Velsignet af præstedømmet

Jeg blev som enlig mor medlem af Kirken i 1996, adskillige år efter at min tvillingesøster, Theresa, var blevet medlem. Da Theresa blev døbt, sagde en fælles ven: »Hvorfor er hun blevet medlem af den kirke? Deres kvinder skal jo holde sig i baggrunden.«

Fra min forbindelse med Kirkens medlemmer vidste jeg, at min vens bemærkning var forkert – de ægteskaber, som jeg så blandt Kirkens medlemmer, var nogle af de stærkeste og mest ligeværdige, jeg havde set. Jeg vidste, at det kun var mændene i Kirken, som bar præstedømmet, men jeg fornemmede, at de anvendte præstedømmet til gavn for alle.

Den sandhed blev atter bekræftet for mig, da jeg 11 år efter min dåb fik stillet diagnosen brystkræft. Da jeg fik den besked, modtog jeg en åndelig tilskyndelse til at bede om en præstedømmevelsignelse, hvilket jeg gjorde samme aften. I velsignelsen blev jeg lovet, at kræften ville forlade min krop, at min krop ville blive helbredt, og at Ånden ville vejlede mine læger.

Den velsignelse var den første af mange, som jeg modtog gennem de næste tre år med behandlinger og operationer. Det indgød mig tro at vide, at helbredelsen ville være fysisk, hvis det var Herrens vilje, eller også ville den være åndelig – så jeg ville få styrke til at udholde mine prøvelser.

Jeg oplevede den sidstnævnte form for helbredelse en nat efter en operation. Jeg kan huske, at jeg vågnede med voldsomme smerter. Netop da kom en tanke ind i mit sind: »Du ved, at du får det bedre. Du er blevet lovet, at din krop skal blive rask. Du ved, at du kommer igennem det her.«

Ved en anden lejlighed vågnede jeg midt om natten og var bekymret for fremtiden. »Hvordan skal det gå mig?« tænkte jeg. Den panik varede i et par timer, men det var den eneste gang under min tre år lange kamp, at jeg oplevede en sådan frygt. Freden fra den præstedømmevelsignelse, jeg havde modtaget, styrkede mig og gjorde mig i stand til at udholde det, jeg ikke havde troet, at jeg kunne klare.

Præstedømmet styrkede mig også, da jeg fik en infektion efter operationen og lå med høj feber. Min svoger kiggede forbi hospitalet en aften i den periode og gav mig en velsignelse. Min temperatur var steget hele dagen, men efter velsignelsen faldt den støt. Jeg var forbløffet, men ikke overrasket.

Jeg så også løftet blive opfyldt om, at mine læger ville blive vejledt. Da jeg vågnede efter en af mine operationer, kom kirurgen ind til mig.

»Jeg var helt færdig,« forklarede hun, »men noget sagde mig, at jeg skulle gå dybere ned, og der fandt jeg så yderligere kræftansamlinger, som jeg fjernede. Det var et held, vi fandt dem.«

Hun er ikke medlem af Kirken, men det løfte, som jeg havde fået i velsignelsen, var blevet indfriet. Ånden havde vejledt hende.

Jeg er taknemlig for de værdige præstedømmebærere i min menighed og familie, som hjalp mig og anvendte præstedømmet til at velsigne mig. Jeg er taknemlig for deres hustruer, som støtter og opretholder dem, når de ærer deres præstedømme og anvender det til at velsigne andre. Men mest af alt er jeg taknemlig for, at min himmelske Fader velsignede mig gennem hans kraft her på jorden, en kraft, som velsigner alle hans børn.