2023
At modtage åbenbaring – nyere budskaber fra profeter, apostle og andre kirkeledere
Juni 2023


Kun digitalt

At modtage åbenbaring – nyere budskaber fra profeter, apostle og andre kirkeledere

Se, hvad kirkens ledere for nylig har sagt om åbenbaring på sociale medier.

Billede
Jesus Kristus knæler og kigger op

Jesus knæler i bøn og meditation [Jesus Kneeling in Prayer and Meditation], af Mikael Jarvis Nelson

Præsident Russell M. Nelson har sagt, at »i den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.

Mine elskede brødre og søstre, jeg beder jer om at øge jeres åndelige evne til at modtage åbenbaring … Vælg at gøre det nødvendige åndelige arbejde, der kræves for at nyde Helligåndsgaven og høre Åndens røst oftere og mere tydeligt«.1 Hvordan gør vi det?

Profeter, apostle og andre kirkeledere har givet mange invitationer og lærdomme ved generalkonferencer for at hjælpe os til at lære at modtage og handle på åbenbaring. De har også delt budskaber om disse emner på de sociale medier, herunder følgende:

Åbenbaring fortsætter

»Her er nogle af mine personlige tanker om profeten Joseph Smiths bemærkelsesværdige liv.

Hans ungdom er et interessant aspekt ved hans profetiske tjenestegerning. Han var 14 år ved det første syn, 21 år da han modtog guldpladerne, og kun 23 år, da han færdiggjorde oversættelsen af Mormons Bog (på mindre end 60 arbejdsdage). Over halvdelen af åbenbaringerne i vores Lære og Pagter blev givet gennem denne profet, mens han stadig var 25 år eller yngre. Han var 26 år, da Det Første Præsidentskab blev organiseret, og kun lige 33 år, da han undslap indespærring i Missouri og vendte tilbage som leder for de hellige, der samledes i Nauvoo. Han var kun 38 et halvt, da han blev myrdet.

Nøglen til det unikke ved Joseph Smiths budskab og genoprettelsen er åbenbaring. Åbenbaring er grundlaget for vor Kirkes lære og orden. Joseph Smith sagde, at ›Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev grundlagt direkte på åbenbaring, som Guds sande kirke altid er blevet det‹ (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith [2007], s. 193).

Den dag i dag er åbenbaring fortsat vejledende for Kirken. Ligeledes kan vi hver især modtage åbenbaring for vores egne liv. Må vi hver især udnytte den personlige åbenbarings gave i vores liv og i sandhed søge at høre ham #HearHim.«

Præsident Dallin H. Oaks, Facebook, 24. mar. 2020, facebook.com/dallin.h.oaks.

Kend Helligåndens roller

»Når jeg tænker tilbage på mine ungdomsår, er en af de ting, jeg kommer i tanke om, dengang jeg var missionær i England. Det var lige efter anden verdenskrig, og Jesu Kristi Kirke var kun lige ved at blive genetableret der. Jeg havde ansvaret for at være leder i min mission, og jeg var kun 20 år gammel! Jeg indrømmer, at vi som missionærer var lidt letsindige i den alder.

En dag inviterede en mand mig til at deltage i et samfundsdebatmøde som repræsentant for Kirken. Jeg indvilligede i at deltage, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg befandt mig i den situation, at jeg skulle forklare Kirken til en stor gruppe mennesker og besvare deres spørgsmål. Det var ved den lejlighed, at jeg for første gang blev opmærksom på Helligåndens kraft. Jeg havde undervist om Helligånden og jeg havde læst om den, men ved den lejlighed oplevede jeg den.

Da spørgsmålene blev stillet, havde jeg allerede svaret på rede hånd, før de var færdige med at stille spørgsmålet. Jeg kunne bevæge mig gennem de hellige skrifter på en måde, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Det forekom mig, at siderne blev vendt af en anden, mens jeg forsvarede Kirken.

Når jeg tænker tilbage på den oplevelse for 73 år siden, kan jeg se, at jeg lærte noget, der har velsignet mig i alle årene siden. Af egen erfaring lærte jeg, at Helligånden virkeligt er Talsmanden, og at han ved hjælp af og gennem Guds kraft bringer Herrens ord ind i vores sind.

