2023
Sådan har budskaberne fra generalkonference velsignet mit liv
Oktober 2023


Budskab fra områdets ledelse

Sådan har budskaberne fra generalkonference velsignet mit liv

Når dette nummer af Liahona bliver udgivet, ser vi frem til endnu en generalkonference. Lære og Pagter giver os et mønster for vores møder.

»Når I er forsamlet, skal I undervise og opbygge hinanden, for at I kan vide, hvorledes I skal handle og lede min kirke … og I skal forpligte jer til at handle i al hellighed over for mig.«1

Vi vil blive 1) undervist, 2) opbygget og 3) vi må forpligte os til at handle på det, som vi hører.

For nogle år siden talte jeg med en ven, der havde været til et kirkemøde tidligere på dagen, og jeg spurgte, hvordan det var. Svaret var negativt; åbenbart var talerne dårlige, og mødet var slet ikke opbyggende. Senere den dag talte jeg med en anden ven, der havde været til det samme møde, og jeg stillede det samme spørgsmål. »Det var vidunderligt«, var svaret.

Jeg har ofte tænkt over disse to venners oplevelser. Begge deltog i det samme møde og hørte de samme taler, men den ene var gået derfra åndeligt sulten, og den anden helt mæt. Det er muligt, at emnet for talerne blot gav mere genklang hos min anden ven. Men jeg forestiller mig, at det var meget mere end det. Min anden ven var mødt op åndeligt forberedt på at lytte med et åbent hjerte og med et ønske om at handle på det, som vedkommende hørte.

De, der har til opgave at tale eller undervise, bør bestemt søge Åndens vejledning flittigt angående emnet, indholdet og præsentationen af deres undervisning. Min erfaring er dog, at de, der deltager, har mindst lige så meget ansvar for at forberede sig åndeligt, så de kan blive opbygget og være villige til at handle på det, som de hører.

Når jeg læser Mormons Bog, føler jeg stor kraft i Nefis, kong Benjamins, Almas, Mosijas og andres ord. Ved generalkonference er den samme kraft til stede fra vores profet, præsident Nelson, og kirkens øvrige ledere.

Overvej nogle få instruktioner fra generalkonferencen de seneste år:

»Men, mine kære brødre og søstre, der er så mange vidunderlige ting forude. I de kommende dage vil vi se de største tilkendegivelser af Frelserens kraft, som verden nogensinde har set. Fra nu af og indtil han vender tilbage ›med magt og megen herlighed‹, vil han skænke de trofaste utallige privilegier, velsignelser og mirakler.«2

»Jeg er ved at lære, at vor himmelske Fader er mere interesseret i min udvikling som Jesu Kristi discipel, end han er i min bekvemmelighed. Jeg ønsker måske ikke altid, at det skal være sådan – men sådan er det!

At leve i bekvemmelighed bringer ikke kraft. Den kraft, vi har brug for til at modstå vor tids hede, er Herrens kraft, og hans kraft tilstrømmer os gennem vores pagter med ham.«3

»Intet åbner himlen som kombinationen af øget renhed, nøjagtig lydighed, oprigtig søgen, dagligt at mætte sig med Kristi ord i Mormons Bog og regelmæssigt afsat tid til tempeltjeneste og slægtsforskning.«4

»Frelseren elsker at genoprette det, I ikke kan genoprette, han elsker at hele det sår, I ikke kan hele, han elsker at reparere det, som er uopretteligt ødelagt, han kompenserer for enhver uretfærdighed i jeres liv, og han elsker at udbedre knuste hjerter permanent.«5

Sikken vidunderlig undervisning, opbyggelse og opfordring til at handle ud fra disse og hundredvis af andre inspirerede taler. Når vi deltager i generalkonferencen, enten personligt, via streaming eller læser eller ser talerne efterfølgende, indbyder jeg os alle til åndeligt at forberede os på at blive opbygget og være villige til at handle på det, vi hører. Ligesom kong Benjamin rådgav folket på sin tid, vil nutidens ledere vejlede os gennem disse usikre og udfordrende tider, opbygge vores tro på Jesus Kristus og indbyde os til at træffe valg, der vil holde os sikkert på pagtsstien.

Noter

  1. L&P 43:8-9.

  2. Præsident Russell M. Nelson, »Overvind verden og find hvile«, oktober 2022.

  3. Se M. Russell Ballard, »Som en uudslukkelig ild«, april 1999, citeret i Michelle D. Craig, »Helhjertet«, oktober 2022.

  4. Præsident Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, april 2018.

  5. Ældste Dale G. Renlund, »Overvej Guds godhed og storhed«, april 2020.