Unge Mænd – Bærere af nøglerne

Jeg har i min hånd et eksemplar af et søndagsskolehæfte med titlen Leaders of the Scriptures, som blev trykt i 1947. Forfatterne var Marion G. Merkley og Gordon B. Hinckley. 56 år siden!. Dette hæfte har været i mit hjem i mange år og er en del af motivationen bag denne tale.

En af de mest betydningsfulde begivenheder i genoprettelsen er gengivelsen af Det Aronske Præstedømme i maj 1829. Johannes Døber viste sig for profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery.

Joseph fortæller: »Medens vi således bad og påkaldte Herren, nedsteg et sendebud fra himlen i en lyssky, og efter at have lagt hænderne på os ordinerede han os, idet han sagde:

I Messias’ navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse.«¹

Der er ved dette præstedømmemøde ved generalkonferencen ti tusinder unge mænd, som har Det Aronske Præstedømme og som tilhører diakonernes, lærernes og præsternes kvorummer over hele verden. Hvert kvorum ledes af et kvorumspræsidentskab, deriblandt en præsident, som har nøgler til at lede det enkelte præstedømmekvorum.

Mange af os kunne anse disse ungdommelige ledere for at være for unge til at have disse vigtige ansvarspositioner. Lad os tænke over nogle få eksempler på, hvad unge i virkeligheden kan gøre.

For det første profeten Jeremias:

»Herrens ord kom til mig:

›Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.‹

Jeg svarede: ›Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!‹

Men Herren sagde til mig: ›Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå, og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale‹ …

Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig: ›Nu lægger jeg mine ord i din mund.‹«²

Hvis Herren ønskede det, kunne han så ikke også lægge ordene i munden på en 13-årig præsident for diakonernes kvorum, som har »nøglerne til engles betjening«?

En anden ung mand, Timotheus, blev missionærkammerat til apostlen Paulus. Paulus’ breve til Timotheus er en hyldest til denne meget unge mands tro og vidnesbyrd. Lad mig læse nogle få uddrag fra disse breve:

»Lad den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse, flamme op …

[Kristus] frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse.«³

»Og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom …«⁴

Ligesom med Timotheus, ville en 14-årig kvorumspræsident for lærerne så ikke også være berettiget til en »nådegave fra Gud«, når han indsættes af biskoppen? Er kaldelsen af lærernes kvorumspræsident også »en hellig kaldelse«? Kan en 16-årig præst have »visdom«? Skrifterne giver os et rungende JA!

Et af de største eksempler på en meget ung mand, som bidrog med noget af enorm betydning er Mormon. Lad os læse blot en del af hans beretning:

»Nu giver jeg, Mormon, en beretning om det, som jeg både har set og hørt og kalder den Mormons Bog.

Omtrent på den tid, da Ammaron gemte optegnelserne i Herren, kom han til mig (jeg var da omtrent ti år gammel og begyndte at få nogen undervisning efter mit folks lærdom), og Ammaron sagde til mig: Jeg ser, at du er et forstandigt barn med skarp opfattelsesevne.

Og se, du skal tage Nephis plader med dig, og resten skal du efterlade på stedet; og du skal indgravere på Nephis plader alt det, som du har iagttaget angående dette folk.«⁵

»… Og selv om jeg var ung, var jeg dog stor af vækst; derfor valgte Nephis folk mig til at være deres leder eller anfører for deres hære.

Derfor marcherede jeg i mit sekstende år i spidsen for en nephitisk hær ud imod lamaniterne.«⁶

Hvilken kronologi af begivenheder i sådan et kort liv! Han begyndte at forberede sig til sin profetiske kaldelse i en alder af 10 år og modtog kundskab om gamle hellige optegnelser. Efter at være blevet udpeget af Nephis folk blev han leder for den nephitiske hær i en alder af 16 år.

I juni i det år jeg blev 12 år gammel, blev jeg involveret i en ulykke med en hest, mens jeg uddelte aviser i min gamle hjemby Randolph i Utah. Jeg var i kørestol i et halvt år, indtil jeg første gang gik juledag. Jeg husker, at medlemmerne af mit kvorumspræsidentskab for diakonerne kom hjem til mig for at besøge mig – Dale Rex, Doug McKinnon og andre, som var 13 år gamle ledere i diakonernes kvorumspræsidentskab. De syntes at forstå deres ansvar for mig som medlem af deres kvorum.

Jeg stod for nylig ved bagageafhentningen i Salt Lake City International Airport, da en kvinde kom hen til mig og spurgte om mit navn. Jeg genkendte hende som en tidligere klassekammerat fra South Rich High for år tilbage. Hun havde forandret sig, siden jeg sidst så hende. I ved alle, hvordan det føles ved den frygtede genforening for high school-elever. Hun havde fået nogle ekstra grå hår og nogle få rynker. (Selvfølgelig havde jeg ikke ændret mig). Det var tydeligt, at hun var ude for at hente sit missionærbarn, som skulle komme hjem fra en mission. Det overraskede mig. Mens hun stadig gik i skole, var hendes familie, som ikke var medlemmer af Kirken, flyttet ind i vores lille samfund. Hendes navn var Alice Gomez. Hun var på omkring samme alder som mig og mine venner. Jeg husker, at hun var venlig og altid høflig, men at hun aldrig kom til nogle af vore kirkemøder.

Jeg sagde til hende: »Alice, fortæl mig din historie. Du er tydeligvis nu et aktivt medlem af Kirken, men blev aldrig medlem, mens vi gik i skole.«

Hendes svar var fordømmende: »Nej, der var ingen, der indbød mig!« Wow! Vores kvorum lavede virkelig en brøler her.

Jeg hørte for nylig om et kvorum af unge præstedømmebærere på Jamaica, som besluttede at hjælpe missionærerne med deres arbejde. Så dette kvorum af unge mænd gik ud og bankede på døre i et forsøg på at finde aftaler til missionærerne. De fandt hurtigt flere henvisninger, end missionærerne kunne klare.

Et kvorum af præster i Kaysville i Utah besluttede, at de ikke ville miste ét medlem af deres kvorum. Hele kvorummet tog hen til et mindre aktivt medlems hjem og havde deres søndagslektion siddende rundt om den mindre aktive drengs seng. Snart sluttede denne unge mand sig til sit kvorum, og de tog søndagslektionen med ud i et andet hjem.

I år 2003 er der mere end 26.000 ward og grene i Kirken, med omkring 78.000 kvorummer for diakoner, lærer og præster. Sikke en hær!

Det bidrag, som kvorummerne i Det Aronske Præstedømme kunne yde til værket med at omvende, bevare og aktivere andre medlemmer af deres kvorummer er enormt.

Hvis den 16 år gamle Mormon kunne være kommanderende officer i en stor militær hær, og hvis Jeremias som barn kunne få lagt ordene i sin mund af den almægtige Gud, og hvis Timotheus kunne være så vis, som han var, så kan hver eneste ung mand inden for min stemmes rækkevidde klare udfordringerne ved sit kvorumsansvar.

Ansvarene i Det Aronske Præstedømmes kvorummer er ikke mindre vigtige end ansvarene for ældsternes kvorummer og højpræsternes grupper. Husk på, de har »nøglerne til engles betjening«. Vi har brug for, at unge mænd er trofaste i deres kaldelse, kender deres ordinerede rettigheder til at handle i det embede, hvortil de er udpegede.

Jeg vidner om, at disse kvorummer i Det Aronske Præstedømme bærer Guds hellige præstedømme. I Jesu Kristi navn. Amen.