af verden.«⁶

Dette er i sandhed sket, og sådan vil det fortsætte fremover.

Herren er i sandhed »sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt« (Sl 84:12). Det er min bøn, at I må høste retfærdighedens frugter, når I trofast følger vor Herre og Frelser Jesus Kristus.