Alt ordner sig
Sidste nyt: Søster Costons seneste undersøgelse, otte år efter at hun fik konstateret kræft, viste, at hun ikke længere havde tegn på kræft.
Mine øjne fyldtes med tårer, da jeg kørte hen til hospitalet for at få foretaget flere prøver. Jeg havde fået konstateret kræft efter min datters fødsel to år tidligere. Jeg var blevet opereret og havde været i behandling, og nu skulle jeg have at vide, om behandlingen havde virket. »Kære himmelske Fader, jeg har lært meget af denne oplevelse. Jeg bønfalder dig om at fjerne prøvelsen nu. Jeg vil så gerne opdrage min datter og en dag rejse på mission med min mand. Vil du ikke nok helbrede mig?«
Tårerne trillede ned ad mit ansigt. Pludselig slog min bøn over i teksten til sangen »Barnets bøn«.1 Noget fik mig til at synge højt.
Bed, han er der.
Tal, han vil lytte.
Du er hans barn.
Han vil dig omfavne.
Han hør’ din bøn.
Jeg fyldtes af en overvældende følelse af kærlighed. Jeg fornemmede, at min himmelske Fader kendte mig og havde omsorg for mig og lyttede til mig. Jeg følte, at alt nok skulle ordne sig.
Jeg modtog resultatet af prøverne næste dag. Der var ingen spor af kræft. Jeg følte en enorm byrde blive taget fra mine skuldre. Men den følgende dag indkaldte min læge mig til en samtale og forklarede, at selv om de tidligere prøver intet viste, så havde blodprøverne vist, at jeg stadig havde kræftceller i kroppen. »Hvordan kan det være?« spurgte jeg. Hvis det virkelig var rigtigt, hvorfor havde jeg så følt, at min himmelske Fader havde besvaret min bøn?
Jeg forsøgte at skyde tvivlen fra mig, mens jeg fik foretaget nye prøver. Denne gang viste resultatet, at jeg ikke alene stadig havde kræft, men også at kræften havde bredt sig. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over min oplevelse i bilen. Jeg kunne ikke fornægte, hvad jeg havde følt, men jeg begyndte at tvivle på min egen fortolkning af oplevelsen.
De nye oplysninger var overvældende og fik mig til at tænke dybt over tilværelsen. Jeg fornemmede, at jeg stadig havde noget at lære af denne prøvelse. Mens jeg funderede over det, slog det mig, at jeg havde levet som en sidste dages hellig, men jeg handlede ofte af vane, snarere end af oprigtighed. Jeg var ikke på det åndelige niveau, som jeg ønskede at være på. Jeg måtte vende tilbage til de grundlæggende principper, så jeg begyndte at fokusere på områder, som kunne bringe mig tættere på Jesus Kristus. Jeg havde brug for hans styrke til at føre mig gennem mine prøvelser.
Da jeg gjorde mere ud af det åndelige, øgedes min tro på Jesus Kristus og hans plan for mig. Jeg indså, at min oplevelse i bilen på vej til hospitalet virkelig var et svar på min bøn. Skønt jeg anerkender og accepterer det svar (at alt ordner sig), så indser jeg også, at vor himmelske Fader ikke altid præciserer, hvornår alt ordner sig. Jeg bliver måske aldrig helt rask, men jeg lærer at anerkende hans vilje. Mit liv er virkelig i hans hænder.
Der er gået syv år, siden jeg fik konstateret kræft. Jeg har været igennem mange operationer og behandlinger, men jeg har stadig kræft. Livet går dog videre, og det er jeg taknemlig for. Trods mine trængsler har jeg også modtaget velsignelser, blandt andet endnu en datter. Og hvad der er allervigtigst: Herrens svar om, at »alt ordner sig«, indgyder mig stadig trøst.