Vil du have en velsignelse?

En morgen traskede jeg op ad en stejl bakke på sydsiden af Brigham Young Universitys område, da jeg hørte et brag bagved mig. Jeg vendte mig om og fik øje på en ung mand, som lå på maven på fortovet. Hans cykel lå flere meter derfra, helt smadret. Jeg stod lammet af chok, indtil han besværet forsøgte at løfte hovedet. Så skyndte jeg mig hen til ham, sammen med fire andre mennesker, der også havde været på vej op ad bakken.

Den studerende, som først nåede hen til cyklisten, vendte ham om, så vi kunne se de alvorlige skrammer på hans læber, næse, hage og øjenbryn. En anden studerende tilkaldte hjælp over sin mobiltelefon. En ung mor ved siden af mig rakte et stykke stof frem, og den første studerende brugte det til at standse blødningen på cyklistens læbe. En anden kvinde og jeg stod og ventede nervøst på, at paramedicinerne skulle komme.

Den sårede mand åbnede øjnene og så forvirret op på ansigterne omkring ham.

»Hvor er jeg?« spurgte han. »Hvad er der sket?«

Den studerende, som pressede stof mod hans læber, svarede: »Du er på sydsiden af universitetet. Du er faldet med din cykel.«

Cyklisten jamrede sig. »Det gør ondt,« sagde han. »Hjælp mig.«

Den studerende sagde, at hjælpen var på vej og spurgte så den unge mand om hans navn.

»David,« sagde han og hulkede stille. »Hvor er jeg?« spurgte han igen.

En ældre herre i jakkesæt – formentlig en lærer – nærmede sig og spurgte David, om han ville have en velsignelse. Han nikkede taknemligt.

Læreren stoppede op. »Men jeg har ikke noget olie,« sagde han og kiggede sig omkring. De, der stod i nærheden, rystede på hovedet. Den sårede, unge mand jamrede sig og pegede på sin lomme. Den studerende, som sad ved siden af ham, stak hånden i hans lomme og trak en stor nøglering med en lille beholder med indviet olie frem.

»Han har noget!« udbrød den studerende.

Cyklisten faldt til ro, så snart læreren og de mandlige studerende lagde deres hænder på hans hoved og velsignede ham. Jeg fyldtes af fred, da læreren lovede den unge mand, at han nok skulle komme sig, føle sig rolig og komme Frelseren nærmere på grund af den hændelse.

Kort tid efter kom ambulancen og kørte cyklisten væk. Mens jeg traskede hen til min forelæsning, gik det op for mig, at han havde haft indviet olie med sig for at kunne benytte præstedømmet til at velsigne dem, der havde brug for det. Men i dag var det ham selv, der blev velsignet. Jeg gik derfra med en inderlig følelse af kærlighed til trofaste mænd, som lever sådan, at de er parat til at velsigne andre, og til Herren, som også velsigner dem.