Israels hyrder

Brødre, i aften vil jeg gøre noget lidt usædvanligt. Jeg vil gentage nogle dele af en tale, som jeg holdt for 15 år siden til konferencens præstedømmemøde. Jeg vil tale om og til Kirkens biskopper, denne vidunderlige gruppe mænd, som på meget bogstavelig vis er Israels hyrder.

Hver eneste, som er til stede ved denne konference, står til ansvar over for en biskop eller grenspræsident. Det er voldsomme byrder, som disse biskopper bærer, og jeg opfordrer hvert eneste medlem af Kirken til at gøre alt, hvad han eller hun kan for at lette den byrde, som vore biskopper og grenspræsidenter arbejder under.

Vi må bede for dem. De har brug for hjælp, når de bærer deres tunge byrder. Vi kan støtte dem mere og være mindre afhængige af dem. Vi kan hjælpe dem på alle mulige måder. Vi kan takke dem for alt det, de gør for os. Vi slider dem ned på ganske kort tid med de byrder, vi lægger på dem.

Vi har flere end 18.000 biskopper i Kirken. Hver eneste er en mand, som er blevet kaldet ved profetiens og åbenbaringens ånd og indsat og ordineret ved håndspålæggelse. De besidder alle nøglerne til at præsidere i deres ward. Hver eneste er højpræst, den præsiderende højpræst i sit ward. Hver eneste bærer kolossale ansvar i sin forvaltning. Hver eneste står som en far for sin flok.

Ingen modtager penge for sin tjeneste. Ingen biskop i et ward får kompensation af Kirken for sit arbejde som biskop.

Kravene til deres stilling er i dag de samme, som de var på Paulus’ tid. Han skrev til Timotheus:

»En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer,

ikke drikfældig eller voldsom [dvs. ikke en tyran eller en voldelig person] … ikke stridbar og ikke glad for penge.

Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed;

for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?

Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom« (1 Tim 3:2-6).

I sit brev til Titus tilføjer Paulus, at »som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på …

han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod« (Tit 1:7, 9).

Disse ord beskriver rammende en biskop i dag i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Lad mig nu tale direkte til de tusinder af biskopper, som er til stede i aften. Lad mig først sige, at jeg elsker jer for jeres integritet og godhed. I skal være mænd med integritet. I må være eksempler for menigheden, som I præsiderer over. I må stå på et højere niveau, så I kan løfte andre. I må være fuldstændig ærlige, for I varetager Herrens midler, folkets tiende, offerydelser, som kommer af deres faste, og bidragene, som de yder af deres egne begrænsede ressourcer. Hvor stort er ikke jeres tillidshverv, som vogter af Herrens pung!

Jeres godhed må være som et banner for jeres folk. Jeres moral må være uplettet. Djævelens rænker kan være spundet foran jer, fordi han ved, at hvis han kan ødelægge jer, kan han skade et helt ward. I må udvise visdom i alle forhold, for at ingen i jeres observerede handlinger kan tillægge jer en plet af moralsk synd. I kan ikke give efter for fristelsen til at læse pornografisk litteratur, eller blot i jeres lønkammer se pornografiske film. Jeres moralske styrke må være sådan, at hvis I nogensinde bliver nødt til at dømme om andres tvivlsomme moral, kan I gøre det uden personlig kompromis eller forlegenhed.

I kan ikke bruge jeres embede som biskop til at fremme jeres egne forretningsinteresser, for at ingen efterfølgende beskyldninger om finansielle uheld kan bringes op imod jer af dem, der gav efter for jeres overtalelsesevner.

I kan ikke kompromittere jeres kvalifikationer til at sidde som almindelig dommer i Israel. Det er et foruroligende og formidabelt ansvar at være dommer for folket. I skal i nogle situationer være deres dommer med hensyn til værdighed til at være medlem af Kirken, værdighed til at træde ind i Herrens hus, værdighed til at blive døbt, værdighed til at modtage præstedømmet, værdighed til at tjene på mission, værdighed til at undervise og til at tjene i organisationerne. I skal bedømme andres berettigelse til i dårlige tider at modtage hjælp fra folkets fasteoffer og modtage varer fra Herrens forrådshus. Ingen, som I er ansvarlige for, må gå sultne eller uden tøj eller husly, selv om de måske tøver med at spørge. I må kende noget til forholdene hos alle i flokken, som I præsiderer over.

