Kraften i et retskaffent eksempel

I april 1992 boede min familie og jeg i Provo i Utah, hvortil vi var flyttet fra Canada for at jeg kunne fuldføre min ingeniøruddannelse ved Brigham Young University. Min søn Jase, som var 17, var blevet venner med en ung pige, der hed Krista.

Om aftenen den lørdag, hvor der var generalkonference, kom Jase ind i stuen og spurgte, om han måtte låne bilen, så han kunne tage Krista ud og få en milkshake. Jeg kastede nøglerne hen til ham, og han gik ud i køkkenet for at ringe til hende. Jeg kunne høre den ene del af samtalen, som forløb sådan her:

»Hej, Krista, det er mig, Jase. Jeg tænkte på, om du havde lyst til at tage med ud og få en milkshake.« Tavshed. »Efter præstedømmemødet, mener du? Okay, så ringer jeg der. Vi ses.«

Jase lagde røret på og kom ind i stuen igen.

»Skal du så ud med hende?« spurgte jeg.

»Hun sagde, at hun gerne ville,« svarede han, »men hun sagde, at jeg skulle ringe, når jeg kom hjem fra præstedømmemødet.« Han gik ind på sit værelse med et nedslået udtryk i ansigtet.

Så ramte noget mig som et hammerslag. Jeg var vokset op i det sydlige Alberta, næsten 130 km fra stavscentret. Ingen havde forventet af mig eller mine forældre, som havde lederstillinger i vores menighed, at de dukkede op til konferencemøder, og da slet ikke præstedømmemødet. Nu var der en, der regnede med det.

Hvordan skulle jeg reagere på min søns triste ansigtsudtryk, da han gik ind på sit værelse? Jeg vidste, at min beslutning ville danne præcedens i mange år fremover.

Jeg rejste mig fra min stol og råbte ned ad gangen til Jase og min anden søn, som for nylig var blevet ordineret til diakon. »Skynd jer at skifte tøj. Vi har ti minutter til at nå ned til præstedømmemødet i stavscentret.« Jeg skyndte mig at gøre mig klar, og da jeg kom ud fra mit soveværelse, var begge drengene klar, og vi skyndte os ud til bilen.

Jeg kan ikke huske talerne mere, men jeg kan huske, at vi fornemmede Ånden. Det føltes rart at være til præstedømmemøde med mine sønner. Da vi kom hjem, havde Jase det godt med sig selv, og det gjorde mig glad. Han ringede til Krista, og de tog ud og fik en milkshake.

I de to årtier, der er gået siden den dag, er præstedømmebærerne i vores familie ikke gået glip af et eneste præstedømmemøde ved generalkonferencerne. Takket være en retskaffen ung pige, der holdt fast ved sin tro, fik vores familie mulighed for at ændre sig, og vi hører stadig de nutidige profeters ord og føler Ånden ved præstedømmemøderne til generalkonferencen.