Det sidste dages hellige syn på ægteskab

Det er tydeligt, at Gud havde til hensigt, at mand og kvinde skulle blive ét. Ved personligt at forrette denne første vielse helliggjorde han ægteskabet som institution. Det er et normalt, sundt og ønskværdigt forhold, og det blev indstiftet for at opfylde Guds hensigter på jorden.

Det er det centrale element i oprettelsen af hjemmet. Det er mere end en menneskelig institution, som udelukkende styres af skikke og jura. Det er mere end en kontrakt, der er helliget af moralsk lov. Det er eller burde være et religiøst sakramente, hvorved mænd og kvinder højtideligt påtager sig at samarbejde med Gud i hans erklærede hensigt om at stille jordelivet og dødeligheden til rådighed for sine åndelige børn og tilvejebringe deres udødelighed og evige liv.

Der er dem, der hævder, at det mest ophøjede, mest hengivne og mest ønskværdige liv kan opnås uden for ægteskabspagten. Med andre ord vil de forbyde dem, der søger den højeste herlighed, at blive »besmittet ved fysiske og dyrelignende forhold«. Der er ingen hjemmel i skriften for en sådan lære. I Ordsprogenes bog kan vi læse: »Har man fundet en hustru, har man fundet lykke og opnået Herrens velbehag« (Ordsp 18:22) …

Og i Lære og Pagter kan vi læse: »Og videre, sandelig siger jeg jer, at den der forbyder ægteskab, er ikke ordineret af Gud, for ægteskabet er indstiftet af Gud for menneskene« (L&P 49:15).

De sidste dages hellige mener, at for at opnå det bedste i dette liv og den største lykke i denne verden og den næste skal mænd og kvinder vies i templet for tid og evighed. Uden tempelægteskabets beseglende ordinance kan mennesket ikke opnå gudelignende skikkelse eller modtage en fylde af glæde …

For de sidste dages hellige er der kun en slags ægteskab, der er fuldt ud acceptabelt: Tempelægteskab eller celestialt ægteskab, som udelukkende udføres i Kirkens templer. Templer opføres og helliges Herren for at skabe steder, hvor åndelige og evige ceremonier og ordinancer kan udføres. Skønt vi anerkender de borgerlige vielser, der forrettes af præster fra andre kirker, og borgerlige vielser, som forrettes af bemyndigede embedsfolk og andre, som har ret til at udføre dem, tror vi, at det kun er i et Guds tempel, at et ægteskab for tid og evighed kan forrettes, og da kun af en, der har den myndighed, som Kristus gav til Peter, da han sagde: »Hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene« (Matt 16:19).

Det er denne myndighed, der i skriften omtales som »nøglerne til Himmeriget« (Matt 16:19), og i det celestiale ægteskab åbner de nøgler porten til det rige.

Mennesket har visse grundlæggende behov – moralske, sociale, biologiske og åndelige – og disse kan kun fuldt ud tilfredsstilles i det af Gud indstiftede evige ægteskab.

For at leve et rigt liv her og opnå evigt liv herefter skal et menneske elske og elskes, tjene og ofre, modtage ansvar og udøve sine Gudgivne skaberkræfter. »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod« (Joh 10:10).

Men ægteskabets største værdi er måske ikke det, som tilfalder den enkelte mand eller kvinde. Formålet med deres forening i begyndelsen antydes i Herrens befaling: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den« (1 Mos 1:28). I et ordentligt ægteskab får mennesket mulighed for at realisere sin naturlige trang til at være skabende og produktiv. Det kan kun fuldstændig tilfredsstilles i ægteskabsforholdet ved børnefødsler og opdragelse af børn. Forældre bør huske på, at de børn, der skænkes dem – deres børn – også er Guds børn. Han er Fader til deres åndelige legemer, og i forudtilværelsen sørgede han klogeligt for, at det ville blive muligt for evige elementer og evig ånd at forenes uadskilleligt og modtage en fylde af glæde. Sidste dages hellige tror derfor, at Gud rent faktisk er den tredje partner i dette forhold, og det at bringe børn til verden inden for rammerne af det guddommelige anerkendte ægteskab er en del af hans plan om at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for menneskene.

