Jeg fandt min tro

I gennem de næste mange måneder spurgte jeg konstant mig selv: »Hvad tror jeg på? Eller måske endnu vigtigere: Tror jeg overhovedet på noget? Findes der virkelig en Gud, og i så fald, hvordan er han? Hvordan kunne jeg lære ham at kende? Ville han besvare mine bønner? Kunne jeg opnå den samme tro, som mine sidste dages hellige venner havde?«

Det var ikke, fordi jeg ikke havde haft lejlighed til at overveje sådanne dybe spørgsmål før, for i flere år havde jeg talt sidste dages hellige blandt mine bedste venner. Disse venskaber havde ført til, at jeg nu gik på BYU. Men jeg havde så godt som altid afvist deres religiøse tilnærmelser. De få gange, hvor jeg havde talt med missionærerne, havde jeg ikke lyttet med et åbent sind.

Jeg var alt for bange for de forandringer, som det ville kræve, forandringer, der muligvis ville afsondre mig socialt og følelsesmæssigt fra min familie. Jeg var uvillig til at mene, at jeg havde taget fejl, eller at mine traditioner var ukorrekte. Jeg troede ikke, at jeg kunne modtage åbenbaring fra Gud eller at andre kunne. Det syntes uhyrligt, ulogisk og sågar underligt, at Gud skulle have vist sig for drengen Joseph Smith, at han ville åbenbare nye skrifter, og at kun én religion ved guddommelig vejledning var blevet genoprettet som den eneste sande.

Ironisk nok tvivlede jeg på rigtigheden af al religion, inklusive min egen. Skønt mit hjerte var fyldt med kærlighed til familie og venner og hungrede efter svar, så var mit hjerte dog som sten, når det gjaldt Åndens hvisken.

Efter mit første år på universitetet vendte jeg tilbage til Kentucky for at fortsætte min uddannelse. Mine sidste dages hellige venner tog kort efter af sted på mission, og jeg følte mig meget ensom i deres fravær. Jeg ville gerne have noget af den overbevisning, som havde inspireret dem til at ofre to år af deres liv. Samtidig plagede det mig stadig, at jeg endnu ikke havde besvaret Matts spørgsmål. Jeg ville selv kende sandheden. Langt om længe, efter at have modtaget mange breve fra mine venner, hvori de opfordrede mig til at tale med missionærerne, overvandt jeg mine tøven og tog imod opfordringen.

Ikke desto mindre havde jeg visse forbehold med hensyn til tanken om, at evangeliets forskellige principper var knyttet sammen til et hele. Missionærerne mente, at eftersom deres budskab enten var fuldstændig sandt eller fuldstændig falsk, ville jeg, når jeg modtog et vidnesbyrd om ét princip, naturligt anerkende sandheden af alle deres lærdomme.

Jeg troede dem ikke. Jeg mente, at det var helt i orden at vælge det, som jeg ønskede at tro fra den åndelige og doktrinære buffet.¹ Samtidig forlangte min logik at få empiriske beviser på sandheden, ikke en trosbaseret omvendelse.

Desværre gjorde min logik mig bare trist og utilfreds. Alle de filosofiske argumenter, som jeg overvejede, var blot modstridende pessimistiske argumenter, som ikke gav mig nogle egentlige svar. Jeg hungrede efter noget mere, noget, som skulle tale til mit hjerte, sådan som mine venner og missionærerne beskrev kommunikation med Helligånden. Jeg underkastede mig missionærernes undervisning i håb om, at jeg kunne få at vide, om det, de sagde, var sandt eller i det mindste opnå en vis tilfredsstillelse ved at erfare, at det var forkert.

Missionærerne var tålmodige, men ligefremme. Igennem en periode på flere måneder underviste de mig mange gange og opfodrede mig flere gange til dåb, men jeg sagde altid nej. Jeg ventede på en tydelig og mirakuløs begivenhed, som kunne give mig et vidnesbyrd, før jeg ville være villig til at tage imod deres dåbsopfordring. Jeg modtog ikke et sådant vidnesbyrd, så jeg blev ved med at afvise deres opfordringer.

En dag læste ældsterne et skriftsted fra Mormons Bog: »… bestrid det derfor ikke, fordi I ikke ser det, for I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet« (Eter 12:6). Så sagde de: »Josh, hver gang vi opfordrer dig til at blive døbt, siger du nej. Det, du skal gøre, er at sige ja, og så vil Ånden bekræfte det for dig.«

Med andre ord havde jeg ikke modtaget et vidnesbyrd, fordi jeg ikke havde prøvet min tro. Jeg havde ikke gjort mig nogen tanke om at spørge, men troet, at jeg ville modtage et svar uden at gøre noget (L&P 9:7). Jeg havde effektivt hindret Ånden i at vidne for mig, fordi jeg ikke var villig til at tage det næste skridt. Det, jeg skulle gøre, var i tro at springe ud i mørket, inden lyset kunne skinne. Det bekræftende vidnesbyrd ville først komme, når jeg havde prøvet min tro, ikke før.²

Min første tanke var, at missionærerne forsøgte at manipulere mig til at blive døbt. Så slog det mig, at i netop det øjeblik, jeg sagde nej til dåbsopfordringen, var der noget svagt, der forsvandt fra mit hjerte. Det var en stille, blid og sagte følelse af fred, som tilskyndede mig til at følge missionærernes råd, men jeg havde ikke bemærket dens tilstedeværelse, før den var forsvundet og havde efterladt mig forvirret, trist og sørgmodig.

