Fang visionen i selvhjulpenhed

Herren har befalet os: »Stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har sagt: »Vi tror på uddannelse. Denne kirke opfordrer til uddannelse. Det påhviler hvert eneste medlem af denne kirke, som en befaling fra Herren, at få al den uddannelse, man kan få … Det er en pligt for sidste dages hellige sagt med Herrens egen mund at uddanne vores sind og vore hænder.«⁵

At få en uddannelse var målet for Roberto Flete Gonzalez fra Den Dominikanske Republik, som begyndte på college kort efter sin hjemkomst fra en fuldtidsmission. Hans far indvilligede i at dække Robertos leveomkostninger, så han kunne koncentrere sig om studierne, men kort efter døde Robertos far og efterlod familien i en vanskelig økonomisk situation.

Roberto forlod skolen og begyndte at arbejde for at forsørge sig selv, sin mor og sin søster. Han spekulerede på, hvordan han nogensinde skulle fuldføre sin uddannelse.

Nogle uger senere bekendtgjorde præsident Hinckley den selvsupplerende uddannelsesfond, »et vovestykke«, som skulle hjælpe unge i udviklingslandene med »at hæve sig over den fattigdom, som de og generationer før dem har kendt til«.⁶ Roberto ansøgte om og fik godkendt et PEF-lån, som gjorde det muligt for ham at fuldføre sine studier. Den mulighed hjalp ikke blot med den øjeblikkelig økonomiske situation, men indgød også Roberto den fornødne tro til at gifte sig og stifte en evig familie, fordi han vidste, at han ville kunne forsørge dem.

Roberto fuldførte sin lægeuddannelse, mens han tjente som biskop, og blev det første medlem af Kirken, der sad i Den Dominikanske Republiks nationale bestyrelse for lægeuddannelsen. Men han siger, at det bedste resultat er det, der er sket derhjemme. »Der er sket forandringer i min familie, nu hvor vi er rykket bort fra fattigdommens nedadgående spiral,« siger han. »Jeg er taknemlig for, at min søn ikke skal vokse op på den måde, som jeg gjorde, fordi vi nu er væk fra fattigdommen.«

Eftersom vi er skabt i Guds billede (se 1 Mos 1:27), er vores legemer templer, og de bør behandles med omsorg og respekt (se 1 Kor 3:16-17).

Visdomsordet, som findes i Lære og Pagter 89, er Herrens sundhedslov. Den blev åbenbaret til Joseph Smith i 1833. Den lærer os, at vi skal spise næringsrig føde og undgå skadelige stoffer. Apostle og profeter har siden da lært os, at vi skal undgå alle stoffer eller skikke, som nedbryder vores legeme eller sind og kan føre til afhængighed.⁷

Sainimere Balenacagi fra Fiji erfarede dette som teenager, da hun deltog i et bryllup sammen med nogle venner, som ikke var medlemmer af Kirken. Mange af de tilstedeværende, deriblandt Sainimeres venner, drak og røg og opfordrede hende til at drikke. »Hele mit liv har jeg lært, at jeg skal efterleve evangeliets standarder, så jeg afviste uden tøven tilbuddet,« siger Sainimere.

Hun ved, at velsignelserne ved at efterleve visdomsordet strækker sig længere end bare fysisk sundhed: »Jeg har fundet ekstra beskyttelse i den forstand, at jeg er i stand til at træffe bedre valg, fordi jeg har Helligånden med mig. Jeg kan tydeligt se, at standarderne ikke begrænser vores frihed; de beskytter os mod de konsekvenser, som fører til begrænset frihed.«

I mange menigheder er det mest presserende behov, som medlemmerne har, når de forsøger at blive selvhjulpne, at finde arbejde. Præstedømmekvorummer og medlemmer af menighedsrådet kan hjælpe disse medlemmer. De bør arbejde tæt sammen med disse personer, finde frem til nyttige ressourcer i lokalsamfundet, mentorer, som personligt kan hjælpe dem i nød, og finde jobmuligheder. Styrken hos medlemmer, der i tro arbejder sammen for at velsigne de nødlidende, vil ofte føre til en vellykket ansættelse.

I nogle områder i verden har Kirken oprettet arbejdsformidlingskontorer. Der er for tiden over 300 centre i 56 lande, der bl.a. tilbyder karriereworkshop, netværksmøder og personlig jobvejledning. Den nye kirkehjemmeside LDSjobs.org tilbyder også ressourcer til jobsøgende, arbejdsgivere og kirkeledere.

Da Oséias Portinari fra Brasilien blev afskediget, tilbragte han mere end to måneder med at søge nyt arbejde. Da han ikke kunne finde et arbejde, meldte han sig som frivillig i det lokale arbejdsformidlingscenter i São Paulo. Ved at hjælpe andre med at søge arbejde skærpede Oséias sine egne færdigheder inden for jobsamtaler og jobsøgning. Han deltog i karriereworkshoppen flere gange og blev senere selv underviser. Til Oséias’ overraskelse skete der det, at mens han flittigt tjente andre, begyndte han at modtage opkald fra mulige arbejdsgivere, som førte til et fast arbejde.

