Min enestående drøm

Ved en trafikulykke for mange år siden blev jeg svært kvæstet, hvilket gjorde, at jeg lå i koma i tre måneder. Takket være præstedømmevelsignelser og min families bønner oplevede jeg det, som lægerne kaldte »en enestående rekonvalescens«.

Men mine skader havde svækket min korttidshukommelse, og jeg kan ikke længere huske mine drømme. Ofte vågner jeg og tænker: »Jeg drømte vist«, men i samme øjeblik forsvinder drømmen fra mit sind for stedse.

Sytten år efter den ulykke blev jeg kaldet som biskop for min menighed. Ved et senere menighedsrådsmøde foreslog primarypræsidenten, at vi kaldte et bestemt par til at undervise i VDR-klassen. Mine rådgivere og jeg udvekslede forbløffede blikke.

Den pågældende søster kom uregelmæssigt i kirke, og hendes mand havde ikke vist sig i flere år. Ikke desto mindre følte vi, at de skulle have mulighed for at overveje kaldelsen.

Natten inden jeg talte med dette ægtepar, havde jeg en meget livagtig drøm. Jeg vågnede næste morgen og huskede den tydeligt. Den handlede om, hvad jeg skulle sige under interviewet, så de ville tage imod kaldelsen. Jeg var chokeret over, at jeg for første gang i 17 år kunne huske en drøm, men det var drømmens indhold, som virkelig begejstrede og oplivede mig.

Samme aften hentede min rådgiver mig. Mens vi kørte derhen, sagde han: »Biskop, jeg vil lade dig føre ordet.« Jeg kan huske, at jeg smilede selvsikkert, fordi jeg følte, at Herren havde planlagt samtalen for mig.

Under samtalen gentog jeg drømmen ordret, og parret tog imod kaldelsen. Da vi kørte hjem den aften, sagde min rådgiver: »Jeg føler, at jeg lige er blevet belært af Mesteren.« Jeg smilede, fordi jeg vidste, at det var sandt – vi var begge blevet belært af Mesteren.

Manden og hans hustru varetog trofast deres kaldelse i Primary, og de blev begge aktive i menigheden. Et par år senere blev de beseglet i templet.

Den dag i dag er den særlige drøm den eneste, som jeg har kunnet huske de sidste 28 år. Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader vidste, at tiden var moden for dette par. Derfor inspirerede han primarypræsidenten, og den ene nat velsignede han min defekte hukommelse, så den fungerede perfekt. Atter indser jeg, at Herren er overhoved for denne kirke, og at »Herrens evige formål skal rulle videre, indtil alle hans løfter er blevet opfyldt« (Morm 8:22).