Tordenrøst, stille røst

Jeg havde kun været på mission et par uger, da jeg blev vækket midt om natten af en rumlende lyd. Den begyndte langt væk og blev højere, jo tættere den kom. Inden længe begyndte hele vores hus at ryste. Snart efter holdt bulderet op, og den brølende lyd blev svagere. Heldigvis havde min kammerat advaret mig om, at jordskælv var almindeligt her. Eftersom alt virkede roligt, lagde jeg mig om på siden og faldt i søvn.

Flere uger efter den oplevelse, hørte jeg folk tale om et jordskælv tidligere på morgenen. Jeg undrede mig over, hvad der var galt med dem, siden jeg ikke havde hørt eller mærket noget. Forvirret, spurgte jeg omsider om, hvornår »jordskælvet« havde fundet sted. Da jeg fandt ud af, at jeg havde dyrket motion eller var i bad på omkring samme tidspunkt, kunne jeg ikke tro, at det virkelig var sket. Jeg blev vækket af mit første jordskælv, så hvis der havde været endnu et jordskælv, mens jeg havde været vågen, ville jeg da tydeligvis have bemærket det.

Men det var blot det første ud af mange formodede jordskælv. Jeg mærkede dem aldrig, så jeg overvejede, om folk var forvirrede over, hvordan et jordskælv burde føles.

Efter 8 måneder med det, jeg troede, var falske jordskælv, afbrød min søndagsskolelærer sin egen sætning ved at spørge: »Kan I mærke det? Der var et jordskælv.« Alle nikkede samtykkende – undtagen mig. Jeg forstod det ikke. Der var ingen rumlen eller buldren. Min stol rystede ikke. Væggene raslede ikke. Hvordan kunne der have været et jordskælv?

Så prøvede jeg at huske, hvad jeg havde følt, da læreren havde nævnt jordskælvet. Det var en meget let svimmelhed – som om jeg lige havde drejet rundt. Kunne den næsten umærkelige følelse være et jordskælv?

Takket være min lærer begyndte jeg at blive opmærksom på og vidste, at jordskælvene var ægte. Jeg indså, at jeg ikke havde mærket dem, når jeg enten var i gang med at dyrke motion, var i bad eller sov, fordi de kun var en diskret rysten. Men gradvist blev jeg mere opmærksom på en lidt svimlende følelse eller en let svingen, som bevis på, at der fandt et jordskælv sted.

Senere på min mission fik jeg en ny missionær som kammerat. En dag, mens vi underviste, sagde kvinden: »Åh, et jordskælv,« og jeg var enig. Min kammerat så på os, som om vi var skøre. Men jeg påpegede lampens lette svingen og forsikrede hende om, at hun også med tiden ville kunne mærke jordens svage bevægelse.

Jeg er taknemlig for, hvad jordskælv har lært mig om at genkende Ånden. Der er tider, hvor Ånden er unægtelig som en tordenrøst, der gennemborer vores sjæl. Oftere er Ånden en stille hvisken, en ny tanke, en indskydelse, en stille følelse af at skulle gøre eller sige noget (se Hel 5:30). Hvis vi kun bemærker de indtryk, der ryster sjælen, går vi glip af Åndens milde påvirkning. Nogle gange har vi måske behov for, at andre påpeger følelsen af Ånden for os, så vi kan rette opmærksomheden og finjustere vores opfattelsesevne. Når vi gør dette, åbner en ny verden med opmærksomhed og vidundere sig for os.