Genoprettelsens budskab

Ord er en del af en udtryksmåde, som vi bruger til at dele viden, følelser eller information med mennesker. Blandt disse ord bliver ét brugt til at finde årsagen eller grunden bag handlinger. Når det bliver udtalt, er det for at tilfredsstille vores nysgerrighed, for at udforske det ukendte eller for at få svar på spørgsmål om vores jordiske liv. Når det ikke bliver anvendt eller ignoreret, vil tankeprocessen ophøre, og uvidenhed vil herske. Hvad er så dette vigtige ord? Har I gættet det? Det består af syv bogstaver. Det er ordet hvorfor.

Hvorfor er et af småbørns første og mest foretrukne ord. Teenagere bruger det også ofte. Et af mine børnebørns mest anvendte hvorfor er: »Hvorfor skal jeg spise grøntsager?« Når børnene vokser op, bliver deres hvorfor til en udforskning af følelser: »Hvorfor døde bedstemor?« Derefter er det en søgen efter kundskab eller efter en bekræftelse af deres ansvar: »Hvorfor skal jeg gå i kirke eller tage på mission?« »Hvorfor er vi blevet befalet at dele evangeliet med andre?«

Dette sidste spørgsmål er svært! Missionering er også hvert enkelt medlems ansvar – at være en advarselsrøst til sin næste i mildhed og sagtmodighed (se L&P 38:41). Hvorfor? Så andre kan modtage de frelsende ordinancer i Jesu Kristi Kirke ved at blive opfordret til at komme til Kristus (se Moroni 10:32). Genoprettelsens budskab er denne opfordring om at erfare, hvorfor Jesu Kristi evangelium og hans sande kirke er blevet genoprettet af en profet i nyere tid.

Hvordan kan I give andre denne opfordring?

Ved for det første at erklære, at Gud vor Fader lever og elsker os, og at han er en åbenbarelsens Gud. Hvordan ved vi det? Ved åbenbaring og profeternes vidnesbyrd.

Den religionshistoriske tidslinie begynder med Bibelen. Det er en optegnelse over Guds tidlige åbenbaring til hans profeter om hans handlemåde med menneskeheden. Den begynder med en optegnelse om Adam og Eva, vore første forældre, deres skabelse, deres fald med dets konsekvenser – dødelighed og adskillelse fra Gud – og deres første skridt ind i den dødelige verden. Dengang var et af deres første spørgsmål sikkert: »Hvorfor er vi her?« Deres eneste løsning for at finde svaret på det var at påkalde Herrens navn, deres eneste kilde til sand kundskab (1 Mos 4:26). Ved direkte åbenbaring hørte de Herrens røst, der befalede dem, at de skulle tilbede Herren deres Gud og bringe offergaver til ham (se 1 Mos 4:4; Moses 5:4-5). Adam og Eva blev ved yderligere åbenbaring belært om, at offergaverne var symbol på Faderens Enbårnes offer, og at Jesus Kristus var det eneste navn, hvorved de kunne blive frelst. Derpå blev Helligåndens gave lovet dem, hvorved hvad som helst, de bad om, ville blive givet dem (se Moses 5:6-7; 6:52).

Ved Helligåndens kraft opnåede Adam senere et sikkert og ufejlbarligt vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus, verdens Frelser og Forløser. Der skete en bogstavelig oprettelse af en forståelse for Adams og Evas jordiske og faldne stand, ved at give dem kundskab om deres forhold til Faderen, Sønnen og den Helligånd, kundskab om forløsningen og opstandelsen og yderlig kundskab om frelsens evangeliums første principper og ordinancer.

På grund af det, som Adam hørte, og det, som han så, var han egnet til at blive kaldet som den første profet på jorden, som et personligt vidne om åbenbaring givet til mennesket. Hans hovedansvar var nu at bevare evangeliets sandhed såvel som at undervise i den, som den var givet ham. Satan, der repræsenterede den modsatte holdning, ville på den anden side gøre og undervise i alt, der ville benægte, afvise eller ignorere det evangelium, der var modtaget ved åbenbaring, og derved bevirke, at de mennesker, der havde modtaget det, ville falde fra i forvirring, splittelse, ensomhed og nægtelse af deres tidligere tro! Resten af Det Gamle Testamentes historie bliver derved en religionshistorie med fortsat åbenbaring til forskellige profeter som Noa, Abraham og Moses, for på forskellige tidspunkter – kaldet uddelinger – at genoprette det, der var gået tabt på grund af nye frafald. Disse profeter blev altid kaldet af Gud. De fik guddommelig myndighed, de havde præstedømmets nøgler, de havde det guddommelig hverv at tale i Herrens navn og belære og profetere om Jesus Kristus, verdens Frelser og Forløser, hans komme og forsoning (se Amos 3:7).

