Stavskonferencen i Aarhus Stav den 25. og 25. september 2022

Mødet lørdag aften blev holdt kl. 17-19 i Aarhus kirkebygning. Mødet blev for første gang også transmitteret via Zoom.

Ledelse: Stavspræsident Steen Kreiberg. Åbningssalmen var: »Nu titte til hinanden«.

Første taler var præsident Kristian Ravn-Petersen: »Jesus fortalte sine apostle, at han havde forberedt en Talsmand for dem. Helligånden vejleder os, når vi gør det rigtige, og forlader os, når vi gør det forkerte. Det har været en opløftende oplevelse at tempelinterviewe søskende gennem de otte år, vi har siddet i stavspræsidentskabet. I øjeblikket er der ca. 500 søskende, som har en gyldig tempelanbefaling i vores stav. Spørgsmålene har ændret sig lidt, men ikke spørgsmålet om vor Frelser. Måske kan det være svært at se, hvordan verdens Frelser også er vores personlige Frelser, og det er måske lettest at se, når vi har været igennem sorg og prøvelser.«

Så talte søster Mattsson fra missionspræsidentskabet: »Den første person, en missionær skal omvende, er ham selv. Den tid, man tjener på mission, er en rigtig god tid til at forberede sig på sit fremtidige liv. Det er også en tid, hvor man lærer at fordybe sig i skrifterne.

Vi har prøvet at gøre nogle ting for at opmuntre missionærerne, bl.a. har vi genindviet nogle områder: Sønderborg, Roskilde, Island og Bornholm. I forbindelse med det blev alle missionærerne bedt om at finde mindst et område hos sig selv, de kunne gøre bedre. Det har været en speciel oplevelse.

Medlemmerne har stor betydning for de nye medlemmer eller besøgende. Vi er her for at hjælpe mennesker til Kristus. Det er vores succeskriterie.«

Efter fællessalmen »Ved tanken på min Frelser kær«, talte missionspræsident Mattsson:

Da han, efter mange år som leder i Kirken, blev afløst, talte han med ældste Christofferson, som afløste ham, om hvor svært det havde været at sidde som leder i så lang tid. Ældste Christofferson sagde, at han selv havde prøvet det samme og gav ham følgende råd: »Hold pagterne i templet med større nøjagtighed.« Præsident Mattsson fortalte om en kok, han kendte i København, som altid holder sine knive skarpe. Ellers kan de ikke bruges. Således skal vi være skarpe og nøjagtige i vores pagter. Det er også, hvad missionærerne får at vide om missionærreglerne. For det er måden, Herren velsigner dem på. Præsident Mattsson fortalte om, da han blev administrerende direktør for fodboldklubben IFK Göteborg. Han fik dem til at spille på en anden dag end søndag, idet han lovede dem, at de ville blive velsignede. I de 7 år, han var direktør, vandt klubben det svenske mesterskab 7 år i træk. Vi bliver velsignede, når vi gør vores bedste for at følge Frelseren (L&P 130: 20-21).

Bror Benjamin Grabe, som lige er blevet afløst som missionær i Danmark, bar sit vidnesbyrd. »Det er det bedste i mit liv, som jeg har sagt ja til. Man finder ud af, hvordan Herren handler med os. At se nogen bede for første gang er en kæmpeoplevelse. Jeg sad på kontoret i 8 måneder med ansvar for regnskaberne, da vi kun var få ældster i missionen, og det var forbløffende, hvordan vi blev hjulpet.«

Efter et musikstykke blev tiden givet til ældste Stewart:

Han fortalte, at han arbejder i en ingeniørvirksomhed og har rejst mange gange til Dubai og medvirket til opførslen af en af verdens højeste bygninger. Der er kun sand på stedet, og grundvandet ligger højt, så det er svært at bygge et fundament. De skulle 13,5 etager ned for at ramme et fast stenlag og yderligere 20 etager ned til grundlinjen. Mens det blev bygget, var det verdens højeste bygning under jorden. Den er bygget således, at den på toppen kan svaje 20 m til hver side, når det blæser. Men den står der stadigvæk på trods af de store sandstorme, der er i området. Den står der på grund af sin grundvold. Han læste derefter Helaman 5:12 om Kristus, som skal være vores grundvold.

Som forlængelse af det delte ældste Stewart tre beretninger med os fra sin familie. Beretninger, hvor hans grundvold virkelig var blevet rystet. Bl.a. fortalte han om sin far, som havde været en meget flittig mand i Kirken, siden han blev medlem som 15-årig. Han mødte desværre nogle storme i livet, hvor han fik økonomiske problemer, problemer med sit helbred, og han følte sig uønsket. Troen var helt væk. Ældste Stewart fortalte ældste Holland om sine bekymringer for sin far. Ældste Holland sagde: »Alt det gode, din far har gjort, gælder stadigvæk, så alt er ikke væk.« Han opfordrede til, at vi aldrig må dømme andre, fordi deres grundvold er blevet rystet.

Søndagsmødet blev holdt kl. 10-12 i Aarhus Musikhus. En halv time før dette møde blev der holdt et specielt møde for primarybørn.

Søndagsmødet blev ledt af stavspræsident Steen Kreiberg. Åbningssalmen var: »O Helligånd, mit liv, min lyst«, og bønnen blev bedt af Lisa Buur.

Efter primarykoret havde sunget »Jeg vil altid tjene Gud«, talte stavspræsidenten.

