Ydmyghedens kraft

Under et møde i højpræsternes gruppe for nogen tid siden indledte læreren undervisningen ved at bede hver enkelt af os om at svare på, hvem der er vores helt og hvorfor. Hvert medlem svarede efter tur, og svarene var ret forudsigelige. Selvfølgelig ham, som vi kalder Frelseren, verdens Forløser. En anden nævnte Abraham Lincoln, som befriede slaverne, førte USA gennem en borgerkrig og til sidst samlede landet. Andre valgte profeten Joseph Smith og vores kære profet Gordon B. Hinckley. Mens hver enkelt højpræst nævnte deres helt, samtykkede jeg stille og erkendte, at de alle var værd at betragte som forbilleder, og at jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg besad nogle af de egenskaber, som gjorde disse mænd til noget særligt.

Da det blev min tur til at svare, vendte jeg mig mod en bror, som sad til højre for mig, et par stole længere henne i rækken, og sagde: »Mine helte er Ken Sweatfield og hans hustru Jo Ann.« I 20 år havde jeg set, hvordan Ken og Jo Ann med al den kærlighed og tålmodighed, en far og mor overhovedet kunne udvise, havde plejet deres søn, som var i koma. Jeg havde ofte tænkt på de bristede håb og uopfyldte drømme, som de uden tvivl må have næret for Shane, før han kom til skade ved en forfærdelig trafikulykke blot to uger før, han skulle påbegynde sin mission i Leeds i England. Jeg har set, hvordan Ken og Jo Ann kører Shane ud i solskinnet eller kører ham en tur rundt i nabolaget, mens de forklarer, hvad de ser, i håb om at han måske kan høre og fornemme, og i håb om at den friske luft og solen måske kan opmuntre en meget stille sjæl. I 20 år har de ikke kunnet holde ferie og har kun få gange kunnet gå ud en aften, men de har altid udvist tro, optimisme og taknemlighed – aldrig givet udtryk for vrede, fortvivlelse eller sat spørgsmålstegn ved Guds hensigter.

Derpå vendte jeg mig mod en broder til venstre for mig og sagde: »Mine er Jim Newton og hans hustru Helen.« Kort efter at Jim og Helens søn Zach var blevet kaldet til at tage på mission i Peru, kom han ud for en trafikulykke. Da jeg hørte om ulykken, skyndte jeg mig at køre til sygehuset, idet jeg håbede at få at vide, at Zach var i live og ville komme til hægterne. På en meget værdig og fredfyldt måde forklarede forældrene, at Zach nu kom til at udføre sin mission på den anden side af sløret. Da jeg så, hvor rolige og fattede disse to stærke forældre var, forstod jeg, at der bag smerten og sorgen fandtes en fred, som man kun kunne opleve ved en dyb og vedholdende tro på en kærlig Fader og en forsonende Frelser. Min tro blev styrket, og ved deres inspiration blev min beslutning om at følge deres eksempel, skulle jeg komme ud for lignende prøvelser og tragedier, fornyet.

Jeg kunne også have svaret, at mine helte er Tom Abbott og hans søn John, mine trofaste hjemmelærere, som aldrig har sprunget et hjemmelærerbesøg over, skønt vi er en familie, som er svær at træffe hjemme. Jeg kunne nævne mange andre, som jeg beundrer og kunne kalde mine helte. Mange har ikke såkaldte høje eller fremtrædende stillinger i Kirken, men de ville alle være værdige til at besidde en hvilken som helst stilling. Kirkens medlemmer i almindelighed kender dem ikke, men jeg er sikker på, at vor Himmelske Fader kender dem alle ved navn.

De gange jeg har haft lejlighed til at komme til nadvermøde i mit eget ward, kan jeg ikke undlade at lade tankerne vandre, når jeg ser ud over forsamlingen og ser de samme ansigter søndag efter søndag. Nogle af dem har jeg set komme regelmæssigt til nadvermøde i over 20 år. De fleste befinder sig ikke i Kirkens rampelys, men alle deltager regelmæssigt i deres møder og kæmper privat med livets udfordringer.

Dét er de mange medlemmer, som jeg ser, beundrer og er taknemlig for. De stræber ikke efter stillinger, ære eller berømmelse, men hver især gør sig fortjent til en plads i vor Faders rige ved at udføre deres daglige opgaver. I ydmyghed og retfærdighed gør de ufortrødent det, som ingen lægger mærke til, og som ikke tiltrækker sig nogen opmærksomhed, men som er vigtigt. De har også deres udfordringer, men i deres bitre kampe finder de også den trøst, som så ofte er modgangens tavse ledsager. Sådan former livet sig for hundredvis af medlemmer i tusindvis af menigheder over hele verden. De udgør Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Ja, Kirkens styrke ligger i de millioner af ydmyge medlemmer, som hver dag bestræber sig på at gøre Frelserens vilje – dag efter dag ét skridt ad gangen. Disse ydmyge medlemmer kommer fra alle nationaliteter, alle sociale lag og alle økonomiske forhold. Det er de mest veluddannede såvel som de mest ydmyge, som bor i de mindste landsbyer i verdens fjerneste afkroge. I hver enkelt medlems bankende hjerte findes et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus og et ønske om at tjene Herren.