I skal være deres rådgiver, deres trøster, deres anker og styrke i tider med sorg og nød. I skal være stærke med den styrke, som kommer fra Herren. I skal være kloge med den visdom, som kommer fra Herren. Jeres dør skal være åben for at høre deres råb, jeres ryg stærk til at bære deres byrder, jeres hjerte følsomt for at bedømme deres behov, jeres gudfrygtige kærlighed bred og stærk nok til at omfatte selv synderen og kritikeren. I skal være tålmodige mænd, villige til at lytte og stræbe efter at forstå. I er den eneste, som nogle kan henvende sig til. I skal være der, når alle andre udveje er mislykkede. Lad mig læse for jer nogle få linier fra et brev sendt til en biskop.

»Kære biskop

Det er næsten to år siden, jeg desperat ringede til dig og bad om hjælp. På det tidspunkt var jeg parat til at slå mig selv ihjel. Jeg havde ingen andre at vende mig til – ingen penge, intet arbejde, ingen venner. Mit hus var solgt på tvangsauktion, og jeg havde intet sted at bo. Kirken var mit sidste håb.

Som du ved, havde jeg forladt Kirken som 17-årig og brudt næsten enhver regel og befaling, som findes, i min søgen efter lykke og tilfredsstillelse. I stedet for lykke var mit liv fyldt med elendighed, sjælekval og fortvivlelse. Der var intet håb eller nogen fremtid for mig. Jeg bad tilmed Gud om at lade mig dø, at fjerne mig fra min elendighed. Selv ikke han ønskede mig. Jeg følte, at han også havde afvist mig.

Da var det, at jeg henvendte mig til dig og Kirken …

Du lyttede med forståelse, du rådgav, du vejledte, du hjalp.

Jeg begyndte at udvikle mig og få en forståelse og viden om evangeliet. Jeg lærte, at jeg måtte gennemføre visse grundlæggende forandringer i mit liv; det var forfærdelig vanskeligt, men i mit indre havde jeg værdi og styrke til at gøre det.

Jeg lærte, at når jeg efterlevede evangeliet og omvendte mig, forsvandt min frygt. Jeg blev fyldt med en indre fred. Skyerne af sjælekval og fortvivlelse var væk. På grund af forsoningen blev mine svagheder og synder tilgivet gennem Jesus Kristus og hans kærlighed til mig.

Han har velsignet og styrket mig. Han har åbnet veje for mig, vejledt mig og holdt mig fra ulykker. Jeg har opdaget, at når jeg overvandt hver forhindring, begyndte min forretning at vokse, hvilket gavnede min familie og fik mig til at føle, at jeg havde udrettet noget.

Biskop, du har givet mig forståelse og støtte igennem disse to sidste år. Jeg ville aldrig have nået så langt uden din kærlighed og tålmodighed. Tak for at være det, du er, som Herrens tjener, for at hjælpe mig, hans vildfarne barn.«

Biskopper, I står som vogtere på tårnet for det ward, I præsiderer over. Der er mange lærere i hvert ward. Men I må være den største lærer blandt dem. I må sørge for, at der ikke sniger sig falsk lære ind blandt folket. I må sørge for, at de udvikler sig i tro og vidnesbyrd, i integritet, retfærdighed og følelse af pligt til at tjene. I må sørge for, at deres kærlighed til Herren styrkes og udtrykker sig selv ved større kærlighed til hinanden.

I må være den, de kan bekende sig til, medvidende i deres dybeste hemmeligheder, og anse det, de betror jer, for fuldstændig ukrænkeligt. Jeres samtale er fortrolig. Den må beskyttes og respekteres over for alle ubudne gæster. Der er måske fristelser til at fortælle. I kan ikke give efter.

