Et banner for folkene, et lys for verden

Mine elskede brødre og søstre, jeg vil gerne give udtryk for min taknemmelighed for jeres opretholdende tro og bønner. Herren har givet denne kirkes lederskab et stort og alvorligt tillidshverv, og I har støttet os i dette ansvar. Vi ved, at I beder for os, og vi ønsker, at I skal vide, at vi beder for jer.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke takker Herren for trofaste sidste dages hellige. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke beder om, at han vil velsigne jer, hvorend I er, og hvad end jeres behov er.

Jeg vil gerne minde jer om, at vi er sammen om dette. Det drejer sig ikke om generalautoriteter på den ene side og medlemmer af Kirken på den anden. Vi arbejder sammen som ét for en storslået sag. Vi er alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke.

I jeres ansvarsområder er der en lige så alvorlig forpligtelse, som der er i mit ansvarsområde. Vi bør hver især være besluttet på at opbygge Guds rige på jorden og fremme retfærdighedens værk.

Jeg mener, at jeg ærligt kan sige, at vi ikke har nogen selviske ønsker vedrørende dette værk, andet end at det skal lykkes.

Vi i Det Første Præsidentskab har konstant at gøre med mange forskellige problemer. De kommer til os hver dag.

Ved afslutningen af en særlig vanskelig dag, så jeg op på et portræt af Brigham Young, som hænger på min væg. Jeg spurgte: »Bror Brigham, hvad skal vi gøre?« Jeg syntes, at jeg så ham smile en smule, og så var det, som om han sagde: »På min tid havde jeg selv rigeligt af problemer. Spørg ikke mig om, hvad I skal gøre. Dette er jeres vagt. Spørg Herren, hvis værk dette i virkeligheden er.« Og dette, forsikrer jeg jer om, er det, vi gør, og altid må gøre.

Mens jeg overvejede disse sager på denne vanskelige dag for nylig, åbnede jeg min bibel på det første kapitel i Josva og læste disse ord:

»Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig« (Jos 1:9).

Jeg sagde til mig selv: »Der er aldrig grund til at fortvivle. Dette er Guds værk. Uanset anstrengelserne fra dem, som er imod det, vil det gå fremad, som Gud i himlen har bestemt, det skal gøre.«

Jeg bladrede i Det Gamle Testamente hen til det andet kapitel i Esajas og læste disse ord:

»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil,

talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:2-3).

Lige siden templet i Salt Lake City blev indviet har vi tolket dette skriftsted i Esajas, som er gentaget i Mika (se Mika 4:1-2) som gældende dette hellige Herrens hus. Og om dette sted har et stadigt større antal fra hele verden siden dets indvielse i virkeligheden sagt: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier.«

Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at det er denne kirkes mission at stå som et banner for folkene og et lys for verden. Vi har fået en storslået, altomfattende befaling, hvorfra vi ikke kan vige eller vende os bort. Vi accepterer denne befaling, og vi er fast besluttet på at opfylde den, og med Guds hjælp vil vi gøre det.

Der er kræfter rundt omkring os, som vil afskrække os fra at yde denne indsats. Verden trænger sig konstant ind på os. Fra alle sider føler vi presset til at opbløde vores holdning, give efter, lidt her og lidt der.

Vi må aldrig tabe vores mål af syne. Vi må altid foran os have det mål, som Herren har sat for os.

For at citere Paulus:

»I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.

Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet« (Ef 6:10-12).

Vi skal stå fast. Vi skal modstå verden. Hvis vi gør dette, vil den Almægtige være vores styrke og vores beskytter, vores vejleder og vores åbenbarer. Vi vil have den tryghed at vide, at vi gør det, som han ønsker, vi gør. Andre er måske ikke enige med os, men jeg er overbevist om, at de vil respektere os. Vi vil ikke blive efterladt alene. Der er mange, som ikke er af vores tro, men som føler, som vi gør. De vil støtte os. De vil styrke os i vores indsats.

Vi må ikke være arrogante. Vi må ikke være selvretfærdige. Selve den situation, som Herren har sat os i, kræver, at vi er ydmyge som modtagere af hans vejledning.

Selv om vi ikke kan være enige med andre på visse punkter, må vi ikke være ubehagelige. Vi skal være venlige, blide, omgængelige og forstående.

Nu fremhæver jeg et tema, som allerede har været omtalt ved denne konference. Til vore unge, denne generations herlige ungdom, siger jeg: Vær tro. Hold fast ved troen. Stå fast på det, I ved er rigtigt.

I står over for enorme fristelser. De kommer til jer i de populære underholdningshaller, på internettet, i film, i fjernsynet, i billig litteratur og på andre måder – listigt, pirrende og vanskeligt at modstå. Kammeraters pres kan være næsten overvældende. Men, mine kære unge venner, I må ikke give efter. I skal være stærke. I må se fremad i stedet for at give efter for den forførende fristelse i nuet.

Besynderligt udseende underholdere tiltrækker store mængder af vore unge. De bliver rige af deres høje entrépriser. Deres sange, mange af dem, er vovede af natur.

Pornografi er overalt med dens fristende indbydelse. I skal vende jer bort fra den. Den kan gøre jer til slaver. Den kan ødelægge jer. Erkend den for det, den er – billige og snuskede ting, der er skabt og distribueret af personer, som bliver rige på bekostning af dem, som ser det.

Helligheden af sex bliver fuldstændig ødelagt af dens slibrige fremstilling i medierne. Det, som ifølge sin natur er smukt, bliver fordærvet i sin populære præsentation. Jeg var glad for at se, at vores kirkeejede fjernsynsstation her i Salt Lake City nægtede at udsende et program af slibrig karakter. Det var også interessant at bemærke, at den eneste anden station, der tilhørte dette netværk, som annullerede denne udsendelse, lå i South Bend i Indiana, hvor University of Notre Dame ligger. Det er godt at vide, at der er andre, som har lige så stærke følelser, som vi har, og er villige til at gøre noget ved det.