Jeg spekulerede på, om denne svage følelse kunne være Ånden, der forlod mig, og om årsagen til min forvirring var min egen hårdhjertethed, der skubbede den bort. Da jeg ikke så anden udvej, besluttede jeg at prøve missionærernes opfordring. Jeg ville sige ja til den uundgåelige dåbsopfordring, og hvis jeg så følte Ånden, som de havde lovet, ville jeg gennemføre dåben. Men hvis jeg ikke følte Ånden, var jeg parat til at fortælle missionærerne, at det hele bare havde været en spøg.

Den aften, hvor vi havde vores næste aftale, så vi en ny kirkefilm, Den fortabte søn. Der var en ganske særlig følelse i lokalet – missionærerne var synligt berørte og havde tårer i øjnene.

Da filmen var forbi, læste vi flere skriftsteder. Til sidst så ældste Critchfield på mig og spurgte: »Er du villig til at blive døbt lørdag den 10. november kl. 16, Josh?«

Jeg tøvede lidt og svarede så: »Ja.«

Ånden ramte mig med så stærk en kraft, at hårene rejste sig på mine arme, og jeg var lige ved at græde. Der kunne ikke herske tvivl om, at lyset havde skinnet i mørket. Jeg havde sat min tro på prøve og vidste nu uden tvivl, at jeg skulle døbes.

Jeg havde opnået et vidnesbyrd om, at troens frø var godt, men jeg havde endnu ikke set det vokse op (Alma 32:35-36), og jeg havde endnu ikke modtaget Åndens bekræftende vidnesbyrd om andre evangeliske principper. Min tro var endnu ikke prøvet til ende.

Ikke længe efter at jeg var blevet døbt og bekræftet, begyndte tvivlen at krybe ind i mit sind. Jeg følte en konflikt mellem den meget personlige oplevelse, som jeg havde haft, da jeg besluttede mig for at blive døbt, og så min gamle logik, der ikke kunne anerkende trosbaseret kundskab.

Snart følte jeg mig atter hjemsøgt af forvirring og sorgen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Ikke desto mindre havde jeg indgået en aftale, og jeg besluttede mig for at forblive aktiv i Kirken og efterleve de principper, som jeg havde lært, indtil min trosprøve på en eller anden måde fik løst min indre konflikt.

Herren lod mig ikke vandre omkring helt alene. Jeg fik en kaldelse, hvor jeg skulle tjene sammen med missionærerne, og når vi hver uge gik ud for at banke på døre, fortsatte missionærerne med at lede mig på rette vej. Mine hjemmelærere var trofaste. Min hjemmelærerkammerat var punktlig og vedholdende. Mange af menighedens medlemmer knyttede venskab med mig ved at engagere mig i deres liv, blandt andet ved at invitere mig hjem til middag eller til familieaften. De bad med og for mig. Biskoppen og hans familie viste mig omsorg og opmuntrede mig. Jeg kunne fornemme deres oprigtige hensigter, og det styrkede min beslutning.

En dag, nogle måneder senere, gik det op for mig, at hver gang jeg læste i Mormons Bog, følte jeg en diskret, velkendt fred, ligesom jeg havde gjort under undervisningen og dåbsopfordringerne. Jeg fik et øjebliks klarsyn: Det var Ånden. Da jeg tænkte ordene – »Hvis dette er Ånden, så må denne bog være sand« – fyldte den følelse mit hjerte, og min tro forvandledes til en åndelig kundskab om det princip.

Efterhånden som mit hjerte blev mere »sønderknust« og min ånd mere »angerfuld« (se Eter 4:15), fulgte andre bekræftende oplevelser. Med tiden erstattedes min tvivl af overbevisning. Jeg vidste, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at Joseph Smith er Guds profet, ikke i kraft af mit intellekt eller andres overtalelse, men ved Åndens uafviselige tilstedeværelse, da han talte til min ånd. Linje på linje åbnedes mit sind (se 2 Ne 28:30). Efterhånden som disse bekræftende oplevelser byggede ovenpå hinanden, øgedes min forståelse af evangeliet, og åndelig indsigt tilflød mig lettere. Hver oplevelse krævede flid, villighed til at lytte og følge samt et ønske om at give efter for Åndens tilskyndelser (se Mosi 3:19).

I dag kan jeg sige, at evangeliet er sandt, for jeg har selv erfaret det. Engang syntes evangeliet sært og ulogisk, men nu er det mig velkendt og vidunderligt. Evangeliets principper er vitterlig knyttet sammen til et storslået hele. Selv med en begrænset doktrinær kundskab kunne jeg som missionær vidne om disse sandheder. Efterhånden som min doktrinære kundskab øges, øges også mit vidnesbyrd.

Mit samlede vidnesbyrd fungerer som et omhyggeligt opbygget og stadig næret bolværk mod modgangen. Det holder mig oppe i de kriser, jeg kommer ud for, især den ondes forsøg på at så tvivlens sæd angående det, jeg allerede har modtaget svar om (se L&P 6:22-23). Når jeg føler mig svag, når tvivlen melder sig, eller når smerten holder ved, så anvender jeg det samme mønster, som har båret frugt, lige siden jeg først modtog et vidnesbyrd: Jeg tænker på hver eneste vidnesbyrdskabende oplevelse, som jeg har haft, jeg øger min indsats for at efterleve de principper, som jeg har lært, og jeg er opmærksom, når Ånden bekræfter min tro.

Evangeliet er sandt, hele evangeliet, og det er åbent for enhver, som i hjertets ydmyghed vil prøve deres tro ved at tage et troens skridt ind i det ukendte. Frelserens lys er der. Det er kun skjult af vores uvilje til at finde det. Der kan være mange mørke stunder i vores liv, eller mange tidspunkter, hvor vores vidnesbyrd udfordres. Jeg har opdaget, at Frelserens lys venter, indtil vi er villige til at søge ham – og hvis vi ihærdigt vil søge det lys, fører det os til omvendelse.