Red min far

Det var min far, der søgte sandheden og fandt missionærerne. De underviste os i evangeliet, og ikke længe efter blev vi – mine forældre og fem brødre og søstre – døbt. Vores vidnesbyrd styrkedes. Vi lærte så meget, især om Frelseren og om familier.

I 1992 fik min far, mens han virkede som biskop i vores menighed i Filippinerne, et hjerteanfald. Han blev hurtigt kørt fra sit kontor til hospitalet. Da vi fik at vide, at han lå på intensivafdelingen, var hele familien i chok. Frygten greb os. Min fars chancer for at overleve var meget små. Min mor græd og sagde, at vi alle skulle bede.

Jeg mistede tidsfornemmelsen – fordi så mange minder pludselig vældede frem. Jeg knælede i bøn med tårevædet ansigt. Mit hjerte føltes så tungt, og mit bryst var ved at sprænges. Jeg havde lyst til at skrige for at lette smerten og fjerne den angst, der greb mig den dag. I stedet bad jeg blot: »Red min far.« Det var en oprigtig bøn, der skulle høres.

Den aften fik jeg lov at besøge intensivafdelingen. Min far var gået i koma, og min mor, mine søskende og jeg måtte berede os på det værste. Det var en smertefuld oplevelse for vores familie. Fremtiden så trist og usikker ud. Mens jeg stille tog afsked med ham, mindedes jeg vores første familieaften. Vi havde set en kirkefilm, Families Are Forever.

Inden jeg gik i seng den aften, vendte min jordiske far stille tilbage til sin himmelske Fader.

Min fars død, da jeg var 22, blev begyndelsen på flere hundrede forandringer i mit liv. Da han var væk, opdagede jeg, at jeg havde en styrke, jeg ikke var klar over. Jeg har fået mere ud af mit liv, end jeg ellers ville have gjort, fordi forandringer og udvikling tvang mig.

Skønt min himmelske Fader ikke gjorde, som jeg bad om, faldt det mig aldrig ind, at han ikke havde hørt mig. Jeg vidste, at han lyttede. Han vidste nøjagtig, hvordan jeg havde det. Han vidste nøjagtig, hvad vores familie havde brug for på det tidspunkt, og det var det, han gav os – styrke til at overvinde livets udfordringer og styrke til at se virkeligheden i øjnene. Han lærte os, hvordan vi skal tackle vores prøvelser med tro.

Der er gået mere end 15 år siden den sorgfulde dag. Jeg lærer stadig nyt, og jeg udvikler mig stadig i evangeliet. I dag har jeg min egen familie, og jeg er så lykkelig for, at vi er beseglet i templet. Jeg fjerner aldrig blikket fra den vej, som min far udstak for os.

Jeg ved, at vores familie takket være Jesu Kristi forsoning og opstandelse skal være sammen igen. Jeg har lang vej endnu, men jeg glæder mig ved tanken om, at jeg skal se min far igen ved afslutningen af denne rejse.