Byg på en sikker grundvold

Ikke langt fra den vidtstrakte Ohio River ligger en lille landsby i udkanten af Louisville i Kentucky. Den hedder Anchorage. Engang var det et landbrugssamfund, hvor flodbådskaptajnerne havde deres sidste sejlbare strækninger, men i dag er det hjem for familier fra mange forskellige trossamfund.

Det var her, at jeg i kirken, derhjemme og mens jeg udforskede den forunderlige verden for foden af platan-, ege-, ahorn-, kastanje- og piletræerne, lærte en af kristendommens grundsætninger: At Jesus kom herned som den store lærer, der viste os godhedens og pålidelighedens vej.

Mine forældre var gode mennesker, som var trofaste i deres kirke. De lærte mig, hvordan jeg skulle være et godt menneske, og at der var noget, som var rigtigt, såsom at være god mod andre, og noget, som var dårligt, såsom at stjæle. På den anden side lærte de mig også, at det, som et menneske tror, er sandt, er lige så gyldigt som det, en anden tror, er sandt, selv om de to ting er indbyrdes modstridende. Set i lyset af den filosofi, som jeg forstår den, er der ingen evige principper, der er sande for alle, men kun personlige synspunkter, som intelligente mennesker har ret og pligt til at afgøre, om de er sande for dem.

På grund af denne dybereliggende moralske relativisme havde jeg svært ved at tro på det, som mormonmissionærerne fortalte mig om behovet for en forsoning, præstedømmemyndighed og profeter. Faktisk tog min vej til konvertering seks lange år med konstante udfordringer og tvivl om, hvem jeg var, hvad jeg troede på, og hvorvidt der faktisk kunne være en Gud, som havde fastsat evige principper om sandhed og vildfarelse, synd og konsekvens.

Utroligt nok modtog jeg en åndelig bekræftelse, men den kom ikke, før jeg var ydmyg nok til at tage imod den. Først kom et vidnesbyrd om dåb, så om Mormons Bog, og siden om, at Joseph Smith er en sand profet. Yderligere vidnesbyrd fulgte, linje på linje, angående profeter og apostle i vore dage.

Til sidst kom der et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke bare troede på, at evangeliet var sandt – jeg vidste det. Kulminationen på mange små vidnesbyrd skabte en grundvold, som min tro var sikker på, et bolværk, som udfordringer mod mit vidnesbyrd ville knuses imod.

Det er vores guddommelige ret at søge svar fra Herren. Og vi skal nære os selv åndeligt hver dag, så vores vidnesbyrd forbliver stærkt. Men jeg vidste også, at det i Herrens system ikke er produktivt at blive ved med at tvivle på principper, som vi har modtaget et vidnesbyrd om. Det kan faktisk føre til frafald.

Jeg tumler ikke længere med min ungdoms moralske relativisme. Jeg ved, at når profeten taler, kommer hans ord fra Gud. Når der opstår situationer, hvor mit vidnesbyrd udfordres, sætter jeg min lid til det vidnesbyrd, jeg allerede har modtaget, og gør så mit bedste for at leve efter det. Det er vejen til fred; det er vejen til lykke.