At samles i fællesskab om troen

Initiativet til at bygge centre for de unge voksne begyndte i 2003. Centrene tilbød mere end klasser i religion; unge voksne får også mulighed for at tjene i centrets aktivitetsråd, arbejde med fuldtidsmissionærer ved at undervise og aktivere deres jævnaldrende og omgås seniorægtepar, som får det hele til at køre rundt. Lokalt præstedømmelederskab under ledelse af områdehalvfjerdserne afgør udformningen af centrene i de respektive områder.

De 4 første centre lå i København og i Berlin, Hamburg og Leipzig i Tyskland. Disse første 4 er siden vokset til 141 i 2011 så forskellige steder som Sverige til Cypern. Mange flere er undervejs flere steder i verden, herunder i USA og Afrika.

Gerald og Nancy Sorensen tjente i center for unge voksne i Trondheim i Norge. Der mødte de unge voksne, der kom fra alle steder i verden, heriblandt Afghanistan, Kina, Ghana, Iran, Irak, Mozambique, Holland, Nigeria, Rusland, Tyrkiet og Ukraine.

»Der var mange sprog, skikke og uddannelsesmæssige og religiøse baggrunde,« fortæller bror Sorensen, »men alle disse unge voksne havde en fælles interesse i at lære mere om deres himmelske Fader og hans søn, Jesus Kristus. Når vi lærte dem, deres udfordringer og drømme at kende, var det let at se på hver enkelt som et Guds barn. Det var tydeligt at se, at Gud havde vist dem sin store kærlighed, ved at have besvaret deres bønner og ledt deres skridt.«

Præsident Armand Johansen fra Den Norske Mission føler, at de unge voksne bliver ledt til centret med et formål, blandt andet for at blive oplært til fremtidige ansvar. »Kirken i Norge bliver mere og mere mangfoldig,« siger han. »Centrene hjælper de unge voksne til at håndtere det, og til at se, hvor vigtig en rolle Kirken spiller som det fælles bindende element i alle kulturer og folkeslag,« siger præsident Johansen. »Jeg ser centrene som store samlingspunkter, steder, hvor den sociale barriere og fordomme formindskes.«

Barbara Matovu husker den første gang, missionærerne tog hende med til en aktivitet i centret for at møde andre unge voksne. Hun troede, hun vidste, hvad der ventede hende.

»Hele mit liv har jeg altid tilhørt en gruppe,« forklarer Barbara. »Og grupperne var altid knyttet til en definition – du tilhørte den sporty gruppe eller den internationale gruppe eller en anden form for gruppe. Så da folk begyndte at møde op i centret, var det mærkeligt, at ingen syntes at have en holdning, der sagde ›Jeg er tilhører den populære gruppe, så dig taler jeg ikke med.‹

Først tænkte jeg, ›Lader de som om? Er det en forestilling?‹ Men efter et stykke tid gik det op for mig, at det ikke betyder noget, hvem vi er, hvor vi kommer fra, eller hvilket sprog vi taler. Vor himmelske Faders kærlighed er for alle. Normalt tager det lidt tid for mig at finde min gruppe, men denne gang følte jeg ikke, at jeg behøvede en gruppe. Jeg var bare Barbara, og jeg kunne være Barbara over for alle.«

Elisabeth Olsen fortæller, at hun føler sig ydmyg over at kunne se sin plads i sin himmelske familie. »Når du møder folk fra en anderledes kultur eller samfund, er det let at sætte folk i bås. Jeg har lært at åbne mine egne øjne mere og se folk gennem Kristi øjne,« siger hun. »I centret har vi alle forskellige kulturelle baggrunde, men vi har en ting til fælles: Vi vil gerne være sammen med Jesus Kristus og Gud igen.«

Nogle ville måske være på vagt over for ideen om enighed, fordi de tror, det bliver på bekostning af individualiteten. »En del folk er bange for religion, fordi de tror, den gør os alle ens, eftersom vi efterlever de samme befalinger,« forklarer Elisabeth. »Men sådan hænger det slet ikke sammen. Gud har skabt os alle som enkeltpersoner. Vi har måske den samme tro, men vi har forskellige egenskaber og gaver, og det er det, der giver os vores individualitet. Gud ønsker, vi skal være forskellige, for vi har alle forskellige missioner.«

Sam Basnet har også mærket en bekymring fra venner, som tror, religiøse regler er begrænsende. »En ven sagde til mig, ›Hvis du går i kirke, skal du følge andres regler‹«, fortæller han. Men Sam følger Kirkens standarder, fordi han bønsomt har søgt personlig åbenbaring for at bekræfte sine valg.

Og det er ved at tale til sine børn individuelt, at Herren forener dem, forklarer Sam. »Gud siger, at alle nationer og tunger skal tilbede ham« (se Mosi 27:31), siger han. »Ved at møde forskellige mennesker lærer jeg at værdsætte forskellige kulturer. Og ved at opleve så stor forskellighed tænker jeg, at, ja, Gud har en plan om at forene os i fred.«

Lige så meget som disse unge voksne værdsætter kraften ved at samles i et center for unge voksne, forstår Kirkens ledere, at dette kun er begyndelsen. Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har belært om, så er det vigtigste samlingsted templet.¹

Sam har forberedt sig til at komme i Herrens hus ved at omgive sig med gode venner i centret. »At lære så mange mennesker at kende fra så mange forskellige steder hjælper mig også til at være optimistisk omkring verden,« siger han. »Jeg vil gerne være et godt eksempel over for mine venner, og det har gjort, at jeg er mere egnet til Gud og mere egnet til at komme i hans hus.«

En måned efter sin dåb tænkte Barbara først på at komme i templet, da hun deltog i en familieaftenslektion i centret. Efter lektionen begyndte hun at stille spørgsmål.

»At have venner, der vidste, hvad templet betød for dem, hjalp mig til at forstå, hvad templet kunne betyde for mig. Da de forklarede mig om templet, følte jeg Helligånden,« mindes Barbara. »Jeg indså, at alle de steder, jeg havde forestillet mig at blive gift – en pæn kirke eller på stranden – ikke kunne måle sig med templet. Fra det øjeblik var templet ikke længere kun en bygning. Det var noget, jeg ville se frem til, og et sted jeg en dag kunne komme med min fremtidige mand.«

Elisabeth har ligeledes sat templet som et af sine vigtigste mål. »Når jeg skal til templet, smiler jeg, som om jeg lige har vundet en million,« siger hun. »Jeg ved, Gud ønsker, at alle skal komme der og modtage alle de velsignelser og gaver, han har til os. At komme i templet og være tempelværdig er sand succes. Jeg kan komme til templet og være så tæt på Gud – det tætteste på at være hjemme – som det er muligt for mig her på jord.«

Det celestiale rige er, selvfølgelig, det ultimative samlingssted, et sted, hvor Barbara ikke ønsker, der skal være nogle tomme sæder. »Kristus sagde, at det kun er gennem ham, at vi kan vende tilbage til vor himmelske Fader, men han sagde også, at noget af det største, vi kan gøre i dette liv, er at tjene andre (se Joh 21:15-17). Og at tjene hinanden er at hjælpe en anden med at komme hjem til vor himmelske Fader, for man har ikke lyst til at komme alene.«