Når jeg tænker på disse trofaste medlemmer, lægger jeg mærke til to egenskaber, som de alle synes at have til fælles. For det første fører deres ydmyghed – uanset social eller økonomisk stilling eller status – til underkastelse af Herrens vilje. Og for det andet er de – på trods af livets vanskeligheder og prøvelser – i stand til at være taknemlige for Guds velsignelser og livets glæder. Ydmyghed og taknemlighed er i sandhed de to egenskaber, som kendetegner lykken.

Der fortælles en historie om engang, hvor profeten Joseph Smith og Brigham Young havde et sammenstød. I overværelse af en stor gruppe brødre gav profeten broder Brigham en alvorlig irettesættelse for et eller andet, han havde forsømt. Alle var sandsynligvis noget lamslåede og afventede Brighams reaktion. Brigham, som senere blev kendt som Herrens Løve, var jo på ingen måde nogen bly viol. Brigham rejste sig langsomt og med ord, som afspejlede hans sande karakter og hans ydmyghed bøjede han hovedet og sagde: »Joseph, hvad ønsker du, at jeg skal gøre?« Efter sigende løb Joseph grådkvalt ned fra forhøjningen, tog Brigham i sin favn og sagde: »Du har bestået, broder Brigham! Du har bestået« (se Truman G. Madsen, »Hugh B. Brown – Youthful Veteran«, New Era, april 1976, s. 16).

Mange af os bor eller arbejder i omgivelser, hvor man ofte misforstår ydmyghed og betragter det som en svaghed. Der er ikke mange virksomheder eller institutioner, som medtager ydmyghed som en kvalifikation eller som en af de egenskaber, de ønsker at ledelsen skal besidde. Men når vi lærer, hvordan Gud virker, bliver det indlysende, hvor stor kraft en ydmyg og underdanig ånd besidder. I Guds rige begynder storhed med ydmyghed og lydighed. Disse to dyder er de første forudsætninger for, at Gud åbner døre for sine velsignelser og præstedømmets magt. Det har ingen betydning, hvem vi er, eller hvor gode vore anbefalinger ser ud. Ydmyghed og lydighed over for Herren er sammen med et taknemligt hjerte vores styrke og vores håb.

Da Herren kundgjorde, hvad der kræves for at blive medlem af hans kirke, sagde han: »Alle, der ydmyger sig for Gud og … kommer med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd … [det er dem, som] skal optages i kirken ved dåb« (L&P 20:37).

Og således ser vi blandt Kirkens medlemmer mænd og kvinder alle med forskellige baggrunde, som ydmygt underordner sig Guds råd. Vi ser en fremtrædende virksomhedsleder, som underdanigt og ydmygt bliver undervist af en ydmyg og til tider sågar beklemt hjemmelærer. Vi ser de højtuddannede ydmygt tage imod råd fra deres biskopper, som nogle gange ikke har fået megen formel uddannelse. Vi ser tidligere biskopper og stavspræsidenter, som taknemligt og ydmygt tager imod et kald til at undervise i Primary, hjælpe til i børnehaven eller pakke nødhjælp, som skal sendes til nødlidende over hele verden. Vi ser tusindvis af modne ægtepar, som forlader deres trygge hjem for at bo under forhold, som de ikke er vant til, og ydmygt tjener verdens fattige – og derefter tjener igen og igen og igen. Vi ser, hvordan verdens fattige ydmygt ofrer for at dele den smule, de har, med dem, som ejer endnu mindre. Og de tjener alle i ydmyghed og giver med et taknemligt hjerte og lovpriser Gud.

Kong Benjamin sagde, at vi må blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste [os] alt det, Herren finder tjenligt at pålægge [os]« (Mosiah 3:19).

Ved ydmygt at underkaste os Faderens vilje får vi Guds kraft – ydmyghedens kraft. Det er kraften til at overvinde livets modgang, fredens kraft, håbets kraft, den kraft, der ligger i et hjerte, som slår for kærligheden til og et vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus, ja, kraften til forløsning. På dette område er Frelseren vores ypperligste forbillede på ydmyghedens og underkastelsens kraft. Når alt kommer til alt var det hans underkastelse af Faderens vilje, som førte til den største og mest betydningsfulde begivenhed i verdenshistorien. Nogle af de måske helligste ord i den hellige skrift er ganske enkle: »Ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).

Således findes der tusindvis, måske millioner af medlemmer med bankende hjerte. Vi kunne kalde dem helte, men en mere rammende beskrivelse er nok snarere Frelserens, Jesu Kristi ydmyge disciple. Og de gør, ganske som præsident Hinckley har bedt os alle om, deres bedste – en dag ad gangen.

Måtte Gud skænke os et ydmygt og underdanigt hjerte med alle de ledsagende velsignelser er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.