Hvad betyder hans forsoning for jer?

Det nok mest citerede vers ved vore møder og i vore skrivelser er dette vidunderlige, uddybende vers fra Mose bog: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).

Takket være opstandelsen er vi alle udødelige. Og takket være forsoningen vil de, der har tilstrækkelig tro på Herren Jesus Kristus til at påtage sig hans navn, omvende sig og leve i overensstemmelse med hans evangelium, holde deres pagter med ham og hans Fader og tage del i de frelsende ordinancer, som er tilgængelige på hellige steder, opleve og nyde evigt liv.

Jeg kan ikke mindes at have mødt nogen, som gav udtryk for en stærk tro på Jesus Kristus, som samtidig var bekymrede for opstandelsen. Ja, vi har nok alle spørgsmål omkring detaljerne, men vi forstå, at det grundlæggende løfte omfatter alle og er sikkert.

Eftersom evigt liv er betinget og kræver vores indsats og efterlevelse, kæmper de fleste af os fra tid til anden, måske regelmæssigt – ja, sågar konstant – med spørgsmål angående den måde, vi burde leve på. Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har spurgt: »Tror vi fejlagtigt, at vi skal foretage rejsen fra godt til bedre og blive en hellig på egen hånd ved ren og skær karakterstyrke, viljestyrke og disciplin«?³

Hvis vores frelse udelukkende afhang af vores egen indsats, ville vi være slemt i knibe, for vi er alle ufuldkomne og ude af stand til fuldt ud at efterleve alting til enhver tid. Hvordan opnår vi så den hjælp og styrke, som vi har brug for? Nefi forklarede dilemmaet i forholdet mellem nåde og gerninger, da han vidnede: »For vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre« (2 Ne 25:23).

Bible Dictionary minder os om, at nåde er en guddommelig mekanisme eller princip, som indgyder styrke eller hjælper os gennem Jesu Kristi barmhjertighed og kærlighed, og som er til rådighed for os på grund af hans forsoning.⁴ Det er derfor takket være Kristi nåde, at vi opstår, og det er hans nåde, kærlighed og forsoning, som hjælper os til at udføre de gode gerninger og gennemføre de nødvendige fremskridt, som ville være umulige, hvis vi var overladt til vore egne evner og ressourcer.

Blandt alt det, som jeg beundrer ved Nefi, er hans indstilling. Hans liv var ikke let, især ikke i sammenligning med de bekvemmeligheder, som de fleste af os tager for givet i dag. Nefi og hans familie boede i ørkenen i mange år, inden de nåede frem til det forjættede land. Af og til døjede de med sult, tørst og farer. Nefi måtte slås med alvorlige familiestridigheder, som Laman og Lemuel forvoldte, og til sidst skilte han og hans ledsagere sig ud fra dem, der fulgte Laman og Lemuel.

Trods alle disse trængsler og vanskeligheder kunne Nefi sige: »Og det skete, at vi levede på lykkelig vis« (2 Ne 5:27).

Han forstod, at der er et mønster for livsførelse, som fører til lykke, på trods af de vanskeligheder, udfordringer og skuffelser, som rammer os alle. Han var i stand til at fokusere på de store træk i Guds plan for ham og hans folk, og derved undgik han at blive tynget ned af sin frustration eller af den korrekte iagttagelse, at livet ikke er retfærdigt. Det er ikke retfærdigt, men han og hans folk var alligevel lykkeligt. De forstod, at forsoningen skulle finde sted, og de havde tillid til, at den nok skulle omfatte dem.

Nefi stillede sig selv vigtige spørgsmål, som vi måske kunne stille os selv, når vi overvejer Kristi forsonings rolle i vores liv.

»O, når jeg nu har set så store ting, og når Herren i sin velvilje over for menneskenes børn, er kommet til menneskene i så megen barmhjertighed, hvorfor skulle mit hjerte da græde og min sjæl dvæle i sorgens dal og mit kød svinde hen og min styrke svækkes på grund af mine trængsler?

