Udvikling af kristuslignende egenskaber

Kirken tilbyder med dens organisation og programmer mange vigtige aktiviteter for medlemmerne, som søger at hjælpe familier og enkeltpersoner til at tjene Gud og hinanden. Nogle gange kan det dog virke som om, at disse programmer og aktiviteter er tættere på vores hjerte og sind end de grundlæggende principper i evangeliet. Procedurer, programmer, retningslinjer og organisatoriske modeller er en hjælp til vores åndelige fremgang her på jorden, men lad os ikke glemme, at de kan ændres.

I modsætning hertil ændres kernen i evangeliet – budene og principperne – aldrig. At leve i overensstemmelse med de grundlæggende principper vil give kraft, styrke og åndelig selvtillid i alle sidste dages helliges liv.

Tro er sådan et kraftfuldt princip. Vi har brug for denne kilde til kraft i vores tilværelse. Gud arbejder med kraft, men denne kraft udøves normalt som reaktion på vores tro. »Tro uden gerninger er død« (Jak 2:20). Gud virker i henhold til sine børns tro.

Profeten Joseph Smith forklarede: »Jeg lærer dem de korrekte principper, så styrer de sig selv«.¹ For mig er den lære dejlig ligetil. Når vi stræber efter at forstå, optage og efterleve rigtige evangeliske principper, vil vi opnå større åndelig selvtillid. Princippet om åndelig selvtillid kommer af en grundlæggende læresætning i Kirken, at Gud har givet os handlefrihed. Jeg mener, at handlefrihed er en af de største af Guds gaver til hans børn, næstefter livet selv.

Når jeg studerer og overvejer princippet om handlefrihed og dens konsekvenser, indser jeg, at vi vitterlig er Guds åndelige børn og derfor skal handle i overensstemmelse med det. Denne forståelse minder mig også om, at vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en del af en stor verdensomspændende familie af hellige.

Kirkens organisationsmønster giver stor fleksibilitet i forbindelse med størrelse, vækst og behov i vore menigheder. Der er den grundlæggende enheds program med en meget enkel organisationsstruktur og færre møder. Vi har også store menigheder med store organisatoriske ressourcer til at tjene hinanden. Alt foregår inden for Kirkens inspirerede programmer for at hjælpe medlemmerne med at »komme til Kristus og blive fuldkomne i ham« (Moroni 10:32).

Alle disse forskellige muligheder har samme guddommelige værdi, fordi lærdommene i Jesu Kristi gengivne evangelium er de samme i hver enhed. Jeg vidner som et af Herren Jesu Kristi ordinerede vidner om, at han lever, at evangeliet er sandt, og at det giver svar på alle de individuelle og fælles udfordringer, som Guds børn på jorden står over for i dag.

I 2005 besøgte min hustru og jeg mange af Kirkens medlemmer over hele Europa. I nogle dele af Europa har Kirken været i mange år, endda siden 1837. Der er en stor arv af trofaste medlemmer i Europa. Lige nu har vi flere end 400.000 medlemmer på det kontinent. Hvis vi ser på alle de generationer af europæere, som emigrerede fra Europa til Amerika i det nittende og tyvende århundrede, kan det tal let ganges nogle gange.

Hvorfor forlod så mange trofaste medlemmer deres hjem i Kirkens tidlige tid? Der kan nævnes mange årsager: At undgå forfølgelse, at hjælpe med at opbygge Kirken i USA, at forbedre deres livsvilkår, at være tæt på templet og mange andre.

Europa mærker stadig konsekvenserne af denne udvandring. Men den styrke, som kommer af adskillige generationer af trofaste kirkemedlemmer, bliver mere synlig. Vi ser flere unge mænd og kvinder og ældre par, som tager på mission for Herren, vi ser flere tempelægteskaber, og vi ser mere tillid og mod hos medlemmerne til at fortælle andre om det gengivne evangelium. Blandt europæere og mange andre steder i verden er der et åndeligt tomrum, hvad angår Kristi sande lære. Dette tomrum må, kan og vil blive udfyldt med budskabet om det gengivne evangelium, når vore vidunderlige medlemmer efterlever og forkynder dette evangelium med større mod og tro.

