Vi er her for at hjælpe hinanden

Leonard Singer er fra Navajo Nation Reservation i USA

Som interviewet af David Olsen

Herren tager sig af mine behov. Han har velsignet mig med mit hjem og alt i det.

Billede

mand, der sidder i sit hjem

Fotos: Richard M. Romney

Leonard: Jeg var blevet alkoholiker. Jeg havde ikke noget hjem. Jeg havde det samme tøj på dag efter dag. Jeg sov i buske og spiste af affaldsdåser. Jeg havde ikke noget eller nogen.

Ældste Olsen: Hvordan ændrede du dig?

Leonard: Jeg besluttede mig for at bede. Jeg bad Herren om hjælp, og på en eller anden måde fandt jeg styrke til at holde op med at drikke. Jeg blev ved med at tænke på Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg havde før følt mig hjemme der. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde håb der igen.

Ældste Olsen: Du har fortalt mig, hvordan du begyndte at føle trang.

Leonard: Ja, Herren tog mig med, og da jeg fulgte ham, begyndte han at velsigne mig.

Ældste Olsen: Hvordan hjalp lokale kirkeledere dig?

Leonard: Jeg var blevet udelukket. Men de hjalp mig til at forstå, hvad jeg var nødt til at gøre, og til at gøre det, jeg var nødt til for at vende tilbage til fuldt fællesskab. Lidt efter lidt fandt jeg vej dertil. Den dag, jeg blev døbt, var den lykkeligste dag i mit liv.

Ældste Olsen: I dag bor du lige neden for bakken fra vores kirkebygning [kirkebygningen i Dennehotso Gren i Kayenta i Arizona i USA]. Dit hjem er en lille campingvogn uden elektricitet og rindende vand, men du siger, at du anser jer selv for at være heldig?

Leonard: Herren tager sig af mine behov. Han har velsignet mig med dette hjem og alt i det. Jeg elsker at have et stille sted, hvor jeg kan studere skrifterne og bede. Min søster bor i nærheden, og det er der, jeg får vand. Nogle gange, når jeg har brug for elektricitet, lader hun mig trække en forlængerledning fra sit hus over til mig.

Ældste Olsen: Hvordan har evangeliet ellers velsignet dig?

Leonard: Herren viste mig, at der er mening i dette liv. Det var noget, jeg havde savnet i årevis. Nu vil jeg gerne hjælpe andre folk, ligesom han har hjulpet mig.

Ældste Olsen: Jeg kan se, at du hjælper folk hele tiden. Den anden dag hjalp du en kvinde, hvis bil sad fast i sand.

Leonard: Jeg fik bare fat i et par andre medlemmer af Kirken og et par skovle. Vi begyndte at grave og skubbe. Snart efter var hun på vej igen.

Ældste Olsen: Hvad med den gang, hvor du blev ved med at føle trang til at besøge din niece, der bor langt væk i Farmington i New Mexico?

Leonard: Jeg var ikke sikker på, hvorfor det var meningen, at jeg skulle tage afsted. Men jeg vidste, Herren ønskede, at jeg var der.

Ældste Olsen: Så du handlede på tilskyndelsen, du fandt en måde at komme derhen på, og du ankom lige i tide til at give hende noget presserende hjælp.

Leonard: Herren vidste, at hun havde brug for hjælp, og han vidste, at jeg kunne hjælpe hende.

Ældste Olsen: I din kaldelse i grenspræsidentskabet hjælper du mig med omsorgsopgaver, møder, grensaktiviteter og Kirkens afvænningsprogram. Hvad ville du sige, hvis nogen spurgte dig: »Hvordan elsker du din næste?«

Leonard: Af hele mit hjerte.

Ældste Olsen: Hvordan viser du den kærlighed?

Leonard: Jeg giver dem bare det tilbage, som Herren har givet mig. Folk har brug for at føle sig elskede. De har brug for at føle sig trøstet. De har brug for vejledning. De er nødt til at forstå, hvad Herren kan give dem. Når man befinder sig nede i et hul, har man brug for at føle, at nogen vil være der, hvis man rækker ud.

Ældste Olsen: Du bor i en lille campingvogn, men dit hjerte er lige så stort som de åbne vidder. Du lever ydmygt, uden verdslige ejendele. Men du er kristuslignende og hjælper altid dem i nød.

Leonard: Det er derfor, vi er her, ikke? For at hjælpe hinanden!