Jeg håber, I vil gøre jer den samme erfaring i jeres ungdomsår. Forbliv forankret i jeres studier af skrifterne, og bed jeres bønner hver dag. Start jeres dag med en bøn og slut jeres dag med en bøn, og tal med Herren efter behov i løbet af dagen. Uanset hvad jeres omstændigheder er, så håber jeg, I får den samme oplevelse, som jeg havde med Helligånden i jeres alder.«

Præsident M. Russell Ballard, Facebook, 14. apr. 2021, facebook.com/mrussell.ballard.

Hav stille og rolige øjeblikke

»At modtage åbenbaring kommer, i hvert fald for mig, når jeg har stille og rolige øjeblikke. I kan ikke få kontakt med himmel i en masse rod. I er nødt til at finde de stille øjeblikke i jeres liv, hvor I kan overveje Åndens anliggender. Det er min erfaring, at når jeg er i den tilstand og stræber efter at være stille, så er det på de tidspunkter, hvor jeg får indtryk. Det er dér, jeg får en tanke, som jeg ved kommer fra himlen.

Jeg er meget bekymret for mine børnebørn og mine oldebørn – faktisk for alle unge – i verden i dag. Jeg frygter, at de bliver indfanget af sociale medier, sms’er, e-mails og andre distraktioner. Selv om teknologi ofte kan være en velsignelse i vores liv, kan den også være en distraktion, som opstiller en barriere mellem os og vores evne til at høre Herrens røst. Jeg fortæller mine børnebørn, at de bør afsætte noget stilletid hver dag til at tænke over deres liv og grunde over, hvad Herren ønsker, at de gør. Jeg opfordrer jer til at gøre det samme.«

Præsident M. Russell Ballard, Facebook, 9. aug. 2020, facebook.com/mrussell.ballard.

Kommuniker med vor himmelske Fader

På forskellige tidspunkter i Frelserens liv benyttede han sig af muligheden for at være alene til at tænke og bede. Jeg opfordrer jer til at bruge noget tid i de kommende dage på at være alene et stille sted for at kommunikere med vores himmelske Fader. #HearHim

Præsident M. Russell Ballard, Facebook, 23. mar. 2020, facebook.com/mrussell.ballard.

Åbn hjertet for læring

»Vælg at være ydmyg. Opsøg frivilligt Herren og stol på hans vejledning. Vi er i højere grad parate til at høre ham, når vi har et lærevilligt hjerte.«

Ældste Jeffrey R. Holland, Facebook, 3. nov. 2022, facebook.com/jeffreyr.holland.

Foretag små og enkle omstillingshandlinger

»At bruge tid på selvrefleksion er en mulighed for åndelig omkalibrering. Det er en have af eftertanke, hvor vi kan gå med Herren og få instruktioner, blive opbygget og renset ved vor himmelske Faders ord, der er skrevet og åbenbaret gennem Ånden. Det er en hellig tid til at huske vores højtidelige pagter om at følge den milde Kristus, når vi vurderer vores fremgang og tilpasser os de åndelige pejlemærker, Gud har givet sine børn.

Tænk på det som jeres personlige, daglige genoprettelse. På vores rejse som pilgrimme på vejen mod herlighed ved vi, hvor nemt det er at falde fra. Men ligesom små afvigelser kan trække os væk fra Frelserens vej, så kan små og enkle regulerende handlinger helt sikkert også føre os tilbage. Når mørke kryber ind i vores liv, som det ofte gør, åbner daglig genoprettelse vores hjerte for himmelsk lys, der oplyser vores sjæl og jager skygger, frygt og tvivl bort.«

Ældste Dieter F. Uchtdorf, Facebook, 11 mar. 2022, facebook.com/dieterf.uchtdorf.

Se på Frelseren

»Når I søger inspiration til at opnå den visdom, I har brug for i jeres liv, opfordrer jeg jer til at se på Frelseren. En fremragende måde at komme til Kristus på er at læse Mormons Bog – fra start til slut – og identificere Jesu Kristi egenskaber og karaktertræk, som er beskrevet heri. Når I gør dette af et ærligt og oprigtigt hjerte, så kan I høre hans røst. I kan lære ham at kende på en virkelig bemærkelsesværdig måde.«

Ældste David A. Bednar, Facebook, 12. sep. 2021, facebook.com/davida.bednar.

