Barmhjertighedens mirakler

Efter sine intense lidelser i Getsemane have (se 2 Ne 9:21; Mosi 3:7), vækkede Jesus sine disciple, og straks efter henvendte en pøbel af bevæbnede tempelvagter og romerske soldater sig til ham.¹ Blandt dem var Judas og ypperstepræstens tjener. Da skaren nærmede sig i nattens mørke, identificerede Judas Jesus med et kys på kinden, hvortil Frelseren svarede: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?« (Luk 22:48).

Mens pøbelen tøvede, spurgte Jesus dem: »Hvem leder I efter?«

De svarede: »Jesus fra Nazaret.«

»Det er mig,« var hans svar, og Johannes, der var der, fortæller, at pøbelen ved hans svar »veg … tilbage og faldt om på jorden.« Frelserens storhed, selv efter hans umådelige lidelse, blev følt på en mægtig måde. Da Jesus igen spurgte dem, hvem de søgte, gentog han: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer.« For så at beskytte sine disciple sagde Jesus: »Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå« (Joh 18:4-8).

Peter havde dog andre ideer. Opsat på at forsvare Frelseren trak han sit sværd og svingede det mod Malkus, ypperstepræstens tjener, og skar øret af ham (se Joh 18:10).

Men Jesus afdramatiserede den urolige situation. Idet han stoppede Peter sagde han: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.

Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?

Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?« (Matt 26:52-54).

Alle beretningerne fortæller, at Jesus overgav sig, og hans disciple flygtede. Men Lukas fortæller, at Jesus først barmhjertigt »rørte ved [Malkus’] øre og helbredte ham« (Luk 22:51).

Hvilken sagtmodighed Jesus udviste, mens han blev behandlet som forbryder! Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum påpegede, at Jesus »rakte ud og velsignede sin potentielle tilfangetager og brugte den samme himmelske kraft, som kunne have forhindret ham i at blive tilfangetaget og korsfæstet.«²

På trods af den universelle rækkevidde af Frelserens mission mistede han aldrig den ene af syne. Selvom vi kun kender lidt til Malkus, kendte Jesus ham.

Blev Malkus rørt af Frelserens berøring? Blev hans hjerte vendt til Frelseren ved dette eksempel på mild barmhjertighed? Det ved vi ikke. Men uanset hvad hans personlige valg var, blev han, da hans øre blev helbredt, tilbudt en gave, han ikke bad om. Dette sidste helbredende mirakel i jordelivet var en barmhjertig handling fra Frelserens side, endnu en mulighed for at vise sin Faders mirakuløse magt og kærlighed.

Jesus elsker alle sin Faders børn med en uendelig kærlighed. I alt, hvad Frelseren gør, prøver han at bringe sjæle til sig selv, at bringe dem til omvendelse, så de kan blive frelst (se 2 Ne 26:24).

Har I oplevet en forandring i hjertet efter at have modtaget en uventet velsignelse? Er jeres øjne blevet åbnet for at se »strømme af barmhjertighed, der aldrig ophører, der kalder på sange, der lovpriser højt«?³

Hvad med Peter? Jesus vidste, at han skulle tages væk for at lide og dø, så det ville være muligt for os at vende tilbage til Gud gennem omvendelse og opstandelse. Det var hans mission. Men han havde også brug for, at hans disciple overlevede, så de kunne udføre deres mission med at forkynde evangeliet og etablere Kirken.

De mørke kræfter, der samledes omkring Frelseren, må have været meget skræmmende for apostlene. Peter handlede overilet og tog et sværd frem over for mange for at forsvare sin Mester; men Herren helbredte det sår, som Peter havde forårsaget. Vi ved ikke, om helbredelsen af Malkus reddede Peter fra konsekvenser, der ville have afholdt ham fra at udføre hans mission. Men sikke en gave til Peter!