Og hvorfor skulle jeg give efter for synd på grund af mit kød? Ja, hvorfor skulle jeg give efter for fristelser, så at den Onde får plads i mit hjerte til at tilintetgøre min fred og plage min sjæl? Hvorfor er jeg vred på grund af min fjende?« (2 Ne 4:26-27).

Efter sin klagesang besvarede han sine egne spørgsmål, fordi han kendte den indfaldsvinkel, han skulle vælge på sine problemer. »Vågn op, min sjæl! Vær ikke længere modløs på grund af synd. Fryd dig, o mit hjerte, og giv ikke længere plads for min sjæls fjende … O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt« (2 Ne 4:28, 34).

Betød det, at Nefi ikke længere havde problemer? Betød det, at han fuldt ud forstod alt, hvad der overgik ham? Tænk på det svar, som han gav en engel flere år tidligere, da han blev stillet et vigtigt spørgsmål om Kristi forsoning, som lå ude i fremtiden. »Jeg ved, at [Gud] elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17).

Vi kan og skal heller ikke forstå betydningen af alt, men vi kan og skal vide, at Herren elsker sine børn, og at vi kan nyde godt af Kristi nåde og forsoningen i vores dagligdag og vore kampe. På samme måde bør vi både kende og huske på tåbeligheden og faren ved at give den onde plads i vores hjerte.

Selv når vi fuldt ud forstår og forpligter os til at holde ondskab og den onde ude fra vores hjerte og liv, fejler vi, fordi vi alt for ofte er »naturlige« mennesker (se Mosi 3:19). Vi må derfor være taknemlige for og være udøvere af omvendelsens princip. Skønt vi ofte omtaler omvendelse som en begivenhed, hvad det somme tider er, så er det dog for de fleste af os en konstant og livslang proces.

Der findes selvfølgelig både almindelige synder og undladelsessynder, som vi straks kan begynde at omvende os fra. Der er bestemte former for ugudelighed og fejltagelser, som vi kan forsage her og nu og aldrig gentage. Vi kan for eksempel blive ærlige tiendebetalere resten af livet, selv om det ikke hidtil har været tilfældet. Men andre sider af vores liv kræver vores fortsatte forbedring og konstante opmærksomhed, så som vores åndelighed, barmhjertighed, hensyntagen til andre, omsorg for familiens medlemmer, opmærksomhed over for naboer, forståelse af skrifterne, tempeldeltagelse og kvaliteten af vore personlige bønner.

Vi kan være taknemlige for, at Frelseren, der forstår os bedre, end vi forstår os selv, indstiftede nadveren, så vi regelmæssigt kan forny vore pagter ved at modtage de hellige symboler og forpligte os til at påtage os hans hellige navn, altid erindre ham og holde hans befalinger. Når vi følger det mønster, som gør det muligt for os at »leve på lykkelig vis«, antager vores omvendelse og adfærd en højere kvalitet, og vores evne til at forstå og værdsætte forsoningen øges.

I ugerne op til organiseringen af Kirken i 1830 modtog profeten Joseph Smith en enestående åbenbaring, som øger vores forståelse af forsoningen, fordi det var Frelseren selv, der talte og forkyndte. Han beskrev sig selv som »verdens Forløser« (L&P 19:1), erkendte at han fulgte Faderens vilje, og sagde så: »Derfor befaler jeg dig at omvende dig og holde de befalinger, som du har modtaget« (L&P 19:13).

Dette enkle mønster for omvendelse og lydighed er grundlaget for at »leve på lykkelig vis«. Vi ved, at det er det, vi skal gøre, selv om vi af og til glemmer hvorfor. Herren minder os om hvorfor med følgende ord fra samme åbenbaring:

»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19).