Oséias er taknemlig for Kirkens ressourcer, som giver arbejdsløse medlemmer et bedre syn på livet. Han siger: »Jeg ved, at når vi yder en indsats, så åbner Herren dørene.«

I 2007 præsenterede Kirken Bered alt, hvad der behøves: Hjemmeforråd, en pjece, som præsenterer en forenklet tilgang til hjemmeforråd. Det Første Præsidentskab opfordrer medlemmer i hele verden til at fokusere på at have et grundlæggende lager af fødevarer og vand samt en opsparing. Medlemmer kan begynde med at producere eller købe nogle få ekstra varer og sætte et beskedent beløb til side hver uge, hvis deres forhold tillader det. Medlemmer kan ved at følge dette mønster i nogen tid etablere et hjemmeforråd og en økonomisk reserve, der svarer til deres behov.⁸

Da familien Lugo i Valencia i Venezuela hørte om dette råd, følte de sig inspireret til at begynde på deres eget forråd. De begyndte hver uge at sætte lidt mad, vand og penge til side. Selv med deres beskedne ressourcer kunne de samle en beskeden reserve efter blot nogle få måneder. Senere samme år bragte en strejke i Venezuela mange lokale arbejdsmænds job i fare. Bror Omar Lugo var blandt dem, der endte med at miste sit arbejde.

Det tog næsten to år for bror Lugo at finde et nyt arbejde. I den tid levede bror Lugo og hans familie af deres opsparing og forråd. På trods af familien Lugos store problemer pga. arbejdsløshed, oplevede de fred og tryghed, fordi de var beredt. De mødte selvsikkert en usikker fremtid, fordi de vidste, at de havde fulgt rådet om gradvist at opbygge deres forråd.⁹

Et andet aspekt ved at leve fornuftigt er at styre sin indtægt og udgifter. Det Første Præsidentskab har udtalt følgende:

»Vi anmoder jer indtrængende om at være beskedne i jeres udgifter, at beherske jeres indkøb for at undgå gæld …

Hvis I har betalt jeres gæld og har en økonomisk reserve, selvom den er beskeden, vil I og jeres familie føle jer mere trygge og nyde større fred i hjertet.«¹⁰

En vellykket familieøkonomi begynder med betaling af tiende og offerydelser. Når medlemmer sætter Herren først, bliver de bedre i stand til at sørge for sig selv og andre.

En anden del af et vellykket økonomisk arrangement omfatter at kende sine indtægter og udgifter og at styre pengene, så de ikke styrer en. Da Devon og Michaela Stephens fra Arizona i USA lagde budget, havde de kun en vag forestilling om, hvor mange penge de brugte hver måned. Men da de lagde budget med specifikke kategorier, hjalp det dem »ud af skyerne og ned på jorden igen,« siger Michaela. »Det var alarmerende at finde ud af, at vi havde færre penge, end vi troede, men det var samtidig fantastisk opløftende pludselig at føle, at vi havde helt styr på det, vi havde.«

Åndelighed er afgørende for vores timelige og evige velbefindende. Vi møder alle prøvelser. Hvis vi stræber efter at øge vores åndelighed, medvirker det til at møde disse prøvelser positivt og indgyder os håb om bedre tider.

Nirina Josephson-Randriamihariosa fra Madagaskar bor i dag i Frankrig, mens hun færdiggør sin uddannelse. Da hun kom dertil, kæmpede hun med ensomhedsfølelse og hjemve. »Jeg søgte trøst i bøn, skrifterne og Helligåndens milde hvisken,« siger Nirina. »Alt det bragte mig tættere på min himmelske Fader og Frelseren, og jeg følte en fred.«

Med tiden fik Nirina venner og deltog i aktiviteter både i og uden for Kirken og fandt glæde i det. Men så rystede nogle tragiske nyheder hjemmefra hende. »En morgen modtog jeg besked om, at min bror var død. Jeg anede ikke, at jeg kunne blive så ulykkelig. I de dage og uger, som fulgte, kæmpede jeg med følelser af ensomhed, vrede og fortvivlelse. Det blev en stor udfordring at klare selv de mest almindelige opgaver.«

En måned senere døde også en god ven. Den nye sorg øgede Nirinas allerede tunge byrde. Et kort øjeblik overvejede Nirina at holde op med at komme i Kirken, men så huskede hun, at det, der tidligere havde styrket hende i andre vanskeligheder, også ville kunne opbygge hende nu.

»Ligesom da jeg ankom til Frankrig, søgte jeg nu trøst i bøn, skriften og Helligånden. Derved opdagede jeg endnu stærkere, at Ånden og læren om evige familier kan give os trøst, og at Jesu Kristi forsoning har en virkelig indflydelse på vores liv,« siger hun.

»Uanset hvilke prøvelser vi møder, så er der ingen ›blindgyder‹ hos Herren. Hans plan er lykkens store plan.«