2023
Et fokuspunkt for inspiration
Juni 2023


»Et fokuspunkt for inspiration«, Liahona, juni 2023.

Sidste dages helliges røster

Et fokuspunkt for inspiration

Som svar på min bøn brugte Herren mig til at velsigne et af sine børn.

Billede
missionærægtepar

Foto bragt med tilladelse af familien Brandenburg.

For mange år siden blev min mand og jeg kaldet til at tage på mission ved instituttet i Santa Monica i Californien, USA. Vi tjente ikke blot som institutledere, men også som lærere. En aften bønfaldt jeg Herren: »Lad mig være et fokuspunkt for din inspiration, så jeg kan hjælpe et af dine børn.« Efter min bøn faldt jeg i søvn, men vågnede kl. 4.30.

Min mand underviste typisk kl. 7.00 i Mormons Bog, men tidligt den morgen besvarede Herren min bøn. Lektionens tema var »Mit hjertes ønske«, men jeg havde ingen anelse om, hvad min mand skulle undervise i, og jeg henviste heller ikke til hans lektionshæfte. Men jeg stod op, fortalte ham, at jeg gerne ville undervise lektionen den dag og tog hen til institutbygningen.

Jeg fandt adskillige temarelaterede skriftsteder, blandt andet 1 Nefi 2:16: »Og det skete, at jeg, Nefi … nærede store ønsker om at kende til Guds hemmeligheder, jeg anråbte derfor Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt.«

Så forbandt jeg Nefis ønsker med kong Salomos ønsker i 1 Kongebog 3:9: »Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?«

Der dukkede kun en enkelt ung mand op til vores lektion den dag. Han var ikke engang medlem af Kirken, men jeg vidste, at denne lektion var det, Herren havde planlagt for ham. Vi læste og snakkede om historierne fra skrifterne om Nefi og Salomon. Så bad jeg ham om at svare skriftligt på denne tilskyndelse: »Hvad er dit hjertes ønsker?« Efter lidt tid spurgte jeg, om han ville fortælle, hvad han havde skrevet. Han sagde: »Jeg vil gerne vide, om Mormons Bog er sand, og om jeg bør blive døbt.«

Herren hørte det og reagerede snart på denne unge mands ønske. Forestil jer vores glæde, da min mand og jeg fire måneder senere deltog i hans dåb. Jeg er taknemlig for, at Herren gjorde mig til fokuspunkt for en inspireret lektion den dag for at forberede denne unge mand til dåb.