Til Kirkens kvinder

Det er sagt: »Vær venlig over for kvinderne. De udgør halvdelen af befolkningen, og er mødre til den anden halvdel.«

Mine kære søstre, I vidunderlige kvinder, som har valgt den gode del. Jeg beundrer højt alt det, I gør. Jeg ser jeres hænder i alt.

Mange af jer er mødre, og det er tilstrækkeligt til at være beskæftiget på fuld tid.

I er ægtefæller – den allerbedste ven, som jeres mand nogensinde har haft eller nogensinde vil få.

I passer hus. Det lyder ikke af så meget, vel? Men det er et stort arbejde at holde et hus rent og pænt.

I er indkøbere. Indtil jeg blev ældre, tænkte jeg aldrig på, hvor krævende et ansvar det er at have mad på hylderne, holde tøjet pænt og præsentabelt samt at købe alt det, der er nødvendigt for at holde et hjem kørende.

I er sygeplejersker. Ved enhver sygdom, der dukker op, er I den første, der hører om det, og den første, der kommer med hjælp. Ved alvorlig sygdom sidder I ved sengen, dag og nat, og trøster, opmuntrer, plejer og beder.

I er familiens chauffør. I kører jeres børn til avisruter, til sportskampe, kører dem til wardsudflugter, fragter dem her, der og alle vegne, mens de lever deres travle tilværelse.

Og således kunne jeg blive ved. Mine børn er nu alle vokset op. Nogle af dem er i 60’erne. Men når de ringer, og jeg tager telefonen, siger de: »Hvordan har du det?« Og før jeg kan svare, spørger de: »Er mor hjemme?«

Hun har været deres faste holdepunkt hele livet. Siden de var spæde, har de henvendt sig til hende, og hun har altid været der med hengivenhed, vejledning, undervisning og velsignet dem på alle mulige måder.

Nu har vi børnebørn, som er mødre. De besøger os, og jeg er forundret over deres tålmodighed, deres evne til at berolige deres børn, få dem til at holde op med at græde, og som jeg ser det, gøre tusind andre ting.

De kører bil, de bruger computere, de deltager i deres børns aktiviteter, de laver mad og syer, de underviser, og de taler i Kirken.

Jeg ser deres mænd, og jeg har lyst til at sige til dem: »Vågn op. Bær jeres del af læsset. Værdsætter I virkelig jeres hustru? Ser I, hvor meget hun gør? Roser I hende nogensinde? Siger I nogensinde tak til hende?«

Nuvel, mine kære kvinder, jeg takker jer. Tak, for at være gode mennesker og for at gøre det, I gør. Må Himlens velsignelser hvile på jer. Må jeres bønner blive besvaret, og jeres håb og drømme blive til virkelighed.

I tjener så flot i Kirken. I tænker, at det er meget krævende. Det er det. Men med enhver løst opgave, følger der en stor belønning.

Mange af jer tror, at det er mislykket for jer. I føler, at I ikke gør det så godt, og at al jeres indsats ikke er tilstrækkeligt.

Sådan har vi det alle. Jeg føler det sådan, mens jeg taler til jer i aften. Jeg længes efter, jeg beder om styrke og evne til at opløfte jer, inspirere jer, takke jer, rose jer og bringe en smule glæde til jeres hjerte.

Vi bekymrer os alle om vore præstationer. Vi ønsker alle, at vi kunne gøre det bedre. Men desværre opfatter vi ikke, vi ser ikke ofte resultaterne af det, vi gør.

Jeg husker, at jeg deltog i en stavskonference på østkysten for mange år siden. På flyet på vej hjem følte jeg, at det var mislykket fuldstændig for mig. Jeg følte ikke, at jeg havde hjulpet én eneste. Jeg havde det elendigt og følte mig utilstrækkelig.

Så nogle år senere deltog jeg i en anden konference i Californien. Ved mødets slutning kom en mand op til mig og sagde: »Du deltog i en konference for nogle år siden på det og det sted.«

»Ja,« sagde jeg, »jeg var der, og jeg kan godt huske det.«

Manden sagde: »Du rørte mit hjerte. Jeg kom kun af nysgerrighed til det møde. Jeg var ikke rigtig interesseret. Jeg var på nippet til at forlade Kirken. Men da det blev bekendtgjort, at en fra De Tolv Apostle kom, besluttede jeg at komme.