Med Kirkens fremgang i Europa er der nu lande, hvor Kirken har været i højst 15 år. Under mit besøg i 2005 talte jeg med en missionspræsident, som tjente i sit hjemland, Rusland, og som kun havde været medlem af Kirken i syv år. Han fortalte mig: »Jeg blev kaldet som grenspræsident, samme måned, jeg var blevet døbt.« Følte han sig til tider overvældet? Absolut! Prøvede han at implementere hele pakken af Kirkens programmer? Heldigvis ikke! Hvordan blev han så stærk i så lille en forsamling på så kort tid? Han forklarede: »Jeg vidste med hele min sjæl, at Kirken var sand. Evangeliets læresætninger fyldte mit sind og hjerte. Da vi tilsluttede os Kirken, følte vi os som del af en familie. Vi mærkede varme, tillid og kærlighed. Vi var kun få, men vi prøvede alle at følge Frelseren.«

Medlemmerne støttede hinanden, de gjorde deres bedste, og de vidste, at Kirken var sand. Det var ikke organisationen, der havde tiltrukket ham, men evangeliets lys, og dette lys styrkede disse gode medlemmer.

I mange lande er Kirken stadig i sin begyndelse, og de organisatoriske forhold er sommetider langt fra fuldkomne. Men medlemmerne kan imidlertid have et fuldkomment vidnesbyrd om sandheden i deres hjerte. Når disse medlemmer forbliver i deres lande og opbygger Kirken trods økonomiske vanskeligheder og udfordringer, vil kommende generationer være taknemmelige for disse modige, nutidige pionerer. De står ved Det Første Præsidentskabs kærlige opfordring fra 1999:

»I vore dage har Herren fundet det passende at tilvejebringe evangeliets velsignelser gennem et stigende antal templer i mange dele af verden. Vi ønsker derfor atter at understrege det mangeårige råd til Kirkens medlemmer om at forblive i deres hjemland snarere end at emigrere til USA …

Når medlemmer over hele verden forbliver i deres hjemland, og arbejder på at opbygge Kirken i deres fædreland, vil de opleve store velsignelser både personligt og for Kirken.«²

Lad mig tilføje et advarende ord til dem af os, som tilhører store menigheder og stave. Vi må være forsigtige med, at kernen i vores vidnesbyrd ikke ligger i den sociale del af Kirkens fællesskab eller i de vidunderlige aktiviteter, programmer og organiseringen af vore menigheder og stave. Alt dette er vigtigt og værdifuldt at have – men det er ikke nok. Selv venskab er ikke nok.

Vi ved, at vi lever i en tid med omvæltninger, katastrofer og krig. Vi og mange andre føler et stærkt behov for et »forsvar og … tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden« (L&P 115:6). Hvordan finder vi sådan et sikkert sted? Præsident Gordon B. Hinckley (1910) sagde: »Vores tryghed ligger i vores retskafne liv. Vores styrke ligger i retfærdighed.«³

Husk på, hvordan Jesus Kristus underviste sine apostle klart og enkelt i begyndelsen af sin jordiske tjenestegerning: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 4:19). Dette var også begyndelsen på De Tolv Apostles tjenestegerning, og jeg har en mistanke om, at de har næret en følelse af utilstrækkelighed. Tillad mig at fremhæve, at her underviser Frelseren os om kerneprincipper og prioriteter i livet. Som personer skal vi først og fremmest følge ham, og når vi gør det, vil Frelseren velsigne os ud over vores egen formåen til at blive det, han ønsker vi skal være.