Livet er bedre end det, der ofte bliver skildret. Naturen er bedre end det. Kærligheden er bedre end det. Denne form for underholdning er kun en ond karikatur af det gode og smukke.

I unge mænd og unge piger, som hører mig i dag, I universitetsstuderende på mange universiteter ved, at et af de store problemer på disse universiteter er drikkegilder. Det formindsker evner. Det ødelægger liv. Det spilder penge og tid og konstruktiv indsats. Hvor er det et ynkeligt syn at se fine unge mennesker skade sig selv og ødelægge deres muligheder på grund af for meget drikkeri.

Det var en stor hyldest til de studerende på Brigham Young University, da Princeton Review fandt dem som værende »de mest fuldstændige ædru« studerende i Amerika. De fleste af jer kan selvfølgelig ikke gå på BYU, men uanset hvor I er, kan I efterleve de samme standarder, som kræves på BYU’s område.

Jeg læste for nyligt i vores blad, New Era, en artikel om unge sidste dages hellige i Memphis i Tennessee. I nogle tilfælde er de de eneste sidste dages hellige på deres skole. En af dem blev citeret for at sige: »Måske er jeg det eneste medlem på min skole, men … selv når jeg er fysisk alene, er jeg aldrig åndeligt alene« (i Arianne B. Cope, »Smiling in Memphis«, New Era, okt. 2003, s. 23-24).

En anden er citeret: »Jeg kender en masse teenagere, som spekulerer på , om de virkelig ved om evangeliet er sandt. Men … her skal du på den ene eller anden måde vide det, for folk spørger dig om det hver dag. Hver gang man besvarer et spørgsmål, bærer man sit vidnesbyrd« (New Era, okt. 2003, s. 25).

Disse unge mennesker, spredt over denne store by, har lært at stå sammen, at støtte hinanden.

Må Gud velsigne jer, mine kære unge venner. I er den bedste generation, vi nogen sinde har haft. I kender evangeliet bedre. I er mere trofaste i jeres pligter. I er stærkere, når I møder de fristelser, der kommer til jer. Lev efter jeres standarder. Bed om vejledning og beskyttelse fra Herren. Han vil aldrig lade jer være alene. Han vil trøste jer. Han vil støtte jer. Han vil velsigne og gøre jer bedre samt gøre jeres belønning sød og smuk. Og I vil opdage, at jeres eksempel vil tiltrække andre, som vil få mod ved jeres styrke.

Og som det er med de unge, er det med jer voksne. Hvis denne kirke skal være et banner for folkene og et lys for verden, skal vi udstråle Kristi liv mere, individuelt og i vores personlige situation. Når vi står for det rette, må vi ikke frygte konsekvenserne. Vi må ikke være bange. Paulus sagde til Timotheus:

»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.

Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).

Denne kirke, siger jeg, er langt mere end en social organisation, hvor vi samles for at nyde hinandens selskab. Den er mere end Søndagsskolen og Hjælpeforeningen og præstedømmemødet. Den er mere end nadvermødet, endog mere end tempeltjeneste. Det er Guds rige på jorden. Det påhviler os at handle på en måde, der er passende for medlemskab af dette rige.

I mænd, der bærer præstedømmet, har sådan et stort ansvar. I skal undgå verdens dårlige og lokkende stemmer. I skal rejse jer over det. I skal stå frem med Guds præstedømme. I skal sky ondskab i alle dets former og påtage jer godhedens og anstændighedens natur, lade lyset, det guddommelige lys, skinne i jeres handlinger.

Et hjem kan på ingen måde være et tilflugtssted og fredfyldt, hvis den mand, som bor der, ikke er en forstående og hjælpsom ægtemand og far. Den styrke, der kan fås i vores hjem vil gøre os bedre i stand til at møde verden, gøre os mere acceptable i det samfund, vi bevæger os i, mere værdifuld for dem, som ansætter os – bedre mænd.

Jeg kender masser af sådanne mænd. Det er tydeligt, at de elsker deres hustru og deres børn. De er stolte af dem. Og det vidunderlige er, at de er fantastisk succesfulde i deres valgte profession. De bliver bedre og ærede og respekterede.

Og til jer kvinder. Jeg talte længe til kvinderne i Hjælpeforeningen for en uge siden. Den tale udtrykte mine inderlige synspunkter vedrørende jer. I kan også udstråle Kristi lys. I kan også være stærke og opmuntrende og smukke og hjælpsomme.

Jeg minder os alle om, at vi er sidste dages hellige. Vi har indgået pagt med vor himmelske Fader, hellige og bindende pagter. Disse pagter vil, hvis vi holder dem, gøre os til bedre fædre og mødre, bedre sønner og døtre.

Jeg tror, at andre vil samles omkring os, hvis vi gør det. Vi kan stå for sandhed og godhed, og vi vil ikke stå alene. Desuden vil vi have himlens usete kræfter til at hjælpe os.

Jeg tager jer tilbage til Det Gamle Testamente:

»Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: ›Ak, herre, hvad skal vi gøre?‹

Men han sagde: ›Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!‹

Så bad Elisa: ›Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!‹ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa« (2 Kong 6:15-17).

Herren har sagt til os:

»Frygt derfor ikke, lille hjord! Gør godt! Lad jord og helvede forene sig imod dig; thi dersom I er bygget på min klippe, kan de ikke få overhånd …

Vend alle jeres tanker mod mig. Tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:34, 36). I Jesu Kristi navn. Amen.