Ær vores pagter

»Når vi ærer vores pagter og overholder Guds bud, velsignes vi med Helligåndens stadige ledsagelse …

Vi lever i tidernes fyldes uddeling, hvor vi har adgang til tankevækkende velsignelser, hvoraf den ene er Helligåndens stadige ledsagelse. Med al den uro, med alt det postyr, kan vi hver især blive velsignet med selv at lære, hvad der har den største værdi og hvad der vil hjælpe os med at stadfæste de fornødne åndelige prioriteter. Jeg er så taknemmelig for Helligånden som lærer – som læreren – og hvordan han hjælper os hver især på så mange måder.«

Ældste David A. Bednar, Facebook, 14. aug. 2021, facebook.com/davida.bednar.

Tro på at Herren vil svare på sin måde til sin tid

»Kommunikation fra vor Fader i himlen kommer på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Der er ikke kun én form for åbenbaring eller inspiration. Gud har mange forskellige måder at nå os på alt efter, hvad han føler er bedst. Og alle er de gyldige.

Vi er nødt tro på, at han vil svare, som og når det passer ham. Når vi flittigt overholder hans bud og har tro på, at han vil svare, kan vi høre ham.«

Ældste D. Todd Christofferson, Facebook, 6. maj 2021, facebook.com/dtodd.christofferson.

Vær værdig til at høre

»Vær værdige til at høre den stille, sagte røst, når den taler til jer og vender jer mod det rigtige. Når I hører efter, når I er værdige og har Helligåndens vejledning, så vil den beskytte jer, lede jer ad den vej I bør gå og bringe fred ind i jeres liv.«

Ældste Neil L. Andersen, 20. juli 2022, facebook.com/neill.andersen.

Bed vor himmelske Fader om at vejlede jer

»I de kommende måneder eller år kan I møde udfordringer. Måske er der bekymringer om familiemedlemmer eller økonomiske problemer. I vil spekulere på, hvad I skal gøre. Jeg opfordrer jer til at gå til jeres himmelske Fader i bøn. Husk altid, at I kan tale med jeres himmelske Fader.

Bed ham om at vejlede jer i de mange beslutninger, I skal træffe. Uanset hvor stærkt jeres personlige vidnesbyrd er, kan det vokse og blive stærkere. Jeg vidner for jer om, at vor himmelske Fader hører jeres bønner og svarer jer. Nogle gange i de mest uventede øjeblikke, vil den åbenbaring I har brug for komme.«

Ældste Neil L. Andersen, 6. juli 2022, facebook.com/neill.andersen.

Lyt til og agt på tilskyndelser

»Noget af det bedste ved 2020 har for mig været muligheden for at fokusere mere på vores Frelser Jesus Kristus og reflektere over de måder, hvorpå jeg hører ham #HearHim. Under et foredrag for nylig opfordrede jeg unge voksne til at fremlægge kommentarer til, hvordan de hører Herrens røst. Jeg blev forbløffet over den mængde af kommentarer, vi modtog. Måske vækker nogle af deres svar genklang hos jer, når I overvejer, hvordan I kan høre ham i jeres liv:

  • Jeg hører ham, når jeg beder oprigtigt. Hans røst kommer til mig gennem rene og stille tanker.

  • Jeg føler Ånden gennem tankeklarhed, når tanker pludselig falder på plads, hvor de før var forvirrende.

  • Jeg hører ham gennem naturens skønhed og kraften i opløftende musik.

  • Jeg hører ham gennem den fred, han tilfører mit sind, og den selvtillid han giver mig, når jeg beder om hjælp.

  • Jeg hører ham, når jeg omgås mine medmennesker. Når jeg tjener og modtager tjeneste, så fanger jeg et glimt af ham.

Jeg vil gerne forsikre jer om, at vi alle kan høre ham ved at lytte til og give agt på Helligåndens tilskyndelser. Jeg har set dette utallige gange i mit liv.«

Ældste Gary E. Stevenson, 15. nov. 2020, facebook.com/stevenson.gary.e.

Vid, hvordan Herren taler til jer

»Præsident Russell M. Nelson har gentagne gange opfordret os til at lære at høre Herrens røst. Det er altafgørende for os hver især at vide, hvordan Herren taler til os specifikt og individuelt. Uanset om det er gennem et adrenalinsus, en varm følelse af trøst eller klare tanker, der bare giver mening, så vil han tale med jer på en måde, som I vil forstå.«

Søster Amy A. Wright, 3. jan. 2023, facebook.com/Primary1stCounselor.