At følge Kristus er at blive mere som ham. Det er at lære af hans karakter. Som åndelige børn af vor himmelske Fader har vi potentialet til at indarbejde kristuslignende egenskaber i vores liv og karakter. Frelseren indbyder os til at lære om hans evangelium ved at efterleve hans lærdomme. At følge ham er at anvende de rette principper, og så for os selv erkende de velsignelser, der følger. Denne proces er på samme tid både meget kompleks og meget enkel. Fordums og nutidige profeter siger det med to ord: »Hold befalingerne« – hverken mere eller mindre.

At udvikle kristuslignende egenskaber i vores liv er ikke nogen let opgave, især når vi bevæger os væk fra almindeligheder og abstraktioner og begynder at beskæftige os med det virkelige liv. Prøvelsen ligger i at efterleve det, vi prædiker. Virkelighedstesten kommer, når de kristuslignende egenskaber skal være synlige i vores liv – som mand eller hustru, som søn eller datter, i vore venskaber, på vores arbejdsplads, i vores forretningsliv og vores fritid. Vi kan erkende vores vækst, ligesom vore omgivelser kan, når vi gradvist øger vores evne til at »handle i al hellighed over for [ham]« (L&P 43:9).

Skriften beskriver en række kristuslignende egenskaber, vi bør udvikle i vores liv. De omfatter viden og ydmyghed, barmhjertighed og kærlighed, lydighed og flid, tro og håb (se L&P 4:5-6). Disse personlige karaktertræk står uafhængigt af den organisatoriske status i vores kirkeenhed, vore økonomiske omstændigheder, vores familiesituation, kultur, race eller sprog. Kristuslignende egenskaber er gaver fra Gud. De kan ikke udvikles uden hans hjælp.

Den hjælp, vi alle behøver, er frit givet os gennem Jesu Kristi forsoning. At have tro på Jesus Kristus og på hans forsoning vil sige fuldstændig at sætte sin lid til ham – at stole på hans uendelige magt, intelligens og kærlighed. Kristuslignende egenskaber kommer ind i vores liv, når vi anvender vores handlefrihed retfærdigt. Tro på Jesus Kristus fører til handling. Når vi har tro på Kristus, så stoler vi tilstrækkeligt på Herren til at følge hans befalinger – selv når vi ikke fuldt ud forstår årsagerne til dem. Når vi stræber efter at blive mere som Frelseren, må vi vurdere vores liv regelmæssigt og på omvendelsens sande sti stole på Jesu Kristi fortjenester og velsignelserne ved hans forsoning.

At udvikle kristuslignende egenskaber kan være en smertefuld proces. Vi må være rede til at acceptere vejledning og irettesættelse fra Herren og hans tjenere. Gennem Kirkens regelmæssige verdensomspændende konferencer med deres musik og talte ord føler og modtager vi åndelig kraft, vejledning og velsignelser »fra det høje« (L&P 43:16). Det er en tid, hvor den personlige inspirations og åbenbarings stemme vil give fred i vores sjæl og lære os, hvordan vi kan blive mere kristuslignende. Denne stemme vil være så sød som en kær vens stemme, og den vil fylde vores sjæl, når vores hjerte er tilstrækkeligt sønderknust.

Når vi stræber efter at blive mere som Frelseren, vokser vi i evnen til at blive »rige i håbet ved Helligåndens kraft« (Rom 15:13). Vi vil »lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til« (L&P 25:10).

Dette leder mig tilbage til min indledende sammenligning med aerodynamik. Jeg talte om at fokusere på det basale. Kristuslignende egenskaber er det basale. De er de grundlæggende principper, som vil skabe »vinden under vore vinger.« Når vi udvikler kristuslignende egenskaber i vores liv, et trin ad gangen, vil de »bære [os] som på ørnevinger« (L&P 124:18) Vores tro på Jesus Kristus vil give kraft og et kraftigt fremadrettet skub; vores urokkelige og levende håb vil give et stærkt løft opad. Både tro og håb vil bære os over oceaner af fristelser, bjerge af plager og bringe os sikkert tilbage til vores evige hjem og bestemmelsessted.