2023
Hvad du har brug for at vide om at tjene som seniormissionær
Oktober 2023


Seniormissionærtjeneste

Hvad du har brug for at vide om at tjene som seniormissionær

Vælg en seniortjenestemission eller tilrettelæg din egen tjenestemission

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror vi på at tjene. Som seniormissionærer kan I vælge at tjene rundt om i verden, men mange missionærer tjener, mens de bor i deres eget hjem. I nogle situationer kan det være mere effektivt at tjene i jeres hjemland eller jeres område.

Kirkens over 27.000 seniormissionærer yder støtte i kirkekommunikation, missionskontorer, distributionscentre, FamilySearch-centre og -biblioteker, selvhjulpenhedsprogrammer, BYU-Pathway Worldwide, beskæftigelsescentre og mange andre steder. I kan også få en skræddersyet mission baseret på jeres specifikke færdigheder og interesser.

Kirken lancerer et nyt verdensomspændende styringssystem for seniormissionærer til at hjælpe seniorer med at finde eller skabe muligheder for tjenestemissioner. Under ledelse af ældste Robert Gale og søster Leslie Gale bliver områdekoordinatorer kaldet rundt om i verden for at hjælpe jer med at finde ud af, hvilken mission der kan være den rigtige for jer.

Hvis I kan tjene i udlandet som fuldtidsmissionærer, er der mange muligheder og behov. Hvis I har helbredsmæssige udfordringer, familiebehov eller andre bekymringer, kan en tjenestemission være den rette vej for jer. Hvis I har særlige færdigheder, I kan bidrage med, kan den bedste løsning måske være at arbejde sammen med jeres områdekoordinator om at skabe en mission til jer.

Tjenestemissionærer tjener 8-40 timer om ugen i mellem seks måneder og to år. Missionærer kan være gifte eller enlige. De kan køre et par kilometer til deres tjenestested eller sidde foran deres hjemmecomputer for at udføre deres opgaver.

Efter at have tjent som fuldtidsmissionær arbejdede ældste Peter Kopp og søster Beatrice Kopp som tjenestemissionærer inden for velfærd og selvhjulpenhed nær deres hjem i Schweiz. I den tid udviklede de et stærkt vidnesbyrd om Kirkens selvhjulpenhedsinitiativ. De siger om deres tjenestemission: »Siden vi kendte næsten alle de stavsledere, vi var kaldet til at arbejde sammen med, havde vi let adgang til dem alle. De lyttede til os og mærkede vores begejstring for denne del af værket.«

Som uddannet terapeut og rådgiver fik ældste Robert Durkin en speciallavet mission. Han blev kaldet som koordinator for evalueringer for folk, inden de skulle på mission. Han koordinerede også alle koordinatorerne for programmet for frigørelse af afhængighed overalt i de europæiske områder, hvor programmet for frigørelse af afhængighed bruges. Han oplærte koordinatorerne og sikrede sig, at optegnelser blev ajourført.

Han og hans hustru tjente som fuldtidsmissionærer på missionærskolen i Chorley, hvor han var i MTC-præsidentskabet. Efter hendes død besluttede han sig for at tage på endnu en mission. Han ønskede at tjene og bo i Tyskland, så han planlagde at flytte fra Storbritannien til Frankfurt, hvor han ville have betalt sine egne udgifter som tjenestemissionær i stedet for at betale de månedlige missionærudgifter. På grund af COVID blev han i Storbritannien og fuldførte sin mission fra sit eget hjem. Han siger, at han var i stand til at gøre alt, hvad han skulle gøre, mens han boede hjemme. Han opfordrer andre til at tage på mission. Han siger: »Gå ikke glip af muligheden. En mission er en god måde at komme Herren nærmere på.«

Hvis I har erfaring med lokalpolitik, kan I tjene som missionær ved at række ud til lokalsamfundet for at hjælpe Kirken med at opbygge forhold i lokalsamfundet. Hvis I elsker at skrive, kan I tjene som missionær ved at skrive artikler, række ud til medierne i jeres lokalområde og poste artikler på de sociale medier. Hvis I er aktive i tjenestesamfundet, kan I bidrage med at udvikle HjælpTil-muligheder (JustServe) til at poste på hjemmesiden i jeres område. I kan endda undervise som del af BYU- Pathway Worldwide i Afrika, mens I bor i jeres hjem i Europa.

Besøg den nye portal for tjenestemissionærer på Kirkens hjemmeside under »Serve«, »Volunteer & Serve«, »Senior Service Missionary«, vælg derefter »Get Started« eller klik på dette link seniorservicemissions for at se mulighederne for tjenestemissioner. I kan også tale med jeres stavs- eller missionspræsident om, hvordan I kan tjene. I takt med at områdekoordinatorer bliver kaldet, kan I tale med dem om muligheder, og de vil hjælpe jer til at beslutte jer for en mission eller hjælpe jer med at skabe jeres egen mission.