Hvorfor jeg blev medlem af Kirken

I de første år vi var gift, begyndte min mand, Ib, og jeg at snakke om livet omkring os, især da vi fik vores førstefødte. Hvor kom hun fra? Og hvor gik vi hen, når vi døde? Vi snakkede en del om det, men fandt ikke rigtigt ud af noget, selvom især Ib læste en masse, bl.a. om en ung mand, der blev ved med at banke på døren til et kloster, men han blev ikke lukket ind, fordi han ikke var moden. Ib mente så, at vi skulle nok finde ud af det, når vi var modne.

Så en eftermiddag flere år efter ringede to søde ældre damer på vores dør. De fortalte, at de kom fra Jehovas Vidner, så jeg tænkte, at her kunne jeg sikkert få svar på nogle af vores spørgsmål. Men det fik jeg ikke. Da jeg spurgte, om der var et liv efter døden, sagde de afgjort nej. De viste mig endda flere steder i Bibelen, hvor der stod det modsatte. Jeg har ledt efter de skriftsteder mange gange siden, men aldrig fundet dem. Jeg troede nu ikke rigtigt på dem. Min farfar sagde nemlig altid, når vi talte om min farmor: »Når jeg kommer hjem til Laura«. Og det, syntes jeg, lød så rigtigt.

Ca. 14 dage senere var det to unge mænd, der bankede på vores dør. Jeg havde ikke lyst til at snakke med dem og deres mærkelige sprog, så jeg sagde: »Nej tak, jeg er ikke interesseret.« Indtil jeg pludselig kom til at tænke på mit spørgsmål. Vi boede på 3. sal, og de var næsten kommet helt ned, da jeg kaldte dem tilbage. De kom meget hurtigt op igen, og da jeg spurgte dem, om der var et liv efter døden, svarede de: »Selvfølgelig er der da det.« Så inviterede jeg dem ind, og vi talte sammen mindst en time, og alt, hvad de sagde, lød så rigtigt. Da de gik, spurgte de, om de måtte komme igen, når min mand var hjemme. Selvfølgelig måtte de det, og vi aftalte, at de skulle komme tilbage ugen efter. Da Ib kom hjem, fortalte jeg ham om missionærerne, og hvad de havde sagt. Og så sagde han: »Jeg sagde jo, at de nok skulle finde os, når vi var modne.«

I den samme uge havde der så været missionærforflyttelser, så det var to andre, der kom til aftalen. Da de ringede på, lukkede jeg op og sagde: »Velkommen, kom indenfor.« Men de blev stående udenfor og forklarede, at de altså var missionærer. »Det ved jeg godt, kom nu indenfor.« Det viste sig så, at de lige havde været et sted, hvor de var blevet inviteret indenfor, men da man fandt ud af, at de var missionærer, blev de smidt ud med fynd og klem. Men hos os var de velkomne, og vi blev virkelig glade for det budskab, de havde med til os. Vi fik svar på de fleste af vores spørgsmål. Det var så indlysende rigtigt det, de fortalte, så vi var overhovedet ikke i tvivl om, at det var sandt, at dette var den sande kirke.

Vi blev døbt 7 uger efter den 17. august 1968.

Første gang vi var med i kirke, følte vi begge, at det var ligesom at komme hjem. Den modtagelse, vi fik af medlemmerne, var helt fantastisk. Dengang var der præstedømmemøde og søndagsskole søndag formiddag og nadvermøde samme eftermiddag. Der var Hjælpeforening tirsdag aften, Primary onsdag eftermiddag og GUF onsdag aften. Og om fredagen havde vi sangkor. Da vi kørte hjem den første dag, var vi enige om, at det havde været en dejlig dag, men vi behøvede da ikke at »ødelægge« alle vores søndage. Vi kunne bare tage derud engang imellem. Men sådan gik det slet ikke. Vi begyndte at komme til alle møderne og har gjort det siden. Nu er der gået 53 år, og jeg har kun været væk, hvis der har været en meget vigtig grund til det.

To år efter i 1970 var vi i Salt Lake City med Danmarks Mormonkor, og her blev Ib og jeg beseglet til hinanden i templet i Salt Lake City, og med som vidner var de to missionærer, der døbte os. Ældste Freeman og ældste Shepard. Det var en dejlig dag.

Ib døde desværre alt for tidligt – kun 60 år gammel – for 28 år siden. Selvfølgelig savner jeg ham meget. Men jeg er så taknemmelig over, at jeg kan sige, som min farfar sagde: »Når jeg kommer hjem til Ib.«