Se løfterne i det fjerne

Jeg vil aldrig glemme en meget varm dag i den frodige regnskov i det sydøstlige Nigeria. Min mand og jeg havde rejst til et af de fjerneste steder i vores mission, så han kunne gennemføre tempelanbefalingsinterview med medlemmerne i Ikot Eyo-distriktet. Nogle af medlemmerne i dette voksende distrikt havde været medlemmer af Kirken i mindre end to år. Alle medlemmerne boede ca. 4800 kilometer fra det nærmeste tempel i Johannesburg i Sydafrika. Ingen af dem havde modtaget deres tempelbegavelse.

Disse medlemmer vidste, at vi på den fastsatte dag hver måned ville komme til deres distrikt, men selv vi vidste ikke den præcise time for, hvornår vi ville komme, og kunne ikke ringe, for telefonerne var sjældne i den del af Vestafrika. Så derfor kom disse trofaste afrikanske hellige tidligt om morgenen for at vente hele dagen, hvis det blev nødvendigt, for at få deres tempelanbefalingsinterview. Da vi ankom, lagde jeg mærke til, at der blandt de ventende i den ekstreme varme var to hjælpeforeningssøstre, der var klædt i stormønstrede skørter, hvide bluser og den traditionelle afrikanske hovedbeklædning.

Mange timer senere, efter at alle interviewene var forbi, kørte min mand og jeg tilbage ad det sandede junglespor, og blev enormt overrasket, da vi så disse to søstre, der stadig var gående. Vi forstod, at de var gået fra deres landsby – en tur på ca. 29 kilometer frem og tilbage – bare for at få en tempelanbefaling, som de vidste, at de aldrig ville få det privilegium at kunne bruge.

Disse nigerianske hellige troede på præsident Howard W. Hunters råd: »Det vil behage Herren, at hver eneste voksent medlem af Kirken var værdig til – og besad – en gyldig tempelanbefaling, selvom afstanden til templet måske ikke muliggør en umiddelbar eller hyppig brug af den.«¹ I hånden holdt de et omhyggeligt foldet rent lommetørklæde, hvori de bar deres værdifulde anbefaling. Jeg bærer deres eksempel på tro, omhyggeligt indpakket i mit hjerte.

Disse to pagt-hjælpeforeningssøstre er eksempel på betydningen af Almas belæring »angående tro: Tro er derfor ikke at have fuldkommen kundskab om noget; men dersom I har tro, har I håb om det, som ikke ses, men som er sandt.«²

Tro er den mest personlige refleksion af tilbedelse af – og hengivenhed til – vor himmelske Fader og hans enbårne Søn, Jesus Kristus. Forankret i dette første og vigtigste princip i evangeliet, ser vi hen til vor Frelser, idet vi ved, at »Jesus [er] troens banebryder og fuldender.«³

Min tipoldetante, Laura Clark Phelps, var det første medlem af familien Clark, som sluttede sig til Kirken. Hun var en kvinde, som på enestående vis viste tro på Herren, og som stod fast, uden at tvivle.⁴

Lauras arv belærer meget om troens lærdom som »tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.«⁵ Hun fik sin patriarkalske velsignelse af Joseph Smith senior. Her blev hun rådet til at være trofast, så ville hun få en arv i Zion. Hun fik endvidere at vide, at hun skulle »påkalde Gud i tro, og hvis du vil, vil du modtage alle dit hjertes ønsker.«⁶

Laura og hendes mand kendte profeten Joseph Smith. Ved en bestemt lejlighed kom profeten og hans broder Hyrum løbende til deres gård uden for Far West i Missouri, hvor Laura gemte dem bag et forhæng. Hun mødte roligt pøbelens ledere, som kort efter kom løbende ind i huset i deres søgen efter profeten.

Laura oplevede de glæder og den fattigdom og de strabadser, som de første medlemmer af Kirken i denne uddeling var udsat for. Hendes tro voksede, mens hun blev drevet bort fra sine hjem og adskilt fra sin mand ved forskellige lejligheder. Som en effektiv jordemoder arbejdede og rejste hun både nat og dag i al slags vejr for at kunne hjælpe med til at sørge for sin familie. Denne overanstrengelse og udsættelse for et hårdt liv krævede sin pris. Hun døde i en ung alder af 34 år og efterlod sig sin ægtemand og fem børn. Hun levede ikke, så hun kunne se sine børn, sine børnebørn eller oldebørn efterfølge hende i troen. Hun oplevede ikke velsignelserne ved at modtage sin egen tempelbegavelse i dette jordeliv, velsignelser, som jeg tror, at hun ville have sat pris på.

