Da maskerne faldt

Det har været en særdeles uvelkommen og også uventet tid. Da vi i begyndelsen af 2020 hørte om de første tilfælde i den anden ende af verden, levede vi her i en lykkelig forventning om, at det kun ramte dem og ikke os. Vi planlagde aktiviteter for sommeren, bestilte billetter og rejser og glædede os. Men ak, det var en stakket frist.

Så nu er tiden kommet til at glæde os. Selvom ikke alle restriktioner er fjernet endnu i skrivende stund, ser det dog ud til, at de vil være det i læsende stund.

Og hvad har vi så oplevet?

Templet har været lukket for »almindeligt« arbejde i nu ca. 15 måneder, men heldigvis er dog nogle ting i gang.

Vores almindelige kirkemøder har ad to omgange været suspenderet i omkring 3 måneder, men hvor vi dog har været velsignet med at kunne mødes elektronisk til diverse lederskabsmøder og har overværet søndagsmøder on line.

Stavskonference har været aflyst eller online og generalkonference har været online.

I en lang tid har skoler, arbejdspladser og visse forretninger været lukket, ligesom landet jo reelt har været lukket.

Og i ca. 10 måneder har vi måttet bære maske/mundbind/visir, når vi skulle være sammen med andre indenfor i f.eks. butikker eller i kirken. »Jeg kan ikke trække vejret«, »mine briller dugger«, »jeg kan ikke høre dig« m.m. har været bemærkninger, vi så ofte har hørt, alt imens vi sprittede og sprittede vores hænder tørre.

Men nu er det ved at være slut.

Når vi nu generelt har smidt mundbindet, tror jeg, at en meget stor del af os ser frem til, at templet åbner generelt – altså med adgang til alle ordinancer for såvel levende som døde. At kunne synge med alle sammen og få vores kor i gang igen – de steder, hvor det i skrivende stund ikke er tilfældet – er nok også en prioritet. Og nå ja, vores konferencer.

Og så kan vi glæde os over, at det ser ud til, at der – når du læser dette – har været afholdt sommerlejr og Danetræf.

Og – igen når du læser dette – kan du se frem til at overvære en musical igen i Københavns Stav, da stavspræsidentskabet har givet grønt lys til, at vi atter – efter 11 år – opfører Michael McLeans musical »Arken«. Den er kalendersat til sidste weekend i november, så glæd jer. Det bliver festligt. Dels er der en del nye medspillere med, dels vil der denne gang medvirke et kor.

Og uden for Kirken kan vi se frem til atter at kunne rejse, ligesom teatre, biografer og andre kulturinstitutioner allerede er gået i gang. Ja, det forventes mere eller mindre at livet vender tilbage til »normalen« efter 1. september.

Har dette omtrent sidste halvandet år lært os noget? Ja, mon ikke. Vi er blevet mindet om, at vi faktisk som mennesker er utroligt omstillingsparate. At vi er rede til at gå nye veje, og at vi på visse områder reelt har udvidet vores horisont. Vores muligheder for at holde møder uden at skulle rejse langt. At missionærerne kan nå utrolige resultater hjemme fra deres lejligheder. Nogle har lært, at det ikke er en pine at være sammen med eller i nærheden af deres børn hele dagen i længere tid.

Så selvom tiden siden foråret 2020 på mange måder har været besværlig – og for mange tragisk med de mange corona-dødsfald – så har den også bragt gode ting med sig.