Du sagde noget, som fik mig i gang med at tænke. Det rørte mig og forblev hos mig og skubbede til mig. Jeg besluttede at skifte kurs. Jeg ændrede mig fuldstændig. Nu bor jeg her i Californien. Jeg har et godt arbejde, som jeg er taknemmelig for. Jeg håber, at jeg er en god ægtemand og far. Og nu tjener jeg som rådgiver i biskoprådet i mit ward. Jeg er lykkeligere, end jeg har været på noget andet tidspunkt i mit liv.«

Jeg takkede ham, og da jeg gik derfra, sagde jeg til mig selv med en hovedrysten: »Man ved aldrig. Man ved aldrig, om man gør noget godt. Man ved aldrig, hvor meget godt man gør.«

Nuvel, mine kære søstre, sådan er det med jer. I gør jeres bedste, og jeres bedste medfører meget godt for jer selv og for andre. Plag ikke jer selv med en følelse af fiasko. Gå på knæ og bed om Herrens velsignelser. Rejs jer op og gør det, som I bliver bedt om. Overlad det så i Herrens hænder. I vil erfare, at I har præsteret noget uvurderligt.

Nuvel, jeg taler til en meget forskelligartet gruppe. Der er unge kvinder, som stadig går i skole eller som arbejder. I er enlige. I håber at få fat i den fuldkomne mand. Jeg har endnu ikke mødt en, der er fuldkommen. Sigt højt, men sigt ikke så højt, at I rammer helt ved siden af jeres mål. Det, der virkelig betyder noget, er, at han vil elske jer, at han vil respektere jer, at han vil ære jer, at han vil være fuldstændig tro mod jer, at han vil give jer frihed til at udtrykke jer og frihed til at udvikle jeres egne talenter. Han vil ikke være fuldkommen, men hvis han er venlig og betænksom, hvis han kan arbejde og tjene til livet, hvis han er ærlig og fuld af tro, så er det sandsynligt, at I ikke går helt galt i byen, og at I vil blive umådelig lykkelige.

Nogle af jer bliver aldrig gift i dette liv. Det er af og til tilfældet. Skulle det ske, så tilbring ikke hele livet med at sørge over det. Verden har stadig brug for jeres talenter. Den har brug for jeres bidrag. Kirken har brug for jeres tro. Den har brug for jeres stærke, hjælpende hånd. Livet er aldrig en fiasko, før vi kalder det en fiasko. Der er så mange, som har brug for jeres hjælpende hænder, jeres kærlige smil, jeres betænksomhed. Jeg ser så mange dygtige, attraktive, vidunderlige kvinder, som ikke har fundet kærligheden. Jeg forstår det ikke, men jeg ved, at der et sted i den Almægtiges plan, den evige plan, som vi kalder for Guds plan for lykke, vil komme muligheder og belønninger til alle, som søger dem.

Til jer unge kvinder med små børn, I har en voldsom udfordring. Alt for ofte er der ikke penge nok. I må spinke og spare. I må være kloge og påpasselige med jeres udgifter. I må være stærke, frimodige og tapre og gå fremad med glæde i jeres øjne og kærlighed i jeres hjerte. Hvor er I velsignede, mine kære, unge mødre. I har børn, der for evigt vil være jeres. Jeg håber, at I er blevet beseglet i Herrens hus, og at jeres familie bliver en evig familie i vor Faders rige.

Må I få styrke til at bære jeres tunge byrder, til at klare alle forpligtelser, til at vandre side om side med en god, trofast og omsorgsfuld mand og sammen med ham opdrage jeres børn i retfærdighed og sandhed. Intet andet, som I nogensinde vil eje, ingen verdslig ejendel, som I vil erhverve, vil være så værdifuld som jeres børns kærlighed. Må Gud velsigne jer, mine kære, kære unge mødre.

Så har vi jer lidt ældre kvinder, som hverken er unge eller gamle. I er i den mest vidunderlige sæson i livet. Jeres børn er i deres teenageår. En eller to er måske gift. Nogle er på mission, og I yder ofre for at støtte dem på deres mission. I håber og beder for deres succes og lykke. Til jer, kære kvinder, har jeg et særligt råd.

