Lær en mand at fiske

Ezra forgudede sin far. Ezra havde ventet utålmodigt på den dag, da han var syv år, og hans far sagde, at han var gammel nok til at hjælpe ham med at sætte og efterse fiskenettene.

Fiskeriet gav ikke mange penge, men det var nok til at brødføde Ezra, hans fem søstre og deres mor samt støtte Ezras storesøster, som var på mission i USA; og hjælpe deres naboer. Ezra var endda i stand til selv at begynde at spare op til sin mission.

Men nu var hans far væk. Hans død var kommet uventet og havde knust Ezras hjerte. Tabet af hans far betød tabet af hans helt, hans biskop og hans mentor.

Men hvad der øgede hans hjertesorg var den frygtelige erkendelse af, at det ansvar, som hans far havde forsøgt at forberede ham på, nu pludselig var hans. Nu måtte Ezra forsørge familien.

Han kunne end ikke tænke på at fiske, den første uge efter hans fars død. Han var for oprørt. Tanken om at skulle tage sin fars kano, bruge sin fars net og udføre sin fars arbejde uden ham var uudholdelig.

Den følgende uge vidste han, at familien var afhængig af, at han tog ud og fiskede, men byrden var overvældende. For uanset hvor meget han ønskede at være som sin far, indså han nu mere end nogensinde, hvor langt han var fra at nå det mål.

»Det føltes, som om der ikke var noget håb,« siger han. »Første gang føltes det meget svært at gå i min fars fodspor. Jeg fornemmede hans fravær, mens jeg sejlede til havs i kanoen. De ord, min far havde sagt, dukkede op i mine tanker, og jeg følte ansvaret for familien tynge mig.«

Som han stod der i det lave vand ved Stillehavets bred, søgte han den Eneste, som kunne hjælpe ham – den, som hans far havde lært ham at stole på.

»Vis mig, hvor min far stod,« bad Ezra. »Hjælp mig at indfri min fars forventninger til mig.«

I den tidlige aftenstilhed efter bønnen fornemmede Ezra, at noget ændrede sig. Han følte sig ført hen til sin fars fiskeplads, og det, som hans far havde lært ham, dukkede nu op i hans sind.

»Efter bønnen følte jeg fornyet styrke,« siger han. »Jeg vidste, at min himmelske Fader ville hjælpe mig.«

Ligesom Frelseren havde vist sine fordums apostle, hvor de skulle kaste deres net ud, modtog også Ezra hans hjælp. »Jeg fangede en masse fisk den dag,« siger han.

Selv om Ezra havde tvivlet på, at han kunne udrette det, som hans far gjorde, havde han nu erfaret, at han kunne mere, end han troede.

»Det har været en stor omvæltning i mit liv – både for min måde at tænke, se og handle på,« siger Ezra. »Jeg indså, at jeg kan udrette det, som min far kunne.«

Ezra er på mange måder blevet mere som sin far, end han havde troet muligt. Han er fulgt i sin fars spor som fisker – og som lærer.

Den anden uge, hvor Ezra fiskede alene, spurgte hans ven Fetu, om han måtte komme med og lære. Ezra har lært Fetu at fiske, og Fetu har hjulpet Ezra med arbejdet og holdt ham med selskab.

»Jeg er taknemlig for muligheden for at kunne lære andre det, som min far har lært mig,« siger Ezra. »Det gør mig glad at vide, at jeg ikke blot er fisker ligesom min far, men også lærer.«

Den gamle talemåde siger, at hvis man giver en mand en fisk, bliver han mæt den dag, men hvis man lærer ham at fiske, kan han blive mæt hver dag. Ezras far gjorde bestemt det sidste.

Men Ezra har lært meget andet af sin far end blot at fiske. Han lærte, at han kunne stole på sin himmelske Fader. Den viden tjener ham til gavn resten af livet, og meget mere end hans færdigheder som fisker.

Da Ezra ved, hvor meget han har brug for sin himmelske Faders hjælp, sørger han for værdigt at passe sine pligter som præst, det embede, som hans far ordinerede ham til, en uge inden han døde. Han planlægger også sit fiskeri, så det ikke kommer i vejen for skole og seminar.

Desuden sparer han så meget op, som han kan, så han en dag kan blive menneskefisker (se Matt 4:19).

»Under en familieaften udtrykte min far det ønske, at vi alle udførte en mission,« siger Ezra. »Det er mit største mål.«

Ezra husker, at Herren svarede ham, da han kaldte. »Jeg vil også gerne svare ham, når han kalder på mig.«