Kirkens tilstand

Mine kære søskende i hele verden: Vi hilser jer i vor Forløsers navn. Vi sender vores kærlighed og vore velsignelser. Jeg roser jer for det, som I gør for at fremme Herrens værk.

Jeg taler endnu engang om dette værks vækst og betydning. Jeg tænker på mødet for en lille kreds i Peter Whitmers hus den 6. april 1830. Her blev Kirken organiseret, og her begyndte den lange vandring, der har bragt den til dens nuværende størrelse.

Vores folk har gennemgået undertrykkelse og forfølgelse. De er blevet fordrevet og har oplevet alle former for ondskab. Og det hele har ført til noget, som i dag er herligt at beskue.

Ved indledningen til dette værk erklærede Herren:

»Hør, o, I min kirkes folk, siger hans røst, som bor i det høje, og hvis øjne hviler på alle mennesker. Ja, sandelig siger jeg: Hør, I folk, som er langt borte, og I, som bor på øerne i havet, lyt alle.

Thi sandelig, Herrens røst lyder til alle mennesker, og ingen skal kunne undfly. Der findes intet øje, som ikke skal se, ej heller øre, som ikke skal høre, ej heller hjerte, som ikke skal gennembores …

Og en advarselsrøst skal gå ud til alle mennesker gennem mine disciples mund, som jeg har valgt i de sidste dage.

Og de skal gå ud, og ingen skal kunne hindre dem; thi jeg, Herren, har befalet dem at gå« (L&P 1:1-2, 4-5).

Der kan ikke herske nogen tvivl om vores ansvar over for jordens befolkning. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at vi stadig søger at opfylde dette ansvar.

Nu hvor jeg taler til jer i dag, kan de fleste medlemmer af Kirken, uanset hvor I bor, høre mig. Det er et mirakel. Hvem havde førhen kunnet forestille sig denne mulighedernes tid, som vi lever i?

Vi har nu stærke menigheder i alle stater i USA og alle provinser i Canada. Ligeledes i Mexico, alle de centralamerikanske lande og hele Sydamerika. Vi har stærke menigheder i Australien og New Zealand og på stillehavsøerne. Vi har fået et godt fodfæste i Orienten. Vi findes i alle øst- og vesteuropæiske lande, og vi har fået et godt fodfæste i Afrika.

Vi anerkendes for vore programmers dyder og alt det gode, de gør.

En avis i Californien skrev for nylig: »De hvide skjorter, rygsækkene og cyklerne afslører dem, endnu før man ser Mormons Bog.

De ser ens ud, og med god grund.

Disse hære af unge mænd – missionærer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – har strenge regler på deres mission i hele verden.

I to år bruger de 60 timer ugentligt på at arbejde med kirkelige ting, bede, studere og fortælle andre om det evangelium, som har fået dem til at forlade familie, venner og deres trygge hjem.

Kontakten til deres kære begrænser sig til breve og to opringninger om året.

De bor enkelt i private huse og lejligheder sammen med deres missionærkammerat, står op kl. 6 for at studere og bede om vejledning til deres arbejde, som de udfører til sent om aftenen …

Denne tilværelse, siger de, er et offer og den største nydelse, de kan forestille sig« (Priscilla Nordyke Roden, »Answering the Call,« San Bernardino County Sun, 26. aug. 2003, s. B1).

Dette kunne være skrevet om vore missionærer i over 120 lande, hvor de tjener.

Det er et stort mirakel, at vi har 60.000 af dem; de fleste er unge mennesker, som giver verden af deres tid og vidnesbyrd.

Jeg mødtes for nylig med en gruppe missionærer, der skulle afløses dagen efter og rejse hjem. De kom fra mange forskellige lande, lige fra Mongoliet til Madagaskar. De var rene, intelligente og begejstrede. De talte om deres kærlighed til Kirken, deres missionspræsident og kammerat. Hvor er dette program i Kirken skønt og enestående.

Og også andre programmer.

Pressen roste os for nylig for at have skænket 3 millioner dollars til at vaccinere børn i Afrika mod mæslinger. Disse penge kom ikke fra tiende. De kom fra de trofastes bidrag til Kirkens humanitærarbejde. Vi har indledt samarbejde med Amerikansk Røde Kors, United Nations Foundation, Centrene for Sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse, FN’s Børnefond, WHO samt Pan American Health Organization for at vaccinere 200 millioner børn og hindre 1,2 millioner dødsfald forårsaget af mæslinger i de næste fem år. Vores bidrag alene vil skaffe vaccine til tre millioner børn.

Hvor er det dog fantastisk og vidunderligt. Og sådan er det med alle vore humanitære programmer.

En ting til.

I marts 2001 bekendtgjorde vi, at Kirken arbejdede på en plan for at hjælpe vore hjemvendte missionærer og andre unge voksne til at få en uddannelse og lærepladser, som skulle føre til bedre jobmuligheder i mindre bemidlede lande med færre muligheder.

Vi bad dem, som ønskede at hjælpe til, om at bidrage til en fond, Den Selvsupplerende Uddannelsesfond, opbygget efter samme mønster som Emigrationsfonden i det 19. århundrede. Jeg kommer her med en kort rapport om, hvad der sker med planen.