Medmindre der direkte er pligt til det ifølge loven i tilfælde med misbrug, så skal det, der fortælles til jer i fortrolighed, ikke videre. Kirken har en servicetelefon, som I kan ringe til i sager om misbrug, som kan komme til jer.

I præsiderer som enkeltpersoner over Det Aronske Præstedømme i wardet. I er deres leder, deres lærer, deres eksempel, hvad enten I ønsker det eller ej. I er den præsiderende højpræst, wardsfamiliens far, som kan tilkaldes som mægler ved uenigheder, som den anklagedes forsvarer.

I præsiderer ved møder, hvor der undervises i læren. I er ansvarlige for disse møders åndelige natur og for omdelingen af nadveren til medlemmerne, for at alle kan blive mindet om de hellige pagter og forpligtelser, som påhviler dem, der har påtaget sig Herrens navn.

I må stå som enkens og den faderløses stærke ven, den svages og den betrængtes, den angrebnes og den hjælpeløses.

Jeres trompets klang skal være bestemt og utvetydig. I jeres ward står I som leder af Herrens hær og fører dem frem til sejr i kampen mod synd, ligegyldighed og frafald.

Jeg ved, at arbejdet til tider er hårdt. Der er aldrig timer nok til at færdiggøre det. Opfordringerne er for mange og for hyppige. I har andre ting at gøre. Det er sandt. I må ikke bedrage jeres arbejdsgiver for tid og energi, der retmæssigt er hans. I må ikke bedrage jeres familie for tid, som tilhører dem. Men som de fleste finder ud af, når I søger om guddommelig vejledning, velsignes I med visdom ud over jeres egen og med styrke og evner, som I ikke vidste, at I havde. Det er muligt at planlægge jeres tid, så at I hverken forsømmer jeres arbejdsgiver, jeres familie eller jeres flok.

Må Gud velsigne de gode biskopper i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Lejlighedsvis har I måske en tendens til at beklage jer over jeres embedes byrder. Men I kender også glæderne ved jeres tjenestegerning. Byrden kan være tung, men I ved, at dette er det dejligste, det mest belønnende og det vigtigste, I nogensinde har gjort uden for jeres eget hjems fire vægge.

Jeg takker Herren for jer. Jeg takker Herren for gode biskopper i denne kirke over hele verden. Jeg beder for jer, alle 18.000. Jeg bønfalder jer om at være stærke. Jeg bønfalder jer om at være tro. Jeg bønfalder jer om at være kompromisløse i jeres eget liv og i de mål, I fastsætter for andre. Selv om jeres dage kan være lange og trættende, må jeres hvile være sød, og må I i jeres hjerte kende den fred, som alene kommer fra Gud til dem, som tjener ham.

Jeg bærer vidnesbyrd om styrken og godheden hos denne kirkes biskopper. Jeg priser rådgivere, som hjælper dem, og alle, som tjener under deres ledelse i kraft af de kaldelser, de fremkommer med.

Vi forventer ikke det umulige af jer. Vi beder om, at I gør jeres allerbedste. Uddelegér til andre alle sider af værket, som I med rette kan. Og overlad derpå sagen i Herrens hænder.

En dag vil I blive afløst. Det vil være en trist tid for jer. Men der vil være trøst, når jeres medlemmer takker jer. De vil heller ikke glemme jer. De vil huske jer og tale med påskønnelse om jer i mange år, for blandt alle Kirkens ledere er I dem, der er nærmest. I er blevet kaldet, ordineret og indsat som hyrder for flokken. I er blevet begavet med skarpsindighed, dømmekraft og kærlighed til at velsigne dem. I løbet af processen vil I velsigne jer selv.

Jeg bærer vidnesbyrd om den guddommelige natur af jeres kaldelse og om den storslåede måde, hvorpå I udfylder den. Må I, jeres rådgivere, jeres hustruer, jeres børn blive velsignet, mens I betjener Herrens børn. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.