Undervis i sande lærdomme

Guds ord er den lærdom, som Jesus Kristus og hans profeter underviste i. Alma vidste, at lærdommens ord havde stor kraft. De kan åbne menneskers sind, så de kan se det åndelige, som ikke er synligt for det naturlige øje. Og de kan åbne hjerterne over for Guds kærlighed og for en kærlighed til sandheden. Frelseren trak på begge disse kraftkilder, for at åbne vores øjne og vores hjerte, i afsnit 18 i Lære og Pagter, da han underviste dem, som han ønskede skulle tjene ham som missionærer, i sin lærdom. Når I lytter hertil, så tænk på den unge mand i din familie, som lige nu er usikker på, om han skal forberede sig til en mission. Her følger, hvordan Mesteren underviste to af sine tjenere, og hvordan du kan undervise den unge mand, som du elsker, i hans lære:

»Og se, Oliver Cowdery, jeg taler til dig og også til David Whitmer i form af en befaling; for se, jeg befaler alle mennesker overalt at omvende sig, og jeg taler til jer, ligesom til Paulus, min apostel, for I er kaldet med selv samme kaldelse, som han var kaldet med.

Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:9-10).

Han begynder med at fortælle, hvor meget han stoler på dem. Derpå taler han hjerte til hjerte ved at fortælle dem, hvor meget hans Fader og han selv elsker hver eneste sjæl. Derefter berører han det grundlæggende i sin lære. Han beskriver, hvor stor grund vi har til at elske ham:

»For se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet; således led han alle menneskers smerter, for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham.

Og han er opstået igen fra de døde, for at han kunne føre alle mennesker til sig på betingelse af omvendelse.

Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!« (L&P 18:11-13).

Efter at have givet dem læren om sin mission som en måde at åbne deres hjerte på, giver han dem denne befaling: »Derfor er I kaldet til at råbe omvendelse til dette folk« (L&P 18:14).

Til sidst åbner han deres øjne, så de kan se gennem sløret. Han tager dem og os til en fremtidig eksistens, som er beskrevet i frelsens store plan, hvor vi en dag kan komme. Han fortæller os om vidunderlige forbindelser, som det er værd at opgive alt for at kunne nyde:

»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!

Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:15-16).

Med disse få skriftsteder underviser han os i en lærdom, som åbner vores hjerte for hans kærlighed. Og han underviser i læren for at åbne vore øjne for de åndelige realiteter, som er usynlige for ethvert sind, som ikke oplyses af sandhedens Ånd.

Behovet for at åbne både øje og hjerte fortæller os, hvordan vi skal undervise i hans lære. Lærdommene iklædes kraft, når Helligånden bekræfter det, som er sandt. Vi forbereder dem, som vi underviser på bedste vis, så de kan modtage de stille tilskyndelser, som kommer fra den stille, sagte røst. Det kræver en vis grad af tro på Jesus Kristus. Det kræver en vis grad af ydmyghed og villighed at underkaste os Frelserens vilje med hensyn til os. Den person, som du måtte ønske at hjælpe, har måske meget lidt af begge dele, men du kan opmuntre vedkommende til at ønske at tro. Og hvad mere er, du kan få tillid fra en anden stærk side af læren. Sandheden baner sin egen vej. Blot det at høre lærens ord kan plante troens sædekorn i hjertet. Og selv det mindste sædekorn af tro på Jesus Kristus indbyder Helligånden til at komme.

Vi kan i højere grad selv kontrollere vores egen forberedelse. Vi kan mætte os med Guds ord i skrifterne og studere de levende profeters ord. Vi kan faste og bede om Ånden både for os selv og for den person, som vi ønsker at undervise.

Eftersom vi har behov for Helligånden, må vi være forsigtige og passe på ikke at undervise i det, som går udover sande læresætninger. Helligånden er sandhedens Ånd. Vi inviterer hans bekræftelse af sandheden, når vi undgår spekulation eller personlig fortolkning. Det kan være svært at gøre. Man elsker den person, som man prøver at påvirke. Han eller hun kan tidligere have ignoreret de lærdomme, vedkommende har hørt. Det er fristende at forsøge med noget nyt eller sensationelt. Men vi kan kun invitere Helligånden med som vores ledsager, når vi omhyggeligt sørger for kun at undervise i den sande lære.