Hvilken enestående lektie! Jeg er sikker på, at ingen af os kan forestille os betydningen og omfanget af Herrens smerte, da han udvirkede den storslåede forsoning. Jeg tvivler på, at Joseph Smith på det tidspunkt havde en fuldstændig forståelse af Frelserens lidelser, skønt profeten senere opnåede en større påskønnelse og forståelse af den senere fra sine egne trængsler og pinsler. Tænk på den vejledning som Jesus selv gav, da han rådede og trøstede Joseph under de dystre timer i fængslet i Liberty. Herren sagde blot: »Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?« (L&P 122:8).

Dette spørgsmål til Joseph er også et spørgsmål til enhver af os i vore personlige og individuelle trængsler og udfordringer. Ingen af os bør tvivle på det korrekte svar.

At Jesus oplevede det, han gjorde, ikke fordi han ikke kunne undgå det, men fordi han elskede os, giver stof til eftertanke. Jesus elsker og ærer også sin Fader med en inderlighed og loyalitet, som vi kun svagt kan forestille os. Hvis vi ønsker at ære og elske Frelseren, må vi aldrig glemme, at han gjorde det, han gjorde for os, for at vi ikke skal lide i det omfang, som retfærdigheden alene ville kræve af os.

Piskning, afsavn, overgreb, nagler og ufatteligt pres og lidelse førte alt sammen til, at han måtte udstå ulidelige smerter, som ikke kunne udholdes af nogen, som ikke besad hans kræfter eller beslutsomhed til at fastholde sin kurs og udholde alt, som blev pålagt ham.

Når vi overvejer forsoningens omfang og Forløserens villighed til at lide for alle vore synder, bør vi taknemligt anerkende, at forsoningen omfatter meget mere! Tænk over disse ord fra Alma til de trofaste indbyggere i Gideon næsten et århundrede før forsoningen blev udvirket.

»Og [Jesus] skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.

Se, Ånden ved alt; alligevel lider Guds Søn, hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri; og se nu, det er det vidnesbyrd, som er i mig« (Alma 7:11-13).

Tænk på en hel og altomfattende kur mod vore smerter, lidelser, fristelser, sygdomme, synder, skuffelser og overtrædelser. Kan I forstille jer noget alternativ til Jesu forsoning? Når vi dertil føjer den uforlignelige opstandelse, begynder vi at forstå nok til at synge: »O se hvilken kærlighed Jesus har vist til mig«.⁵

Hvad betyder forsoningen for dig og mig? Den betyder alt. Som Jakob forklarede, kan vi blive »forligt med [Faderen] ved Kristi, hans enbårne Søns, forsoning« (Jakob 4:11). Det betyder, at vi kan omvende os, opnå fuld harmoni og anerkendelse hos ham og undgå de fejltagelser eller misforståelser, som »fornægter Kristi barmhjertighed og regner hans forsoning og hans forløsnings kraft for intet« (Moro 8:20).

Vi undgår at vanære og fornedre Frelserens forsoning ved at følge Helamans råd, som er lige så gyldigt i dag, som det var i årene lige før Herrens jordiske komme: »O husk, husk, mine sønner … der findes [ikke] nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved mennesket kan blive frelst end ved Jesu Kristi forsonende blod, han, der skal komme; ja, husk, at han kommer for at forløse verden« (Hel 5:9).

Hans forsoning omfatter virkelig hele verden og alle mennesker fra først til sidst. Men lad os imidlertid ikke glemme, at skønt altomfattende og fuldkommen, så er forsoningen også inderligt personlig og enestående tilpasset vore individuelle omstændigheder og forhold. Faderen og Sønnen kender enhver af os bedre end vi kender os selv og har udvirket en forsoning for os, som er helt i overensstemmelse med vore behov, udfordringer og muligheder.

Lovet være Gud for den gave, som er hans Søn, og priset være Frelseren for hans forsoning. Den er virkelig og virksom og fører os derhen, hvor vi skal være og ønsker at være.