Lauras trofaste liv vidner om dette vers fra Hebræerbrevet: »Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden.«⁷ Troen levede i Laura, og Laura efterlevede sin tro.

Jeg elsker min tipoldetante Laura og bærer hendes eksempel i mit hjerte. Hun minder mig om, ligesom søstrene fra Hjælpeforeningen i Nigeria, at »alt er muligt for den, der tror.«⁸

Troen, den åndelige evne til at blive overtalt af løfterne, som ses »i det fjerne«, men som måske ikke opnås i dette liv, er en sikkerhed for dem, som i sandhed tror. Ældste Bruce R. McConkie udtrykte denne sandhed med disse ord: »Tro kræver i sin fulde og reneste form en urokkelig forvisning og … absolut tillid til, at [Gud] vil høre vore bønner og opfylde vores bønfaldelse«⁹ i sin egen bestemte tid. Når vi tror på det, kan vi også »stå fast i troen«¹⁰ i dag og i morgen.

Det betyder ikke noget, hvor vi bor, eller hvordan vore individuelle forhold er. Vi kan hver dag med vores retfærdige levevis udvise en tro på Jesus Kristus, som overgår enhver jordisk smerte i hjertet, skuffelser og uopfyldte løfter. Det er vidunderligt at besidde en tro, som gør det muligt for os at se frem til den dagen, »når alt, som var lovet Guds børn, skal dem gives.«¹¹

Mens de vandrede med »tro i hvert fodtrin« ad det sandede junglespor i Vestafrika, kunne disse tapre nigerianske søstre ikke have forestillet sig, at murene til et helligt Guds tempel en dag ville rejse sig i deres eget land. De kunne ikke have forestillet sig, at de inspirerede ord fra en anden Guds profet, præsident Gordon B. Hinckley ville frembringe de lovede velsignelser, som de håbede på, og som de havde set »i det fjerne«. De vidste kun, at Herren havde genoprettet sit evangelium i denne tid, og at et vidnesbyrd om dette evangelium brændte i deres hjerte og at troen oplyste deres vej i livet. De reagerede på en profets råd om at være værdige og altid have en tempelanbefaling.

Min mand og jeg mindedes med kærlighed disse søstre og så mange andre vestafrikanske hellige på den minderige dag i april 2000, hvor præsident Gordon B. Hinckley sagde: »Vi bekendtgør endvidere ved denne konference, at vi håber at opføre et Herrens hus i Aba i Nigeria.«¹² Brødre og søstre, jeg vidner om, at somme tider »bekræfter … mirakler … troen«¹³ Templerne i Afrika er enestående eksempler på mirakler, som er udført ved så mange helliges tro i de små landsbyer og større byer, som er spredt over dette store kontinent.

Jeg er dybt taknemlig for, at jeg har set den tro, som bragte de to pionerer i Afrika så mange kilometer til et tempelanbefalingsinterview. Jeg glæder mig over, at templet som bygges i Nigeria vil bringe disse kvinder, deres familier og tusindvis af andre muligheden for at bruge deres tempelanbefalinger både som et symbol og virkeliggørelse af deres tro.

Af og til ligger de velsignelser, som vi endnu skal modtage i vores liv udover den menneskelige fatteevne. Jeg vidner om, at det altid er tro, som gør det muligt for os med en åndelig vision »i det fjerne« at se alt det, som Gud har til hensigt at give sine børn.

På samme måde som disse søstre vidste – de to, som vandrede ad det sandede junglespor – så ved jeg, at Gud lever. Han elsker hver eneste af os på hvert eneste kontinent og ønsker at velsigne os hver især. Jeg ved, at vores tro på Jesus Kristus kan opretholde os hver eneste dag, mens vi gør »alt, hvad der står i vores magt«; da kan vi »med største vished vente at se,«¹⁴ at de løfter, som vi ser »i det fjerne« en dag vil bringe alle de velsignelser, som vi håber på. I Jesu Kristi navn. Amen.