Hvor burde jeg være?

Kender du de søndage, hvor man bare ikke har lyst til at gå i kirke? Det gør jeg. Jeg har oplevet det for ganske nyligt. Jeg er lige flyttet til en ny menighed i Cape Town i Sydafrika. Det er ikke sådan, at medlemmerne ikke er søde og venlige. De er bare ikke de venner, jeg kender hjemmefra.

Efter min første uge i menigheden traf jeg en beslutning – fra nu af ville jeg kun komme til nadvermøderne. Den følgende uge ankom jeg sent. Da jeg gik ind ad kirkedøren, var der nogle få som hilste på mig, og jeg fandt mig en plads. Mens jeg sad der, følte jeg en inderlig hjemve. Jeg ville tilbage til min gamle menighed og de venlige ansigter, som kendte mig.

Så rejste den første taler sig og begyndte sin tale. Det var, som om hun talte direkte til mig. Hun talte om at føle sig ensom i en ny by, og jeg indså, at jeg ikke var den eneste, som var ensom. Den næste taler fremførte endnu et budskab, som betød noget for mig personligt. Lige inden mødet var forbi, rejste biskoppen sig op og fortalte, hvor meget han elskede hver enkelt af os. Han sagde, at han vidste, at der var mennesker, som var afhængige af, at han tog sig af dem.

Mens jeg sang afslutningssalmen, vidste jeg, at jeg var der, hvor jeg hørte hjemme. Jeg havde ikke følt en sådan fred i lang tid, og jeg vidste, at den kom fra vor himmelske Fader. Han kender hver enkelt af os og vore behov. Han gav mig, hvad jeg havde brug for den dag, og jeg ved, at hvis jeg vedbliver med at efterleve hans befalinger, vil han altid gøre det.