Penge nok

Jeg mødte missionærerne, da jeg var 17 år. Dengang boede min storebror og jeg sammen. Vores mor var død året før, og vi havde det ret hårdt. Da missionærerne underviste mig, kunne jeg se, at Kirken var det, jeg altid havde søgt efter. Men påvirkning fra mine venner hindrede mig i at gå i kirke om søndagen.

Engang gik jeg til en kirkeaktivitet på en hverdag. Det gjorde mig rigtig glad at se alle de unge, som grinede og hyggede sig. Missionærerne og de unge benyttede lejligheden til at undervise mig, og jeg følte mig så godt tilpas, at jeg besluttede at blive døbt.

Men selv efter, at jeg var blevet medlem af Kirken, mødte jeg udfordringer. Jeg var det eneste medlem af Kirken i den del af byen, og jeg boede langt fra kirkebygningen. Mine venner, som ikke var medlemmer af Kirken, ville ikke længere have noget med mig at gøre. Når jeg følte mig ensom, bad jeg og fornemmede Herrens kærlighed.

Hver måned modtog jeg en lille sum penge fra et fond, som min mor havde efterladt. Det var svært at forsørge mig selv for så få penge. Men jeg besluttede mig for at være lydig. Jeg betalte tiende og måtte også betale for transport til seminar og søndagens møder. Jeg forstod ikke, hvordan det gik til, men sidst på måneden opdagede jeg, at der havde været penge nok til det hele.

Jeg ved, at jeg er blevet velsignet ved at betale tiende. Lydighed mod budene hjalp mig til at opnå et stærkere vidnesbyrd, udføre en mission og påskønne mine velsignelser, så jeg kan styrke nye medlemmer, som møder udfordringer.