Tæl da Herrens gaver, nævn dem hver især. I behøver ikke et stort slot med en altfortærende husleje, der bliver ved i det uendelige. I har brug for et komfortabelt og behageligt hjem, hvor kærligheden bor. Det er sagt, at der intet smukkere billede findes end det af en god kvinde, som forbereder et måltid til sine kære. Afvej omhyggeligt, hvad I gør. I har ikke brug for nogle af de overdådige ting, som et arbejde uden for hjemmet måske kan købe. Afvej omhyggeligt betydningen af, at I er hjemme, når jeres børn kommer fra skole.

Mødre, sørg godt for jeres døtre. Vær tæt knyttet til dem. Lyt til dem. Tal med dem. Før dem væk fra at gøre noget dumt. Vejled dem til at gøre det rette. Hjælp dem med at klæde sig pænt og anstændigt. Beskyt dem mod alt det forfærdelige onde, som omgiver dem.

Styrk jeres sønner med kærlighed og råd. Lær dem vigtigheden af personlig renhed og pæn påklædning. Sjuskede vaner fører til sjuskede liv. Skab en sans for disciplin i dem. Bevar dem værdige til at tjene Kirken som missionærer. Giv dem noget at gøre, så de kan lære at arbejde. Lær dem at være sparsommelige. Arbejde og sparsommelighed fører til velstand. Lær dem, at der ikke sker noget virkeligt værdifuldt efter kl. 23. Og forkæl dem ikke. Hvis de kommer på mission, så er de måske nødt til at leve under forhold, som I ikke ville ønske for dem. Vær ikke bekymrede for dem. Giv dem opmuntring.

Fremelsk i jeres børn et ønske om uddannelse. Det er nøglen til succes i livet. Og lær dem samtidig det, som præsident David O. McKay plejede at minde os om: »Ingen succes i livet kan erstatte fiasko i hjemmet.«

Nu taler jeg til jer enlige mødre, hvis byrder er så tunge, fordi I er blevet efterladt eller er blevet enker. I har en forfærdelig byrde. Bær den klogt. Søg Herrens velsignelser. Vær taknemmelig for enhver hjælp, der måtte komme fra præstedømmets kvorummer for at hjælpe jer i jeres hjem eller på andre områder. Bed stille i jeres lønkammer, og lad tårerne flyde, hvis I har brug for det. Men sæt altid et smil på jeres ansigt, når I er sammen med jeres børn eller andre.

Nu til jer kære bedstemødre, jer ældre enker og ældre kvinder, der er alene. Hvor er I smukke. Jeg ser på min kære hustru, der snart fylder 92. Hendes hår er hvidt, hendes ryg lidt bøjet.

Jeg tager en af hendes hænder i min og ser på den. Engang var den så smuk, fast og klar. Nu er den rynket, lidt knoglet og ikke så stærk. Men den fortæller om kærlighed, fasthed og tro, om hårdt arbejde gennem årene. Hendes hukommelse er ikke, hvad den engang var. Hun kan huske noget, der skete for 50 år siden, men måske ikke det, der skete for en halv time siden. Sådan har jeg det også.

Men jeg er så taknemmelig for hende. I 66 år har vi vandret sammen, hånd i hånd, med kærlighed og opmuntring, med værdsættelse og respekt. Det kan ikke vare længe, før en af os træder gennem sløret. Jeg håber, at den anden hurtigt følger efter. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig uden hende, selv på den anden side, og jeg håber, at hun ikke ved, hvordan hun skal klare sig uden mig.

Mine kære venner i Hjælpeforeningen, uanset hvad jeres situation er, uanset hvor I bor, gid Himlens vinduer må åbnes og velsignelser regne ned over jer. Må I leve med kærlighed til hinanden. Må I række ned og løfte dem op, hvis byrder er tunge. Må I bringe lys og skønhed til verden og især til jeres hjem og til jeres børns tilværelse.

I ved, som jeg gør, at Gud, vor evige Fader, lever. Han elsker jer. I ved, som jeg gør, at Jesus er Kristus, hans udødelige Søn, vor Forløser. I ved, at evangeliet er sandt, og at himlen er nær, hvis vi fremelsker den i vores tilværelse.

I er Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ingen organisation er dens lige. Vær stolte deraf. Hold jeres hoved højt. Arbejd flittigt. Gør alt, hvad Kirken beder jer om. Bed med tro. Man ved aldrig, hvor meget godt man udretter. Andre velsignes af jeres indsats. Må I opleve Helligåndens trøstende og belønnende favntag, det beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.