I pagt med ham

Mine kære søstre. Dette år er gået hurtigt, og det er vidunderligt atter at mødes som søstre i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges Hjælpeforening. Uanset vores situation er vi velsignede som kvinder. Vi har indgået pagter med vor himmelske Fader om at udføre hans værk – og vi udfører dette værk! Vi har ligesom Maria og Marta anbragt os for Mesterens fødder og har valgt »den gode del«¹. Vi har valgt Kristus, og vi har valgt Hjælpeforeningen.

Og dog undrer jeg mig over, om vi kvinder har en fuldkommen vision af, hvad Hjælpeforeningen er. Da Joseph Smith læste de første vedtægter, forfattet af Eliza R. Snow, sagde han, at det var det bedste, han nogensinde havde set, men at han forestillede sig »noget bedre«. Han ville »organisere kvinderne under præstedømmet efter præstedømmets mønster.«² Da profeten Joseph »overdrog nøglerne«³ og stiftede »Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening«, sagde han, at selve Kirken aldrig havde været fuldt organiseret indtil det øjeblik.⁴ Det er vigtigt, at vi forstår den udtalelse. Hjælpeforeningen blev stiftet af Gud ved en profet med magt fra præstedømmets myndighed, og dens eksistens er en nødvendig del af Kirkens organisation. Mænd og kvinder står samlet i præstedømmet og Hjælpeforeningen, mens vi stræber efter at føre familier til Kristus. Som kvinder bør vi aldrig tænke, at vores rolle i Kirken er mindre end mændenes. Ligesom vi som retfærdige kvinder ærer præstedømmet, må vi også ære vore kald som kvinder.

Da jeg studerede dette maleri af Martha og Maria sammen med Frelseren, kom jeg til at tænke på disse kvinder som mine forgængere. Jeg har tænkt på, om de også var kvinder »fulde af gode gerninger og almisser«.⁵ Det er rart at tænke på, at de og andre trofaste kvinder, som var Kristi disciple, måske har mødtes og lært om deres rolle i opbyggelsen af riget. De var kvinder i pagten som vi. De havde besluttet at give Frelseren hele deres hjerte. Da Hjælpeforeningen blev stiftet, udsprang den af vores guddommelige kaldelse og vores ønske om at tjene, at elske og at tage vare på hinanden. Akkurat som ordinancerne og ledelse gennem præstedømmet er nødvendige for Herrens arbejde, er den tjeneste, vi udøver, det også.

For at udføre dette vigtige arbejde, vælger vi at være kvinder i pagten, kvinder som har givet hellige løfter til Herren. De af os, som har modtaget vore tempelvelsignelser, har lovet at ville ofre vores tid og talenter på at opbygge Herrens rige. I den pagt kan vi tjene Kirken i mange forskellige roller.

For tyve år siden blev jeg kaldet som Unge Pigers præsidentinde i mit ward. Mit hår var brunt og min krop var … ja, lad os bare sige lidt mere smidig. Mange år senere blev jeg igen kaldet til samme stilling, denne gang i et nyt ward. Jeg blev genbrugt og jeg syntes det var spændende. Det var en chance for at forny min pagt med Gud om, at jeg ville tjene i hvilken som helst egenskab, han måtte have brug for mig. Nu var mit hår dog helt naturligt sølvfarvet (for det meste), og at nå mine tæer var blevet virkelig anstrengende. Men jeg følte mig ikke for gammel til igen at blive velsignet af bemærkelsesværdige, trofaste, intelligente og sjove unge kvinders levevis. Jeg ville gerne tro, at jeg på det tidspunkt havde lidt mere visdom at give dem og et stærkere vidnesbyrd om evangeliet, men atter engang lærte jeg ligeså meget af dem, som de gjorde af mig. Vores søsterfællesskab omfatter alle aldre og baggrunde, vi er forbun-det af de pagter, vi har indgået.

Og husk, vi vokser aldrig ud af de pagter. Vi kan tjene hinanden i hver eneste fase af vores liv. Jeg hørte for nylig om en ung mor, hvis mand var i biskoprådet og sad på forhøjningen, mens hun kæmpede med sine urolige børn. En langt ældre kvinde tog den mindste på skødet og hjalp med at berolige hende. Sådanne enkle handlinger er en del af at bygge Guds rige. Det er, hvad vi gør. Det er, hvem vi er som søstre i Hjælpeforeningen. Uanset om vi tjener som præsidentinde for Hjælpeforeningen eller lærer i Primary eller Unge Pigers lejrleder, opfylder vi vore hellige ansvar som søstre i Hjælpeforeningen. Når vi ringer for at checke op på en ældre nabo eller opmuntrer og hjælper en ung mor eller tager en anden familie med i vores bønner, holder vi vore pagter.