Da Herren Jesus udpegede kærlighed til Gud og kærlighed til næsten som de to store bud, herliggjorde han kærligheden. Faktisk får vi at vide, at Gud er kærlighed. Så ligesom Gud er evig, er også kærligheden evig, og det er hensigten, at dens frugter og velsignelser skal fortsætte i de kommende evigheder. Men for at nyde privilegiet og fordelene ved evig kærlighed for så vidt angår mænd og hustruer samt forældre og børn, kan man ikke godtage den ordinance, som bemyndiger og helliger dette smukkeste af alle forhold, hvis den indeholder begrænsningen »til døden jer skiller«. Hvis familieforhold og ægteskabelige forbindelser skal være evige, skal ægteskabskontrakten autoritativt erklære »for tid og al evighed«.

Alle mennesker bør erkende deres ansvar over for deres afkom og de pagter, som de indgår i den forbindelse. Da Herren sagde: »Vi kan ikke blive gjort fuldkomne uden dem« (L&P 128:18), henviste han til en kæde, hvis led strækker sig ud i fremtiden såvel som tilbage i fortiden. Faktisk har vi nok et større ansvar for dem, som er blevet betroet os i dette liv, end vi har for vore forfædre. Vi kan ikke holdes ansvarlige for vore forfædres synder, hvad enten det er overlagt eller undladelsessynder, som de har begået, men han advarede os om, at hvis vore efterkommeres svigt skyldes, at vi ikke har gjort vores pligt, så vil deres synder hvile på vores hoved.

Blandt de velsignelser, som skænkes dem, der opnår den højeste grad af det celestiale rige, er velsignelsen evigt afkom, som, blandt andet, betyder, at selv efter døden kan mennesker samarbejde med Gud om at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for menneskene.

Det sidste dages hellige syn på evig fremgang omfatter evig udvikling, evig forøgelse af vores kundskab, kraft, intelligens, indsigt og alle de karaktertræk og egenskaber, som udgør guddommelighed. Men inden for Guds system kan et menneske ikke opnå den tilstand af fortsat fuldkommengørelse i sin ufærdige eller ugifte stand. Der skal ske en udvikling og forøgelse af hele mennesket – med andre ord, det menneske, som har fundet sin partner og er blevet forenet med vedkommende.

Dette syn på ægteskabet med dets guddommelige perspektiv giver ny mening og yderligere vægt, værdighed og herlighed til begrebet ægteskab. Med det begreb in mente vil det eftertænksomme menneske være mere varsom og selektiv i udvælgelsen af sin evige partner. Inden et menneske indtræder i en sådan evig forbindelse, bør vedkommende være ydmyg og eftertænksom og bør bede om guddommelig vejledning.

Den religiøse hellighed og anerkendelse af det ægteskabelige forhold forstærkes og værdsættes mere i forhold, hvor parret inden vielsen – og de skal selvfølgelig tilhøre samme tro – begynder med samme mål i tankerne. De skal forberede sig og være værdige til at modtage hellige ordinancer i templer, hvor kun de værdige kan komme. Her modtager de instruktioner, indgår pagter og afgiver ved alteret løfte om evig kærlighed og troskab mod hinanden i Guds og engles nærvær. En sådan tanke og praksis med dets tilhørende forpligtelser sikrer bestemt hjemmets holdbarhed, forherliger ægteskabet som institution og sikrer menneskesjælenes frelse.

Et sådant ægteskab er grundlæggende en troshandling, der bekræftes i overværelse af en guddommelig partner. Det kræver tro og mod at gennemføre det og at holde ud til enden, på trods af de vanskeligheder, prøvelser, skuffelser og lejlighedsvise tab, som man støder på.

Når man accepterer dette evige partnerskabs betingelser og forpligtelser, må man erkende, at en fiasko her næsten er total fiasko. Uanset hvilken succes man opnår inden for andre felter vil manglende efterlevelse af de forpligtelser, som den evige pagt fordrer, medføre den frygtelige straf, som er tab af celestial herlighed ledsaget af et ansvar for de tab, som lides af dem, som vedkommende har indgået kontrakt med, og overfor hvem vedkommende har et ansvar.

Ȯgteskabet er indstiftet af Gud for menneskene.

Derfor er det i overensstemmelse med loven, at han har én hustru, og de to skal blive ét kød, og alt dette for at jorden kan opfylde hensigten med sin skabelse;

og for at den kan blive fyldt med et mål af mennesker i overensstemmelse med deres skabelse, før verden blev skabt« (L&P 49:15-17).