Den gode hyrdes røst

Som ranchejer i Montana i næsten 70 år værdsætter jeg lignelsen om den gode hyrde, som findes i Joh 10:1-18, for sådan har jeg levet. Følgende oplevelser var særligt medvirkende til at levendegøre denne lignelse.

På Bibelens tid samlede hver hyrde sin hjord ved at kalde dem ud fra de mange hjorde, som tilbragte natten sammen i folden (se v. 3-4). Når jeg flytter mine får, kalder jeg på dem, og de følger kun efter mig.

For en del år siden blev min åndsfriske 86-årige nabo, Alice, som opdrættede får, syg midt i læmmesæsonen, så jeg tilbød at våge om natten. Da jeg trådte ind i Alices fårestald under min første »vagt«, havde hendes næsten 100 får lagt sig til ro for natten. Men da jeg viste mig, fornemmede de straks en fremmed i deres midte. Skrækslagne søgte de sammen i en tæt flok i det fjerneste hjørne (se v. 5).

Dette fortsatte over flere aftner. Uanset hvor stille jeg trådte ind til dem, gik fårene i panik og flygtede. Jeg talte beroligende til de nyfødte lam og moderfårene, mens jeg tog mig af dem. Den femte nat var de ikke længere urolige, når jeg bevægede mig rundt blandt dem. De havde lært min stemme at kende, og de stolede på mig.

Nogen tid senere fortalte jeg Alice, at jeg ville made hendes lille dusin forstødte lam med flaske. (Det var lam, hvis mødre enten var døde eller ikke kunne give die). Jeg efterlignede Alices stemme, da jeg kaldte på lammene: »Kom her, mæmæ! Kom her, mæmæ!« Jeg forventede, at lammene ville løbe mig over ende, som de gjorde med hende. Men ikke et eneste lam så meget som kiggede op. Så trådte Alice ud af sin køkkendør og kaldte. Da de hørte hendes stemme, styrtede de ivrigt hen til hende for at få deres mælk.

Alice og jeg blev nysgerrige og foretog et eksperiment. Da Alice stod i min fårefold, efterlignede hun min kalden: »Kom så, lamse, lamse! Kom så, lamse, lamse!« og hun fik ingen reaktion fra lammene. Men når jeg kaldte med nøjagtig samme ord, samledes lammene hurtigt omkring mig. Selv om de ord, vi brugte til at hidkalde lammene var de samme, så reagerede de ikke på vore ukendte stemmer. De trofaste får fulgte kun deres rigtige hyrde (se v. 4).

I Joh 10 skelnes der mellem en hyrde og en daglejer. En hyrde, der ejer fårene, nærer kærlig omsorg for dem. Daglejeren derimod »er ligeglad med fårene« (v. 13). Lignelsen fortæller også, at mens daglejeren flygter og lader sine får i stikken (se v. 12), så sætter hyrden villigt sit liv til for flokken (se v. 11). Det gælder bestemt for vores Gode Hyrde – vor Frelser, Jesus Kristus – som kærligt gav sit liv for os (se v. 15, 17-18).

I mine øjne bekræfter disse oplevelser et af lignelsens vigtigste budskaber: Når vi stræber efter personligt at lære vores Gode Hyrde at kende, så vi straks genkender hans røst, undgår vi ved en fejltagelse at følge daglejeren. Ved trofast at følge vor Gode Hyrdes røst – og ingen anden – bliver vi ledt til evig tryghed.