Ikke noget natteroderi

Selv som ung pige bestod mine kaldelser i Kirken for det meste af at undervise primarybørn, og det påvirkede min beslutning om at læse til skolelærer. Men valget af studieretning var ikke det eneste område, hvor Kirkens lærdomme påvirkede min uddannelse. Det stod meget klart, da jeg forberedte mig på min eksamen.

Det sidste projekt, jeg skulle fuldføre, var et speciale, som jeg skulle forsvare ved en mundtlig eksamen under overværelse af tre censorer. Censorerne var nogle af de lærere, som havde undervist min klasse.

Da mit speciale var færdigt, tilbragte jeg aftenen inden den mundtlige eksamen sammen med min kærestes familie. Da jeg tog hjem, sagde hans mor, at hun håbede, at alt ville gå godt og citerede så: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (L&P 38:30).

Dagen oprandt. Masser af minder svirrede gennem mit hoved. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde besluttet at forlade min fødeby for at videreuddanne mig. Jeg huskede alle de ofre, som min familie havde ydet for at finansiere det. Jeg kunne ikke skuffe dem. Min eksamen skulle gå godt.

Mine klassekammerater ventede også på deres eksamen. Vi spekulerede alle på, hvilke spørgsmål censorerne mon ville stille, men jeg følte mig tryg, fordi jeg havde bedt om hjælp, og fordi jeg vidste, at Gud kendte den indsats, jeg havde lagt i at organisere, researche og skrive mit speciale.

Så blev det min tur. Da jeg havde fremlagt mit speciale for panelet, begyndte jeg at svare på spørgsmål. Efter at have stillet flere spørgsmål om det emne, jeg havde skrevet om, spurgte en af censorerne: »Hvor meget arbejde har du lagt i det speciale?«

»En hel del,« svarede jeg. »Jeg gav det alt, hvad jeg havde i mig, fordi jeg gerne ville være nyskabende.«

»Så en masse natteroderi?«

»Nej, jeg sidder normalt ikke sent oppe for at lave lektier,« sagde jeg. »Jeg organiserer min dagen, sådan at jeg kan nå det hele.«

Censorerne så tydeligvis overraskede ud. Den samme censor bemærkede: »Jeg synes, at det er underligt, at du siger, at du ikke har siddet sent oppe. Vi ved, at dine klassekammerater har siddet sent oppe mange nætter.«

En af de andre censorer sagde: »Lad mig lige fortælle jer lidt om denne elev. Hun har tid til det hele. Det kan jeg sige, fordi jeg kender hende. Hun har tid til sine studier, sine venner, sin familie og sågar til at gå i kirke.«

»Er det sandt?« Den anden censor lød igen overrasket. »Hvilken kirke kommer du i?«

»Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

»Nå ja, den kirke kender jeg godt,« var der en, der sagde.

»Vi lærer, at vi skal gå tidligt i seng, så vi kan være friske næste dag.«

Jeg følte mig rolig og tryg ved at tale om evangeliet, selv om jeg var overrasket over at blive udspurgt om religion til en eksamen.

»Der er lagt meget følelse i dit speciale. Det er fremragende. Jeg går ud fra, at det skyldes de vaner, som din kirke har lært dig.«

»Ja,« svarede jeg. »I Kirken har jeg lært at undervise børn, og det har været en hjælp i mine studier.«

»Du er jo som en fisk i vandet,« spøgte en af censorerne. »Vi håber ikke, at du holder op med at gå i kirke, for du står i gæld til de værdier, som du har lært der.«

Kort efter blev jeg bedt om at gå udenfor, mens censorerne traf en afgørelse. To minutter efter kaldte de mig ind igen.

»Det var ikke svært for os at nå til enighed. I lyset af din eksemplariske adfærd, dine fremragende karakterer og det speciale, som du har forsvaret her i dag, er vi enige om, at du har bestået med udmærkelse. Tillykke!«

Da jeg fortalte det til min familie, græd de af glæde.

Jeg vidner om, at da vor himmelske Fader befalede os at »gå tidligt i seng, så I ikke er trætte; stå tidligt op, så jeres legeme og sind må være friske« (L&P 88:124), gjorde han det i den hensigt at velsigne os. Jeg er taknemlig for, at han lader evangeliet bringe os lykke på alle områder af vores liv.