Åndens kendetegn

Mens jeg tjente som fuldtidsmissionær i Den Dominikanske Republik, var jeg på et tidspunkt netop blevet forflyttet til et nyt område, som havde ry for at være vanskeligt at missionere i. Da jeg kom dertil, havde vi kun en undersøger. Hans navn var Oriviades. Han var tidligere kommet i kirke, men fordi han var døv og kommunikerede via tegnsprog, havde de tidligere missionærer ikke kunnet undervise ham.

En dag besluttede min kammerat og jeg os for at bede om et mirakel, der ville gøre det muligt for os at undervise Oriviades. Vi lavede en aftale med ham på et tidspunkt, hvor et af hans familiemedlemmer ville kunne være til stede og hjælpe med at oversætte, eftersom hverken min kammerat eller jeg kunne tegnsprog.

Men da vi ankom til mødet med Oriviades, var der ingen fra hans familie til stede. Da Oriviades gik ud efter en stol, benyttede min kammerat og jeg lejligheden til kort at bede Ånden om at vejlede os. Inden vi havde bedt færdigt, fornemmede jeg stærkt Åndens tilstedeværelse.

Oriviades begyndte at gøre tegn, men vi forstod ham ikke. Vi smilede blot til ham og så på hinanden for at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede at skrive en note med en ny aftale i håb om, at vi næste gang ville kunne have en tolk med. Men pludselig fornemmede vi begge tydeligt, at vi skulle blive og undervise ham. »Lad os i det mindste prøve – Ånden vil hjælpe os,« sagde jeg til min kammerat.

Vi benyttede os af tegninger og primitive håndtegn, mens vi underviste ham. Langsomt begyndte vi at forstå Oriviades tegn, og vi kunne svare ham med tegn. Han syntes tydeligt at forstå os.

Vi følte os tilskyndet til at bære vidnesbyrd for ham. Vi viste ham et billede af det første syn, og jeg skrev på et stykke papir: »Jeg ved, at det er sandt.«

Ved hjælp af tegn svarede Oriviades: »Jeg ved, at det er sandt – det har Gud fortalt mig. Jeg bad og ved nu, at det er sandt.«

Min kammerat og jeg forlod mødet med tårer i øjnene. Jeg vidste, at Gud havde tilladt os at vidne om det gengivne evangelium for denne undersøger, og at Helligånden bragte budskabet ind i hans hjerte (se 2 Ne 33:1). Jeg erfarede, at vi ikke behøver at tale fuldkomment eller blomstrende, når vi forkynder evangeliet – nogle gange behøver vi slet ikke at tale.

Det er fantastisk, hvordan enkle ting som faste, bøn og tro kan udvirke store mirakler for os og dem, vi tjener.