En af de bedste måder at undgå at komme i nærheden af falsk lærdom på er at vælge at gøre vores undervisning enkel. Vi er på den sikre side med denne enkelhed, og intet går tabt. Det ved vi, fordi Frelseren har lært os at undervise de små børn i den vigtigste lære. Lyt til hans befaling: »Og videre, for så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogle af hendes stave, som er organiserede, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved« (L&P 68:25).

Vi kan undervise selv et barn i forståelsen af Jesu Kristi lære. Det er derfor med Guds hjælp muligt at undervise i den frelsende lære på en enkel måde.

Vi har størst mulighed med de små. Det bedste tidspunkt at undervise på er i den tidlige barndom, mens børnene stadig er immune over for deres dødelige fjendes fristelser, og længe før sandhedens ord overdøves af larmen fra deres personlige kampe.

En klog forælder vil ikke gå glip af muligheden for at samle sine børn for at undervise dem om Jesu Kristi lære. Sådanne øjeblikke er sjældne i forhold til fjendens anstrengelser. For hver eneste time vi introducerer lærdommens kraft i et barns liv, er der hundredvis af timer fyldt med budskaber og billeder, som benægter eller ignorerer de frelsende sandheder.

Spørgsmålet bør ikke være, om vi er for trætte til at forberede os i at undervise i lærdommene, eller om det vil være bedre at knytte et barn til sig gennem sjov, eller om barnet er begyndt at føle, at vi prædiker for meget. Spørgsmålet må da være: »Da tiden er så knap, og mulighederne så få, hvilke lærdomsord fra mig vil så styrke dem bedst mod de angreb på deres tro, som helt sikkert vil komme?« De ord, som du taler i dag, bliver måske dem, de husker. Og i dag vil snart være forbi.

Årene går, vi underviser i lærdommene, som vi bedst kan, og alligevel er der nogen, som ikke reagerer. Der er stor sorg knyttet hertil. Men der findes håb i skrifterne, der taler om familier. Tænk på Alma den Yngre og Enosh. I deres personlige kriser huskede de deres fædres ord, ord, som omhandlede Jesu Kristi lærdomme (se Enosh 1:1-4; Alma 36:16-19). Det reddede dem. Jeres undervisning i den hellige lære vil blive husket.

Der er to tvivlsspørgsmål, som kan krybe ind i jeres sind. I spekulerer måske på, om I kender lærdommen godt nok til at undervise i den. Og hvis I allerede har forsøgt at undervise i den, kan I måske spekulere på, hvorfor I ikke ser nogen nævneværdig god virkning.

I min egen familie findes der en beretning om en ung kvinde, som havde mod til at begynde at undervise i lærdommene, da hun netop var omvendt og kun havde ringe uddannelse. Og den kendsgerning, at virkningen af hendes undervisning ikke er ophørt, giver mig tålmodighed til at vente på virkningerne af min egen indsats.

Mary Bommeli er min oldemor. Jeg har aldrig mødt hende. Hendes barnebarn hørte hende fortælle sin historie og skrev den ned.

Mary blev født i 1830. Missionærerne underviste hendes familie i Schweiz, da hun var 24 år gammel. Hun boede stadig hjemme, hvor hun vævede og solgte klædestof for at hjælpe sin familie med at klare deres lille gård. Da familien hørte læren om Jesu Kristi gengivne evangelium, vidste de, at det var sandt. De blev døbt. Marys brødre blev kaldet på mission og tog af sted uden pung eller taske. Resten af familien solgte deres ejendele for at rejse til Amerika og samles med de hellige.

Der var ikke nok penge til, at de alle kunne rejse. Mary foreslog selv, at hun blev tilbage, da hun mente, at hun kunne spare nok sammen fra sin vævning, så hun både kunne klare sig og spare op til sin rejse. Hun kom til Berlin og til en kvinde, som ansatte hende til at væve stof til familiens tøj. Hun boede i tjenestepigens værelse og satte sin væv op i hjemmets stue.

Det var på dette tidspunkt forbudt at undervise i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lærdomme i Berlin. Men Mary kunne ikke holde det glade budskab for sig selv. Kvinden i det hjem, hun var ansat i, satte sig sammen med sine venner rundt om væven for at høre pigen fra Schweiz undervise. Hun talte om, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith, om englebesøg og om Mormons Bog. Da hun kom til beretningerne om Alma, belærte hun dem om opstandelsen.