Det Nye Testamente bekræfter Det Gamle Testamentes profeters lærdomme, vidnesbyrd og profetier. Det er en optegnelse over den levende Guds Søn, Jesu Kristi fødsel, liv og tjenestegerning, hans forsoning og hans opstandelse. Den fortæller om hans kirkes oprettelse, hans guddommelige myndighed, hans evangelium og hans befaling til sine disciple om at »gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15).

Det Nye Testamentes budskab er klart: Der er en fold, en tro, et evangelium, et præstedømme, en kirke for at være »eet, Kristi børn« (4 Nephi 1:17).

Men igen karakteriserer forfølgelse, fornægtelse af guddommelig arv og afvisning af Kristi evangelium og hans bemyndigede tjenere i præstedømmet perioden efter opstandelsen. Og religionshistorien viser os, hvor hurtigt præstedømmemyndigheden blev fortrængt af verdslig myndighed. Hvordan den guddommelige lærdom blev udskiftet med skiftende, forvrængede menneskelige filosofier. Hvordan de frelsende ordinancer blev ændret eller købt med penge. Hvordan åbenbaring blev udskiftet af et slør af uklarhed, der førte til en tidsalder med åndelig mørke.

Dog kom der et tidspunkt under dette store frafald, der var blevet profeteret om tidligere, hvor en religiøs søgen igen begyndte – spørgsmålet »Hvorfor er det sådan?« Mænd med stor tro forsøgte at reformere falske lærdomme og falsk åndelig myndighed. Deres ærlige og oprigtige anstrengelser resulterede blot i skabelsen af flere kirker, opkaldt efter dem og deres protest, og skabte blot mere forvirring og mere opdeling. I realiteten manglede der to hovedelementer i deres reformer: Åbenbaring og myndighed, Herrens eneste måde at kommunikere guddommelig sandhed til mennesket på.

Når vi hurtigt springer videre på denne religionshistoriske tidslinie, ser vi et årstal og et navn. Årstallet er 1820, og navnet er Joseph Smith. Denne mand spurgte sig selv, idet han overvejede den fuldstændige religiøse forvirring og kirkelige opdeling på sin tid: »Om en af disse [kirker] er rigtig, hvilken er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?« (JS-H 1:10). Hvorfor denne forvirring? Den profetiske måde var at spørge Gud. Religionshistorien gentog pludselig sig selv ifølge Guds plan for, hvordan man besvarer menneskehedens hvorfor. Atter engang kom svaret i form af et syn, denne gang et syn af Faderen og Sønnen. Endnu engang bar Faderen et guddommeligt vidnesbyrd: »Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17). Endnu engang besvarede direkte åbenbaring Joseph Smiths spørgsmål: »Hvilken af alle [kirkerne] var den rette – og hvilken jeg skulle slutte mig til. Der blev svaret mig, at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte« (JS-H 1:18-19). Endnu engang blev det fra sandhedens kilde, Jesus Kristus selv, erklæret, at frafald havde fundet sted. Endnu engang skulle det efterfølges af en genoprettelse, og det blev det også.

I de følgende år modtog Joseph Smith ved åbenbaring hele den guddommelige lærdom og kundskab og myndighed og præstedømmets nøgler. Endelig blev Jesu Kristi Kirke i 1830 genoprettet med alle frelsens lærdomme og ordinancer. Joseph Smith var egnet til at blive kaldet som genoprettelsens profet i nyere tid.

Ligesom Bibelen er det håndgribelige bevis på guddommelige åbenbaring til profeterne fordum, ligeså er Mormons Bog, Endnu et vidne om Jesus Kristus, også det moderne troværdige bevis på, at Joseph Smith var en profet, der modtog åbenbaring og myndighed, ligesom de gjorde. Et vidnesbyrd om Mormons Bogs sandhed hjælper folk med at besvare, hvorfor evangeliet og Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet af profeter, og hvorfor vi har en levende profet i dag, nemlig Gordon B. Hinckley. Det besvarer også det største hvorfor af alle: Alle evangeliets ordinancer giver de største velsignelser for at forberede vores frelse og for at fuldføre vores jordiske formål om at skabe evige familier. Dette budskab om genoprettelsen er sandt, fordi det er guddommeligt.

Dette vidner jeg om, i Jesu Kristi navn. Amen.