Har I nogensinde sagt eller gjort noget overilet eller sårende, selv i forsvaret af Frelseren eller hans kirke? Når vi husker Peters oplevelse, kan det give os mod til at søge at gøre det godt igen. Frelseren ser vores ufuldkomne indsats for at efterleve hans evangelium og forsvare hans navn, selv når disse bestræbelser i vores svaghed utilsigtet kan forårsage skade.

Når vi forsvarer vores tro på de sociale medier eller personligt, kan vi til tider blive »overivrige« (se Mosi 9:3) eller »[forsømme] det i loven, der vejer tungere« (Matt 23:23), herunder barmhjertighed. Vi bruger ikke sværd, men ord har en stærk virkning og kan »få folket til at gøre det, der [er] retfærdigt« (Alma 31:5) eller fornærme dem (se Jak 3:2). Vi kan befinde os på samme sted som Peter, afhængig af Frelserens barmhjertighed for at hele de sår, vi har forårsaget, og hjælpe os til at gå fremad, forsvare troen og dele evangeliet med en »ånd af sagtmodighed« (L&P 100:7), og erstatte stridens ånd (se ApG 4:7-14; 5:40-42).

Det er uklart, om nogen i pøbelen var vidne til helbredelsen af Malkus’ øre, men måske viste Frelseren dem også barmhjertighed og gav dem en sidste mulighed for at vidne om hans magt og omvende sig.

I vores egne svage stunder udviser Herren barmhjertighed, hvilket gør os i stand til at overvinde de udfordringer, vi står over for.

I december 2016 fik min mand lungebetændelse. Vi boede i Moskva i Rusland, hvor Bruce tjente i det østeuropæiske områdepræsidentskab. Lægerne sagde, at han var nødt til at blive på hospitalet nogle dage for at få medicin. Den aften tog hans helbred en dramatisk drejning til det værre, og de lagde ham i kunstigt koma.

I de følgende 10 dage stod jeg op hver morgen og tryglede om Herrens hjælp, da jeg kørte til metrostationen, kørte i 45 minutter i undergrundsbanen og derefter gik den resterende vej til hospitalet. Jeg sad hele dagen ved Bruces side på intensivafdelingen, mens han lå helt stille, ude af stand til at tale eller bevæge sig, omgivet af alle mulige skærme. Hver aften tog jeg turen tilbage og kom hjem for at samle vores ejendele sammen som forberedelse til vores hjemrejse til Utah.

Selv nu husker jeg, at jeg i de kolde, mørke dage aldrig blev bange, når jeg rejste i undergrundsbanen. Jeg husker den fred og ro, jeg følte, da jeg sad ved Bruces seng på hospitalet. Hver aften var jeg alene hjemme, men ikke ensom.

Men kort tid efter vi kom tilbage til Utah, døde Bruce.

For nylig, mens jeg huskede på de lange dage, talte Herren tydeligt til mit sind: »Jeg gjorde det for dig.« I det øjeblik lod Herren mig vide, at den fred, jeg havde følt, den sikkerhed, jeg havde oplevet, og følelsen af, at jeg ikke var alene, var kommet fra en kærlig himmelsk Fader og hans Søn. De havde udvist barmhjertighed mod mig i min svaghed.⁴

Nogle gange er vi opmærksomme på hans barmhjertighed, og andre gange kæmper vi bare videre, uvidende om den guddommelige hjælp, der giver os mulighed for at gå fremad. Men når vi beder om at få åbnet vores øjne for at se den barmhjertighed, som Frelseren giver os, vil vores hjerte være rede til at vise barmhjertighed mod dem, der krydser vores vej. Han har sagt: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig« (Luk 6:36).

Hvad enten vi modtager den barmhjertighed, når vi træffer uretfærdige valg, ligesom Malkus gjorde; fanget i en desperat situation, ligesom Peter var; eller bare kæmper ud over vores evner, som jeg gjorde; Herren kan og vil besøge os i sin barmhjertighed.

Når vi reflekterer over den største barmhjertige handling – vor Frelsers lidelse – kan vi høre hans kærlige ord til os: »Jeg gjorde det for jer.«