Det skabte nogle problemer i forbindelse hendes vævning. På den tid døde mange børn som meget små. Kvinderne omkring væven havde mistet børn på denne måde, og nogle havde mistet mange. Da Mary underviste om den sandhed, at små børn er arvinger til det celestiale rige, og disse kvinder igen kunne være sammen med dem og med Frelseren og vor himmelske Fader, strømmede tårerne ned ad kinden på disse kvinder. Mary græd også. Alle disse tårer gjorde stoffet vådt, som Mary havde vævet.

Marys lærdomme skabte et mere alvorligt problem. Selv om Mary bønfaldt kvinderne om ikke at tale om det, som hun havde fortalt dem, så gjorde de det alligevel. De delte dette glade budskab med deres venner. Så en aften bankede det på døren. Det var politiet. De førte Mary til fængslet. På vejen spurgte hun politibetjenten om navnet på den dommer, som hun skulle føres frem for næste morgen. Hun spurgte, om han havde familie. Hun spurgte, om han var en god far og en god ægtemand. Politibetjenten smilede, da han beskrev dommeren som en levemand.

I fængslet bad Mary om blæk og papir. Hun skrev et brev til dommeren. Hun skrev om Jesu Kristi opstandelse, som den er beskrevet i Mormons Bog, om åndeverdenen og om hvor længe dommeren ville kunne tænke over og overveje sit liv før den endelige dom. Hun skrev, at hun vidste, at han havde meget at omvende sig fra, som ville knuse hans families hjerte og bringe ham stor sorg. Hun skrev hele natten lang. Den næste morgen bad hun politibetjenten om at bringe hendes brev til dommeren. Det gjorde han.

Politibetjenten blev senere kaldt ind på dommerens kontor. Det brev, som Mary havde skrevet, var et uigendriveligt bevis på, at hun underviste i evangeliet og derfor brød loven. Men det varede ikke længe, før politibetjenten kom tilbage til Marys celle. Han fortalte hende, at alle anklager mod hende var afvist, og at hun var løsladt. Hendes undervisning i læren om Jesu Kristi gengivne evangelium havde åbnet øjne og hjerter nok til at få hende kastet i fængsel. Og hendes forkyndelse for dommeren om læren om omvendelse fik hende ud af fængslet.¹

Mary Bommelis undervisning, rørte flere mennesker end blot de kvinder, som var forsamlet omkring væven, og dommeren. Min far, hendes barnebarn, fortalte mig om det i de nætter, som gik forud for hans død. Han talte om den glædelige forening, som snart ville ske i åndeverdenen. Jeg kunne næsten se det klare solskin og smilene i paradiset, mens han talte om det med så stor sikkerhed.

På et tidspunkt spurgte jeg ham, om han havde noget, som han skulle omvende sig fra. Han smilede. Han lo stille, mens han sagde: »Nej, Hal. Jeg har omvendt mig undervejs.« Den lære om paradiset, som Mary Bommeli forkyndte for kvinderne, var en realitet for hendes barnebarn. Og selv de lærdomme, som Mary underviste dommeren i, havde påvirket min fars liv til det bedre. Det bliver ikke afslutningen på Mary Bommelis undervisning. Optegnelsen om hendes ord sender den sande lære til endnu ufødte generationer i hendes familie. Og fordi hun troede, at selv en nyomvendt kendte nok til lærdommene til at undervise i dem, vil hendes efterkommeres sind og hjerter blive åbnet og styrket i kampen.

Jeres efterkommere vil undervise hinanden i lærdommene, fordi I underviste i dem. Lærdommene kan mere end åbne sindet for det åndelige og hjertet for Guds kærlighed. Da denne lærdom bringer glæde og fred, har den også kraft til at åbne munden. Ligesom kvinderne i Berlin vil jeres efterkommere heller ikke være i stand til at holde det glade budskab for sig selv.

Jeg er taknemlig over at leve på et tidspunkt, hvor vi og vores familier har fået gengivet evangeliets fylde. Jeg er taknemlig for Frelserens kærlighedsmission for os og for livets ord, som han har givet os. Jeg beder om, at vi kan dele disse ord med dem, som vi elsker. Jeg vidner om, at Gud vor Fader lever og elsker alle sine børn. Jesus Kristus er hans Enbårne Søn i kødet og vor Frelser. Jeg ved, at han er opstanden, og jeg ved, at vi kan blive vasket rene ved lydighed mod Jesu Kristi evangeliums love og ordinancer.