Takket være jeres gavmilde bidrag har vi kunnet holde trit med det stigende behov for lån. Indtil dato har Kirken tildelt 10.000 lån til unge mænd og kvinder i Latinamerika, Asien, Afrika og andre områder i Kirken. Disse unge mennesker er gået ind på at tilbagebetale deres lån, så andre også kan få samme mulighed.

Mange har gennemført og har nu glæde af deres uddannelse. Indtil nu har 600 unge mænd og kvinder færdiggjort deres uddannelse. De fleste af dem har fået godt arbejde. Mange flere vil i de næste måneder færdiggøre deres uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet der, hvor de bor. De vil yde bidrag til verden, opdrage familier og tjene i Kirken. Mange er allerede på vej til at nå disse mål.

Patrick var fx den første elev under Fonden, som i Jamaica blev færdig med sin uddannelse. Hans grunduddannelse inden for ledelse skaffede ham et godt betalt arbejde i lufthavnen og en lovende fremtid. Han begyndte straks tilbagebetalingen af sit lån.

Flavia, en søster fra en ret fattig del af Sydamerika, havde ikke de store muligheder eller midler til en uddannelse og fast arbejde, før hjælpen kom gennem Fonden til at få en edb-uddannelse. Med hjælp fra Kirkens Arbejdsformidling fandt hun efter sin uddannelse arbejde i et godt firma. Hun siger: »I dag har jeg ansvaret for den økonomiske rådgivning på et af de største hospitaler i Recife og bruger [et avanceret] computersystem. Jeg var en af dem, som var med til at indføre denne økonomistyring i firmaet.«

Der er mange sådanne eksempler. Vi er glade for at kunne meddele, at planen fungerer godt og vokser gradvist med vores erfaring. De første rapporter om tilbagebetalinger er opmuntrende. Vi takker atter for jeres gavmildhed, interesse og bønner for Den Selvsupplerende Uddannelsesfond.

Man sagde engang, at solen aldrig går ned over det britiske imperium. Dette imperium er nu blevet mindre. Men det er rigtigt, at solen aldrig går ned over Herrens værk, når det rører folk i hele verden.

Og det er kun begyndelsen. Vi har knap nok ridset i overfladen. Vi arbejder for mænds og kvinders sjæle overalt. Vores arbejde kender ingen grænser. Det vil fortsætte under Herrens forsyn. De lande, som nu er lukkede for os, vil en dag åbnes. Det tror jeg på. Det mener jeg. Det er mit vidnesbyrd.

Den lille sten, som blev revet løs fra bjerget uden brug af hænder, ruller frem og opfylder jorden (se Dan 2:31-45; L&P 65:2).

Lad mig sige til de sidste dages hellige, nu hvor vi samles til denne store konference: Gud velsigne jer. Hold fast i troen, vær tro mod jeres pagter. Følg evangeliets lys. Opbyg Guds rige på jorden.

Kirken befinder sig i en vidunderlig tilstand og kan og vil udvikle sig. Den vil vokse og styrkes.

Vi er ganske almindelige mennesker, som er en del af en ganske særlig indsats. Vi er mænd og kvinder, som bærer den levende Guds præstedømme. De, som er gået forud for os, har udrettet undere. Vi har mulighed for, og det er vores udfordring, at fortsætte denne store indsats, hvis fremtid vi knap kan forestille os.

Tak søskende, for jeres tro og trofasthed. Tak for den kærlighed, I har til den Almægtiges værk. Vi lever i verden. Vi arbejder i verden. Men vi må hæve os over verden i Herrens værk og søge at opbygge hans rige på jorden. Lad os nu sammen deltage i en stor verdenskonference med mænd og kvinder, som virkelig er søskende og Guds børn.

I de næste to dage vil vi høre fra mange af vore medlemmer. Ingen er blevet bedt om at tale om noget bestemt, men de har alle bedt Herren om at kunne sige noget, der vil hjælpe, inspirere og opløfte tilhørerne.

Må himlen velsigne jer. Må I være trofaste og tro mod den store og herlige sag, som I er gået ind til. Det beder jeg om i vor Forløser Jesu Kristi navn. Amen.

Nu har vi noget ganske særligt. Jeg vil bede bror David B. Haight om at komme hen til talerstolen. Han er en stor, gammel kriger. Han er 97 år. Han har levet længere end nogen anden apostel i denne uddeling. For nylig blev han syg og har haft lidt problemer. Men han ønskede at komme denne formiddag og blot vinke til jer for at vise den taknemmelighed og påskønnelse og store kærlighed til jer, som han føler. Og til ham, kære ven, siger vi: Må Gud velsigne dig og helbrede dig. Vi elsker dig, vi opretholder dig, vi beder for dig. Må himlens velsignelser hvile på dig, kære bror Haight. Tak.

Ældste Haight: Tak.

Præsident Hinckley: Vil du vinke til alle disse mennesker?

Ældste Haight: Ja, det skal jeg. Jeg vinker. Tak, tak. Dejligt at være sammen med jer.

Præsident Hinckley: Tak.

Ældste Haight: Tak.

Præsident Hinckley: Vi vil undskylde ham nu. Han vil se konferencen i fjernsynet. Han har virkelig været en tapper soldat i Herrens hær. Mange tak, bror Haight.