Femoghalvfjerds år med selvhjulpenhed

Selv om Kirkens velfærdsplan endnu ikke var formelt indstiftet, erkendte de tidlige hellige betydningen af at være selvhjulpne, sørge for de fattige og nødlidende samt at tjene andre. Profeten Joseph Smith sagde: »Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«¹

Ikke længe efter at Kirken var blevet organiseret, opførte man biskoppernes små forrådshuse og tiendekontorer, som skulle hjælpe de nødlidende. Joseph Smith iværksatte indsamlingen af fasteofre i Kirtland i delstaten Ohio i 1830’erne.² Tiendeprincippet blev også præsenteret i denne periode (se L&P 119). Tiende og fasteoffer blev betalt i form af arbejdskraft, afgrøder og andre fornødenheder. Biskopper og grenspræsidenter førte tilsyn med fordelingen af disse ressourcer, ligesom de gør i dag.³

Mange af de tidlige hellige kæmpede for at forsørge sig selv. Kirkeledere og -medlemmer gik sammen for at bekæmpe lediggang og finde måder at skabe bæredygtige job. Nogle fandt arbejde med at bygge kirkebygninger og udføre offentlige arbejdsprojekter. Andre dyrkede jorden og solgte varer for at sørge for sig selv og deres familie. Mens de hellige arbejdede sammen, blev de velsignet med tilstrækkeligt til at dække deres behov.

Selv om udfordringerne i vore dage kan være anderledes, fortsætter sidste dages hellige med at sørge for sig selv og udvise omsorg for de fattige og trængende ved at følge Frelserens lærdomme og eksemplet fra tidligere generationer.