For nylig mødtes vores præsidentskab med en kirkeleder. Han sagde, at han ønskede, at Hjælpeforeningens og præstedømmets møder kunne være steder, hvor vi ville være i stand til at sige til hinanden: »Søstre eller brødre, jeg kæmper en kamp for tiden. Kan I hjælpe mig?« Jeg har været til sådanne hjælpeforeningsmøder. Jeg vil altid huske den søndag morgen, da der blev båret vidnesbyrd og en enlig søster fortalte om den ensomhed, hun følte i sin tilværelse. Hun havde oplevet svigt, skilsmisse og en deraf følgende økonomisk trang situation, mens hun prøvede at arbejde og tage sig af sine børn med en lille indtægt. Nu hvor hendes voksne børn var flyttet hjemmefra, følte hun ensomhedens smerte. Øjeblikket var sødt, Ånden stærk og jeg så søstre stimle sammen om hende for at gøre det, vi gør bedst – at elske hinanden. Hjælpeforeningslokalet var et helligt sted den dag. Det var, hvad hvert eneste hjælpeforeningslokale burde være for alle søstre.

Det er så vigtigt, at vi medtager enhver søster. Lad os ikke glemme de kvinder, som tjener i Primary eller Unge Piger. De har brug for omsorgen fra trofaste besøgslærerinder, og de har brug for veltilrettelagte inspirationsmøder for hjemmet, familien og den enkelte. Der er også mange i vores midte, der bliver ældre – ligesom mig! I søstre på min alder eller ældre – vær søde at lade jer »genbruge.« Herren har brug for jeres tjeneste, og vi har brug for jer.

Jeg er opmærksom på den unge søster, som kæmper med overgangen fra Unge Piger til Hjælpeforeningen. Hun er trofast og stærk, og alligevel føler hun sig lige nu alene. Hvordan kan det være? Dersom vi i sandhed er søstre, burde vi kende hinandens behov. Denne periode i det unge voksenliv bør ikke være en overgang, men et naturligt trin – til et udvidet søsterfællesskab. Der er mange af disse unge kvinder i vore enheder. Find dem, elsk dem og inddrag dem i søsterfællesskabet. Til jer unge søstre vil jeg sige: Tro ikke, at I ved, hvad Hjælpeforeningen er, før I har sluttet jer sammen med søstrene og gjort jeres del for at lære dem at kende. At rykke fra Unge Piger til Hjælpeforeningen er ikke et skift fra en klasse til en anden; det er jeres mulighed for at tage større del i at tjene Herren og gøre hans gerning.

Søstre, vi er ikke en social klub, selv om dybe venskaber opstår fra vores søsterfællesskab. Vi er ikke, som jeg hørte en ung kvinde sige, »de gamle damer, som mødes om søndagen«. Vi har magt, når vi bruger den; magt givet os af Gud til at fuldføre hans hensigter. Vi er verdens største kvindeorganisation. Vi når ud i vore samfund med den viden og inspiration, som Herren har givet os, vi kan hjælpe med at lede en verden, som behøver vores vejledning. Det er det, profeten Joseph forventede; det er det, præsident Hinckley forventer af os i dag.

Omfanget af vores værk kan synes skræmmende, men som mit nylig døbte barnebarn hurtigt kan fortælle jer, er en pagt et tovejs løfte. Vi kender alle skriftstedet, som siger, at hvor »meget er givet er meget krævet.«⁶ Husk dog, at hvor meget er krævet, er meget også givet. Når vi indgår pagt med Gud og holder disse pagter, bliver alt muligt. Han giver os, hvad vi behøver for at gøre hans arbejde.

I aften, mine kære søstre, indbyder jeg jer til at genforpligte jer som kvinder i pagt med Kristus og hans organisation for os, hans døtre. Vælg den gode del. Vælg at følge Kristus. Vælg Hjælpeforeningen. I Jesu Kristi navn. Amen.