»Vi skal følge Frelseren for at finde vej til den bolig, han allerede har forberedt for os. Kan vi ikke se hans fodspor, er det os, der er kommet på afveje, for han har ikke lavet andre veje. Har vi tænkt over, hvorfor vores undervisningsmateriale hedder ›Kom og følg mig‹? Lyt til de tilskyndelser, I får, og husk, at boligen står klar. Vi skal bare følge vejen, der fører dertil.«

Tale ved Louise Gade fra Odense 2. Menighed: »Jeg var til mit første EFY-stævne i 2006. Det gav mig et stærkt fingerpeg om, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg husker især vidnesbyrdmødet, hvor der var en lang kø. Det føles som om, det ikke er så længe siden, fordi Ånden glemmer man ikke. Jeg fortalte en veninde, at jeg skulle tale i dag. Hun sagde i tårer, at hun ville ønske, at hun havde den følelse, at Gud er der.

Jeg har gået igennem nogle rigtig svære ting i mit private liv, der kræver, at jeg holder mange bolde i luften og tankefuldt agerer. I den forbindelse med det, jeg står i lige nu, fik jeg en præstedømmevelsignelse for et par uger siden. I velsignelsen blev der blandt andet sagt, at jeg vil have evnen til at forstå og agere retmæssigt i den kompleksitet, jeg står i, og at Herren ville være ved min side, og jeg derigennem ville blive velsignet med himmelsk fred. Himmelsk fred er for mig ikke en ændring af de ydre omstændigheder, men det er en forandring inde i mig. En følelse af, at der midt ude på det åbne hav opstår en ø, jeg kan komme op på med en beskyttende boble omkring sig. Jeg kan stadig iagttage de voldsomme bølger, men de rører mig ikke, og ved min side føler jeg Kristi fred berolige mig og fortælle mig, og at det hele nok ordner sig på bedst mulig vis.«

Efter fællessalmen »Guds ånd som en ild« talte Alfred Meilsøe (12 år) fra Fredericia Menighed: Han fortalte om, at han skulle til en basketballcamp her i sommer og skulle sove hos sin gode ven, Julius. Da de skulle spise om aftenen hældte moderen en drik med rigtigt meget koffein op i Alfreds glas. Alfred fortalte hende, at han ikke drak koffein, men meget gerne ville have et glas saftevand. Hun spurgte hvorfor, og Alfred sagde, at det var, fordi han var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Alfred: »Moderen blev meget stille og spurgte, om jeg ikke ville fortælle hende og Julius om min tro. Fem minutter blev til ti minutter og tiden gik så hurtigt, at jeg sad to timer senere og fortalte, hvad vi troede på. Jeg fortalte om profeterne i Mormons Bog, og hvad vi lavede i kirketiden. De blev meget rørte af Ånden og spurgte ind til meget mere, indtil faderen kom hjem, og så begyndte vi endelig at spise.«

Alfred sluttede: »Det er ikke kun missionærerne, der, som min storebror, har et skilt på og flytter hjemmefra, der kan være heldige med at missionere. Det kan også være os, som bare gør nogle små ting for andre eller finder på måder at fortælle andre om Kirken.«

Anna-Liisa Buur fra Esbjerg Menighed holdt derefter en tale. Hun fortalte, hvordan hun lærte evangeliet at kende som lille pige, da hun boede i Finland. Hun havde altid haft en stor tro, fordi de bad bønner derhjemme. Mormons Bog var endnu ikke oversat til finsk, og møderne blev afholdt forskellige steder, fordi der ikke var en kirkebygning. Hendes forældre blev skilt, fordi hendes far havde problemer med alkohol, og først da hun var teenager, blev hun døbt sammen med sin mor og lillesøster – i en sauna. Hun fortalte om sin store taknemmelighed for sit liv i evangeliet, hvor hun har fået lov til at tjene i mange kaldelser.

Thomas Bornemann sang derefter med sin døtre Emily og Jessica: »What a beautiful name«, mens han selv akkompagnerede til på guitar.

Talerstolen blev så givet til ældste Stewart.

Han fortalte, at han var leder ved den sidste FSY i august, hvor 800 unge var til stede i en uge. Han var bekymret for en ung kvinde på 15 år. Hendes ansigt skilte sig ud fra alle de andre, da det var koldt og hårdt. Hun var kommet til FSY med 10 spørgsmål, som ville være afgørende for, om hun ville blive i Kirken, og hun havde fortalt sin himmelske Fader, at hvis han ville besvare disse spørgsmål, ville hun blive i Kirken. Om onsdagen var ingen af spørgsmålene blevet besvaret, men om torsdagen var de alle blevet besvaret. De var alle blevet besvaret gennem Frelseren.

Ældste Stewart fortalte om et lavpunkt i sit liv. »Jeg følte ingenting og var nærmest ligeglad. Jeg var god til at lade som om, og det var vigtigt, fordi jeg var stavspræsident. Ændringen kom, da min søn på 22 år kom hjem fra mission og fortalte, at han ikke var tiltrukket af piger. Jeg fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham, og hvor meget Frelseren elskede ham. Jeg lovede mig selv, at jeg ville aldrig være følelseskold igen.« Han fortalte, hvordan den lille periode havde ændret og blødgjort hans hjerte.

Ældste Stewart læste 3 Nefi 2:1-3 om, hvordan folk vendte sig bort fra Kristus, inden han kom til jorden første gang, hvilket kan være relevant, når man tænker på hans andet komme. Han sluttede med at læse L&P 123:17.

Afslutningssalmen var »Mer hellighed giv mig«, og afslutningsbønnen blev bedt af Leif Klitgaard.

Som sædvanlig var der efter møderne mulighed for at spise medbragt mad i Aarhus kirkebygning og få talt sammen på kryds og tværs.