2011
Til hele verden
Juni 2011


Til hele verden

Oplys verden siger apostle til centralamerikanske hellige

Hvert medlem af Kirken må opbygge en stærk tro på Kristus, sagde ældste M. Russell Ballard og ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum til medlemmerne i Guatemala, Honduras og Nicaragua under deres rejse i Centralamerika i januar 2011. Sammen med andre kirkeledere bad de medlemmerne om at styrke deres familie gennem bøn, skriftstudium, tempeltjeneste, familieaften, overholdelse af sabbatsdagen, lydighed mod Herrens befalinger og ved at fortælle deres omgivelser om deres tro.

Ældste Christofferson og ældste Ballard præsiderede over konferencer i adskillige stave og deltog i foredrag for lokale præstedømmeledere, forældre og ægtepar, unge voksne og unge. De mødtes også med 1.100 missionærer i fire missioner, stavspræsidenter, biskopper og grenspræsidenter.

Ældste Scott vender tilbage til Mozambique

»I er nogle af de dyrebareste børn på jorden, og Gud elsker jer,« fortalte ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sidste dages hellige i Mozambique, da han for nylig var i Det Sydøstafrikanske Område. Elleve år efter at ældste Scott indviede dette land til forkyndelse af evangeliet, vendte han i januar 2011 tilbage for at erfare, at Kirken har haft stor fremgang.

Ved ældste Scotts første besøg var der blot 40 kirkemedlemmer i Mozambique, og landet var en del af Johannesburg-missionen i Sydafrika. Ved hans andet besøg var Kirken vokset til flere end 5.000 medlemmer spredt over 2 distrikter, 19 grene og 3 grupper, der mødes over hele landet. Mozambique er også hovedsædet for Mozambique Maputo-missionen, der dækker hele Mozambique og Angola.

Før hjemrejsen tog ældste Scott sig tid til at mødes med og takke læger, der var i Mozambique med Kirkens humanitære hjælpeprogram.

Ældste Bednar og ældste Andersen styrker hellige i Stillehavet

Kirkemedlemmer og missionærer i Stillehavet blev for nylig undervist, opløftet og opbygget af to medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, ældste David A. Bednar og ældste Neil L. Andersen.

Ældste Bednar mødtes med missionærer og medlemmer i Tonga, New Zealand, Hawaii og Marshall-øerne. Ældste Bednars besøg blev en vigtig begivenhed for medlemmerne på Marshall-øerne, da man mener, at det er første gang, at et medlem af De Tolv Apostles Kvorum har besøgt øerne.

Ældste Andersen rejste rundt i Australien, Papua Ny Guinea, New Zealand og Fransk Polynesien.

»Når vi rejser til øerne i havet og til jordens fjerneste ender, ser vi, at Kirken findes overalt,« siger ældste Bednar. »Den er solidt etableret, den vokser, og der findes trofaste, gode mennesker. Det er virkelig mirakuløst.«

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum sammen med medlemmer og missionærer i Stillehavsområdet.

Foto gengivet med tilladelse af ældste Neil L. Andersen