Sejl sikkert hjemad

To af disse unge sidste dages hellige, Naga Bushan Ratnam og Pavani Kotala Ratnam, bor sammen med deres forældre i en lille lejlighed langt fra byen, men tæt på stålvalseværket, hvor deres far arbejder. Billederne på væggen fortæller en, hvad de sætter højst. Familiefoto fylder en reol nær døren, og i soveafdelingen pryder billeder af Frelseren, templet og Det Første Præsidentskab væggen.

»Når jeg vågner, er de billeder det første, jeg ser,« siger Pavani. »Når jeg går i seng, er de det sidste, jeg ser.«

Pavani mener, at vi kan skabe fredfyldte tilflugtssteder i vore hjem. »Derfor holder jeg altid det hele rent,« siger hun. »Det er en måde at gøre det behageligt for Ånden at være her.« Og i skolen »har jeg altid Til gavn for de unge i min skoletaske, så jeg hele tiden ser den, når jeg tager en bog frem.«

Naga mener, at samtaler med hans søster indgyder ham fred. »Selvfølgelig taler vi også med vore forældre og søger tit deres råd,« siger han. »Vores far er distriktspræsident, så vi taler hele tiden med ham, både officielt og uofficielt. Og vi elsker at tale med vores mor. Men der er nu noget særligt ved at kunne tale med min søster.« Når Naga bliver vred, beroliger Pavani ham. Naga er ret indesluttet, så Pavani hjælper ham med at blive mere imødekommende.

»Men mest af alt styrker vi hinanden i efterlevelsen af standarderne,« siger Naga. For eksempel spørger Pavani Naga til råds om passende påklædning. »Hvis han ikke mener, at det overholder Kirkens standarder, så går jeg ikke med det,« siger hun. Og de taler ofte om at tjene, både i Kirken og i lokalsamfundet. Disse samtaler er til dels årsagen til Nagas drøm om at blive hjertelæge. »Min karriere skal være en måde at tjene andre på,« siger han.

Ratnam-teenagerne forklarer, at det styrker familiens velbefindende, at de har præstedømmet i deres midte. De mindes, hvordan deres far førte resten af dem ind i Kirken for otte år siden, selv om de – alle fire – måtte rejse 40 kilometer hver vej på én motorcykel for at komme til møderne. De taler om troens bøn for Pavani, da hun blev syg den dag, hvor deres far skulle døbes, om den præstedømmevelsignelse, som far gav den alvorligt syge Naga i eksamenstiden, og om den måde, hvorpå far altid rådfører sig med mor, med dem og i bøn med vor himmelske Fader, når han skal træffe større beslutninger.

»Jeg har set positive forandringer, efterhånden som vores familie har udviklet sig i evangeliet,« siger Pavani. »Mine forældres eksempel og min brors eksempel har ledt mig, der er den yngste i familien. Jeg ved, at Jesus Kristus har hjulpet mig gennem alle tidspunkter i mit liv. Jeg har mennesker omkring mig, som hjælper og elsker mig, og jeg har Frelserens kærlighed. Den kærlighed er vigtigere for mig end noget som helst andet.«

Den kærlighed sås tydeligt, da familien rejste til templet i Hong Kong for at blive beseglet. Naga siger, at templet er den sikreste af alle havne her på jorden. »Det er et helligt sted. Bare det at tænke på det bringer hellighed ind i vores hjem.« Og det gør Ratnams lejlighed til et dejligt sted at være.

Hepsiba, Sandeep og Sujith Batha, som bor sammen med deres forældre i centrum af Visak (som de lokale kalder byen), siger, at skrifterne er et anker i deres fredfyldte havn. »Når vi læser i skrifterne, indbyder vi Ånden til at lede os på rette vej og træffe gode beslutninger her i livet,« siger Hepsiba. »Vi byder også Ånden ind i vores hjem, når vi holder familieaften og familiebøn.«

Sandeep siger, at hans mor faktisk minder dem om »at bede hver dag, når vi går ud eller ind. Når hun siger: ›Vær taknemlig‹, så giver det mig lyst til at takke for alt.«

Sujith siger, at udover deres hjem har de også en fredfyldt havn i grenens møder, hvor medlemmerne lærer om evangeliet sammen, og hvor enhver er velkommen til at dyrke Gud, og ved de aktiviteter, hvor unge med samme standarder kan styrke og opmuntre hinanden. »Herren fortæller os, at vi er verdens lys,« siger Sujith (se Matt 5:14). »Når vi samles, sørger vi for, at det lys skinner klart, og vi føler os tryggere ved at dele det med andre.«

Det var det, at andre delte deres lys, som bragte evangeliet til familien Butty. Søstrene Sandhya og Sudha Butty og deres mor og far kan ikke lade være med at smile – de er så ivrige efter at fortælle, hvordan de blev præsenteret for Kirken.

»Vi sluttede os til Kirken som en samlet familie,« forklarer Sandhya. »Vi havde længe søgt efter den rette kirke. Vi vidste, at vi skulle døbes. Så en dag fik min far øje på to ældster. På deres navneskilte stod der ›Jesu Kristi Kirke‹, og han vidste bare, at han måtte tale med dem.«

Så begyndte undervisningen for alvor. »Vi hørte, at Jesus Kristus, for at gøre Faderens vilje, led for os, udvirkede forsoningen og gjorde det muligt for os at vende tilbage til vor himmelske Fader ved at følge ham,« siger Sudha. Da det vidnesbyrd var solidt forankret, virkede det som en let sejlads i roligt vand at slutte sig til Kirken, og familien Butty har glædet sig over deres beslutning lige siden.

Hver eneste dag sejler fiskerbådene ud fra Visakhapatnam. Hver dag drager de unge fra Visakhapatnam Første og Anden Gren samt Gajuwaka Gren ud i verden. De kan alle roligt vende hjem til en tryg havn. Men i de sidste dages helliges tilfælde er det en havn, som ikke kun er tryg nu, men også i al evighed.